Forskning Publikation
Billede af en skilsmisseanmodning

Fastholdt - Når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab

Institut for Menneskerettigheder har undersøgt, hvordan fastlåste religiøse ægteskaber håndteres i andre europæiske lande, og kommer med anbefalinger til dansk praksis.

Med afsæt i erfaringer fra andre europæiske lande kan Danmark med fordel intensivere indsatsen for at løse problemer, der kan opstå i forbindelse med religiøs skilsmisse. 

Det fremgår af rapporten 'Fastholdt - Når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab' fra Institut for Menneskerettigheder.

Staten kan gennem forskellige tiltag understøtte, at flere, der måtte ønske en religiøs skilsmisse, opnår en.

Konsekvenserne af, at et ægteskab kun er opløst borgerligt, men ikke religiøst, kan i nogle tilfælde være alvorlige for særligt kvinder. Kvinder i et fastlåst religiøst ægteskab kan for eksempel blive presset, når det gælder vilkår i forbindelse med en borgerlig skilsmisse eller i forhold til igen at kunne gifte sig borgerligt.

Institut for Menneskerettigheder peger i rapporten på, at Familieretshuset og kommunerne kan bidrage til at hjælpe dem, der fastholdes i religiøse ægteskaber.

Det kræver, at både kommuner og myndigheder er klædt på til at kunne genkende situationer, hvor kvinder bliver mødt med urimelige vilkår på grund af et fastlåst religiøst ægteskab. Det gælder for eksempel, hvis der i forbindelse med en borgerlig skilsmisse opstår problemer og usædvanlige ordninger.

Det er også muligt at gå ad rettens vej og straffe en person, der med psykisk vold fastholder en anden i et religiøst ægteskab. Men det strafferetlige kan ikke stå alene.

En række initiativer er nødvendige for at adressere kompleksiteten af problemet, og der er brug for løsninger, hvor regeringen på tværs af ministerier og myndigheder understøtter de forskellige aktører og indgår i dialog med de relevante trossamfund.

Staten har for eksempel allerede iværksat indsatser rettet mod æresrelaterede konflikter i serviceloven. Instituttet foreslår, at den indsats udvides til også at kunne omfatte fastlåste religiøse ægteskaber.

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Social- og Indenrigsministeriet sikrer, at det er muligt for myndigheder i visse tilfælde at inddrage spørgsmål om religiøs skilsmisse i vilkårsforhandlinger i forbindelse med borgerlig skilsmisse. Familieretshuset bør være opmærksom på, at den ene part (oftest kvinden) kan blive udsat for et urimeligt pres i en skilsmissesituation, såfremt parterne ikke er enige om også at lade sig skille religiøst.
  • Social- og Indenrigsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet undersøger, om servicelovens § 12 a (om kommuners rådgivning af ofre i æresrelaterede konflikter) bør udvides til også at omfatte rådgivning i sager, hvor en person i et religiøst ægteskab (oftest kvinden) udsættes for et urimeligt pres som følge af ønsket om en religiøs skilsmisse.
  • Udlændinge- og Integrationsministeriet sørger for, at sikkerhedskonsulenterne og det allerede eksisterende rejsehold om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol i regi af SIRI tilføres viden/ressourcer, så konsulenterne og rejseholdet også kan bistå kommunerne i sager om religiøse skilsmisser.
  • Anklagemyndigheden overvejer at anvende straffelovens § 243 om psykisk vold i forbindelse med sager om fastholdelse i religiøse ægteskaber.
  • Regeringen i tæt dialog med Advokatsamfundet, Advokatrådet, Dommerforeningen og Domstolsstyrelsen sikrer en mulighed for, at advokater, advokatfuldmægtige og dommere kan tilegne sig viden om krydsfeltet mellem religiøs ret og borgerlig ret i skilsmissespørgsmål, herunder i forbindelse med vilkårsforhandlinger.
  • Regeringen går i dialog med de relevante trossamfund forud for udarbejdelsen og indførelsen af eventuelle tiltag og i samspil med trossamfundene understøtter initiativer inden for trossamfundene, der giver både kvinden og manden adgang til religiøs skilsmisse, herunder bidrager til at beskytte religiøse autoriteter, der medvirker ved opløsning af religiøse ægteskaber.
  • Udlændingestyrelsen sikrer klar vejledning og rådgivning af ægtefællesammenførte kvinder om en borgerlig skilsmisses eventuelle konsekvenser for kvindens opholdsgrundlag.
  • Udlændingestyrelsen er opmærksom på, at kvinder, der ikke har opnået religiøs skilsmisse, når de forlader Danmark, i visse tilfælde kan opleve, at det får alvorlige konsekvenser, når de vender tilbage til deres hjemland, såfremt muslimsk familieret er gældende ret i landet. 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk