Publikation
Analysenotat om hånhævelse af forbud mod seksuel chikane på arbejdsmarkedet

Analyse: Håndhævelsen af forbuddet mod seksuel chikane på arbejdsmarkedet

Analyse fra Institut for Menneskerettigheder munder ud i fire konkrete forslag til ændringer af ligebehandlingslovens bestemmelser om seksuel chikane.

Der er plads til forbedring af lovgivningen.

Det illustrerer kontrasten mellem antallet af sexchikaneofre, der den sidste tid er stået frem i medierne, og de meget få sager om seksuel chikane, der bliver afgjort efter ligebehandlingsloven.

Seksuel chikane har vist sig at være et udbredt problem i en lang række brancher i Danmark. Der er ikke blot tale om enkeltstående og sjældne hændelser: Seksuel chikane er et samfundsproblem.

Det er derfor ifølge Institut for Menneskerettigheder nødvendigt at stramme ligebehandlingslovgivningen, hvis forbuddet mod seksuel chikane på arbejdsmarkedet skal håndhæves effektivt.

Med analysen og dens fire konkrete forslag til justeringer af ligebehandlingsloven er formålet at sikre en bedre beskyttelse af de ofre, som i dag næsten aldrig får ret ved Ligebehandlingsnævnet eller domstolene.

Analysen gennemgår den lovgivning, der kan skærpes. I analysen redegøres der for definitionen af faktiske omstændigheder i ligebehandlingsloven, arbejdsgiverens ansvar for seksuel chikane begået af kolleger og tredjemænd, godtgørelsens størrelse i sager om seksuel chikane efter ligebehandlingsloven samt Ligebehandlingsnævnets mulighed for at behandle og henstille sager om seksuel chikane.

Analysen omhandler det civilretlige system og ikke det fagretlige system, hvor mange sager om seksuel chikane på arbejdsmarkedet behandles. 

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:
  • det tilføjes til ligebehandlingsloven, at domstolene kan lægge en troværdig partsforklaring fra blandt andet en lønmodtager, der er blevet udsat for seksuel chikane, til grund som ”faktiske omstændigheder”, når de skal afgøre, om bevisbyrden kan lægges over på arbejdsgiveren.
  • det tilføjes til ligebehandlingsloven, at arbejdsgiveren kan hæfte for seksuel chikane begået af medarbejdere eller tredjemænd, som lønmodtageren er blevet udsat for i kraft af sit arbejde, hvis arbejdsgiveren ikke har iværksat passende konkrete foranstaltninger til at forebygge og håndtere seksuel chikane.
  • ligebehandlingsloven ændres, så personer, der har måttet sige deres job op på grund af seksuel chikane, kan få en godtgørelse, der svarer til godtgørelsen i andre sager om uberettiget afskedigelse.
  • det tilføjes til ligebehandlingsnævnsloven, at nævnet kan henstille sager, det ikke kan behandle, til fri proces ved domstolene.

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk