Notat
Omslag på notat om hadforbrydelser

Registrering af hadforbrydelser skal styrkes

I analysenotat anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at registreringen af hadforbrydelser bliver mere systematisk.

I nyt notat om hadforbrydelser gennemgår Institut for Menneskerettigheder tal fra Justitsministeriets offerundersøgelse, Rigspolitiets registreringer og Rigsadvokatens retspraksis. 

Gennemgangen tyder på, at det nuværende registreringssystem ikke er tilstrækkeligt. Det er nemlig hverken muligt at få tal på anmeldelser af hadforbrydelser eller overblik over domme for hadforbrydelser.

Derfor mangler vi i Danmark viden om omfanget af hadforbrydelser og viden om, hvad der skal til, for at en sag om en mulig hadforbrydelse fører til dom. 

Institut for Menneskerettigheder efterlyser, at lovgivningen om hadforbrydelser bliver håndhævet effektivt, så ofre for hadforbrydelser ikke mister tillid til retssystemet. Politiet bør derfor sikre en ensartet registrering, så statistikken på området bliver retvisende, og så ofre kan se, at deres anmeldelse nytter.

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Rigspolitiet får pligt til at registrere en sag som en potentiel hadforbrydelse, når en forurettet anmelder en sag som en hadforbrydelse.
  • Rigsadvokaten publicerer en praksisoversigt over anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 (strafskærpende omstændighed) i lighed med den praksisoversigt der i dag publiceres om straffelovens § 266 b (hadefulde ytringer).

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk