Notat
Mennesker med handicap og valgdeltagelse - gør demokratiet tilgængeligt

Mennesker med handicap og valgdeltagelse - gør demokratiet tilgængeligt

Borgere med fysiske og psykiske handicap stemmer sjældnere end den øvrige befolkning, viser ny undersøgelse. Instituttet anbefaler, at der kommer fokus på at gøre demokratiet tilgængeligt for alle.

For første gang er valgdeltagelsen for mennesker med handicap blevet undersøgt.

Undersøgelsen viser, at mennesker med handicap stemmer i mindre omfang end mennesker uden handicap. Værst ser det ud for mennesker med psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser eller -hæmning, hvis valgdeltagelse er 16-27 procentpoint lavere end gruppen af stemmeberettigede uden en diagnose.

At afgive stemme til et valg er en af de mest direkte måder at udøve sin politiske deltagelse på.

Handicapkonventionen forpligter den danske stat til at sikre, at mennesker med handicap kan tage aktiv del i det politiske liv, og give mennesker med handicap støtte til at træffe beslutninger på egne vegne.

Det betyder blandt andet, at stemmeprocedurer, afstemningsfaciliteter og valgmateriale skal være tilgængelige og lette at forstå og anvende

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Indenrigs- og Boligministeriet i dialog med handicaporganisationerne igangsætter tiltag, der kan øge tilgængelighed for mennesker med handicap, herunder særligt mennesker med psykiske lidelser og udviklingshandicap i forbindelse med valg.
  • Partierne sikrer, at både fysisk valgmateriale og partiernes hjemmesider er tilgængelige.
  • Justitsministeriet sikrer, at regler om delvis fratagelse af retlig handleevne benyttes i højere grad, og at de eksisterende § 6-værgemål genvurderes, så flere sikres stemmeret til folketingsvalg.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk