Publikation
Forsiden af rapporten viser en ung, alvorlig, kvindelig tjener, der er ved at dække bord i en restaurant

Sexchikane mod elever i hotel- og restaurationsbranchen

En undersøgelse af omfanget og håndteringen af sexchikane mod elever i praktik under erhvervsuddannelse - set fra elevens perspektiv.

Institut for Menneskerettigheder undersøger, hvilke udfordringer elever i hotel- og restaurationsbranchen oplever i forhold til sexchikane på deres læreplads.

Rapporten dokumenterer først og fremmest chikanens omfang og karakter og ser nærmere på hvem, der er henholdsvis ofre og udøvere.

Den afdækker også elevernes viden om sexchikane generelt og hvordan de håndterer oplevelser med sexchikane.

Endelig følger en juridisk gennemgang af de relevante regler og ansvarlige aktører på erhvervsuddannelsesområdet.

Hovedkonklusioner

Hver femte elev oplever at blive udsat fra sexchikane på deres praktikplads. De kvindelige elever er særligt udsatte.

I langt de fleste af tilfældene er chikanen udøvet af en mandlig kollega.

Andelen af krænkede elever, der har angivet at være blevet udsat for sexchikane fra forskellige persongrupper - fordelt på køn.
Figur 8 i rapporten: Andelen af krænkede elever, der har angivet at være blevet udsat for sexchikane fra forskellige persongrupper - fordelt på køn.

Eleverne har ringe forudsætninger for at reagere på sexchikane, fordi de mangler viden om deres rettigheder og regler på området under praktikforløbet. Mange mangler også viden om, hvad sexchikane er og at den type adfærd ikke er lovlig.

I praksis er ansvaret for elevens situation delt mellem forskellige aktører og instanser, fordi elevernes beskyttelse er fordelt under fire overlappende love: Ligebehandlingsloven, Erhvervsuddannelsesloven, Arbejdsmiljøloven og Undervisningsmiljøloven.

Det er derfor meget uigennemskueligt set fra elevens perspektiv, hvor man kan gå hen efter hjælp, rådgivning eller for at klage.

Anbefalinger

På baggrund af undersøgelsens resultater anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at:

  • Undervisningsministeren forpligter erhvervsskoler til at oprette en akutrådgivning, som giver ret til social, personlig, psykologisk og juridisk rådgivning til elever, der har været udsat for sexchikane på deres læreplads.
  • Undervisningsministeren ændrer erhvervsuddannelseslovens §42, stk. 1, så det faglige udvalg får kompetence til at foretage tilsyn om ligebehandlings- og arbejdsmiljøforhold (herunder sexchikane).
  • Undervisningsministeren ændrer Bekendtgørelse om de faglige udvalg, så virksomheder kan miste retten til at være praktiksteder, hvis de er dømt for sexchikane.
  • Arbejdstilsynet foretager en gennemgang af deres vejledninger og værktøjer med henblik på at sikre, at Arbejdspladsvurderingen (APV’en) er et effektivt redskab til at identificere og forebygge sexchikane mod elever på praktikvirksomheder.

Sådan har vi lavet undersøgelsen

Rapporten er baseret på et spørgeskema om oplevelser med sexchikane på elevers læreplads i hotel- og restaurationsbranchen.Undersøgelsen fordeler sig over tre uddannelsesretninger, henholdsvis: gastronom-, tjener-, og receptionist.

Svarene kommer fra 270 elever, som vi har kontaktet gennem besøg på fire erhvervsskoler. Derudover har vi modtaget svar fra 87 elever i hotel- og restaurationsbranchen, som vi har kontaktet gennem opslag på en Facebook-side administreret af 3F.

Den juridiske gennemgang dækker fire forskellige lovgivninger, som overlapper hinanden og har hver deres formål, administration og håndhævelse: Ligebehandlingsloven, Erhvervsuddannelsesloven, Arbejdsmiljøloven, og Undervisningsmiljøloven.


 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk