Publikation
Lærerprofessionen og børns rettigheder i Grønland

Lærerprofessionen og børns rettigheder i Grønland

Analysen peger på behov, udfordringer og muligheder for at indarbejde menneskerettigheder og børns rettigheder i den kommende læreruddannelse ved Ilinniarfissuaq, Institut for Læring, Grønlands Universitet.

Grønlandske skolelærere møder en lang række menneskeretlige udfordringer i deres daglige arbejde. Med udgangspunkt i en analyse af den gældende studieordning og en opsummering af eksisterende undersøgelser af den grønlandske folkeskole og læreruddannelse, peges på, at kommende lærere ikke nødvendigvis er klædt tilstrækkeligt på til effektivt at kunne udføre konkrete myndigheds- og dannelsesopgaver.

Det er således afgørende for at grønlandske børn får det bedste fundament i livet og for deres videre uddannelse, at kommende lærere gennem deres grunduddannelse får kompetencer til at efterleve og være med til at sikre børns grundlæggende rettigheder og styrke grønlandske børns medborgerskab.

Anbefalinger

Analysen fremhæver en række anbefalinger til at inddrage og styrke undervisning i menneskerettigheder og børns rettigheder i den grønlandske læreruddannelse. Herunder, at:

  • Undervisning i menneskerettigheder bliver styrket på læreruddannelsen i forbindelse med den igangværende reform, herunder at de studerende bliver rustet til i højere grad at påtage sig rollen som myndighedsperson i den grønlandske grundskole.
  • Der arbejdes for, at lærerne i folkeskolen og undervisere på læreruddannelsen opnår relevante kompetencer til at undervise elever i menneskerettigheder, herunder især FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention. Dette kan eventuelt ske gennem efteruddannelse af nuværende lærere, skoleledere og undervisere.
  • Det sikres, at læreruddannelsen på Ilinniarfissuaq får det nødvendige faglige indhold med henblik på at uddanne lærere med et højt kompetenceniveau, herunder for så vidt angår håndtering og tilrettelæggelse af undervisning for børn med særlige behov.
  • At der integreres og formuleres tydelige læringsmål i den nye studieordning, som behandler børns rettigheder og de grundlæggende menneskerettigheder, der har relevans for lærerprofessionen.

Analysen er udarbejdet af MIO og Institut for Menneskerettigheder og kan anvendes som udgangspunkt for det igangværende udviklingsarbejde af læreruddannelsen ved Ilinniarfissuaq.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk