Få gratis juridisk rådgivning, hvis du har været udsat for diskrimination
Har du oplevet diskrimination?
Hvis du er blevet dårligt behandlet på grund af alder, religion, handicap, race, etnisk oprindelse, seksualitet, køn, kønsudtryk, kønsidentitet eller kønskarakteristika, kan der være tale om diskrimination. Det kan fx være på dit arbejde, din uddannelse eller i mødet med myndighederne.
Ring til Diskriminationslinjen
Diskriminationslinjen har åbent fra mandag til torsdag 12.00 til 15.00 på telefon 3269 8666.
Vi giver juridisk rådgivning
Når du ringer, vurderer vores rådgivere, om vi kan hjælpe med din sag. Vi kan fx hjælpe dig med at skrive en klage eller at føre din sag ved Ligebehandlingsnævnet.
Hvad er Diskriminationslinjen?
Diskriminationslinjen er til dig, der har været udsat for diskrimination på grund af alder, religion, handicap, race, etnisk oprindelse, seksualitet, køn, kønsudtryk, kønsidentitet eller kønskarakteristika. I Danmark beskytter loven dig nemlig mod at blive diskrimineret.
Når du ringer til Diskriminationslinjen, vil vores juridiske rådgivere vejlede dig i din situation.
Er du i tvivl om dine muligheder, eller har du behov for at blive klædt på til at indlede en dialog med for eksempel din arbejdsplads, kommune eller uddannelsessted, kan Diskriminationslinjen hjælpe.
Hvis du vil gå videre med din sag, kan vores jurister yde bistand. Det betyder, at vi støtter dig i sagsforløbet og kan hjælpe med at skrive en klage eller føre sagen ved Ligebehandlingsnævnet.
Er du i tvivl om, hvorvidt du har været udsat for diskrimination, så tøv ikke med at kontakte os, da vi kan hjælpe med afklaring.
Ring 3269 8666
mandag-torsdag kl 12:00-15:00
Hvem kan ringe til Diskriminationslinjen?
Hvis du har været udsat for diskrimination, kan du få rådgivning af Institut for Menneskerettigheder ved at ringe til Diskriminationslinjen. Det kan enten være diskrimination på grund af handicap, køn, seksualitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, kønsidentitet, alder, religion, race eller etniske oprindelse.
Hvordan kommer jeg i kontakt med Diskriminationslinjen?
Du kan ringe til Diskriminationslinjen på 3269 8666 fra mandag til torsdag 12.00 til 15.00.
Alternativt kan du sende en mail til diskriminationslinjen@humanrights.dk om din situation. Skriv ”Diskriminationslinjen” i emnefeltet.
Hvem tager telefonen?
Hos Diskriminationslinjen vil du blive hjulpet af vores juridiske rådgivere, der sidder klar til at vejlede dig.
Hvad kan Diskriminationslinjen hjælpe mig med?
Diskriminationslinjen kan hjælpe med rådgivning og bistand i sager om diskrimination. Blandt andet tilbyder vi at hjælpe med at skrive en klage, indlede en dialog med din kommune og yde juridisk bistand ved sager hos Ligebehandlingsnævnet.
Hvad er diskrimination?
Diskrimination er ulovlig forskelsbehandling på baggrund af fx køn, alder, seksualitet, etnicitet, handicap, religion og lignende. Det vil altså sige, at man behandles ringere end andre i en sammenlignelig situation – uden en saglig grund.
Men der kan også være saglige grunde til at forskelsbehandle andre for at sikre, at alle behandles lige. Eksempelvis kan nogle børn med handicap have behov for særlige tilbud, så de får lige muligheder med andre børn.
Læs mere om diskrimination og menneskerettigheder her
Hvad er jeres persondatapolitik?
Vi behandler dine personoplysninger, når du retter henvendelse til os. Det betyder, at når Institut for Menneskerettigheder modtager din henvendelse, registrerer vi oplysningerne for at kunne besvare din henvendelse, samt for at skabe et overblik over de henvendelser vi modtager. Vi registrerer dit navn og dine kontaktoplysninger, hvad din henvendelse drejer sig om og, hvordan vi har besvaret den.
Dine personoplysninger bliver opbevaret i 5 år efter vi har færdigbehandlet din sag. Både under og efter behandlingen af din sag er dine personoplysninger og sagen journaliseret i vores journaliseringssystem, hvor kun særlige medarbejdere har adgang til rådgivningssager.
Alle ansatte hos Institut for Menneskerettigheder har tavshedspligt og dine personoplysninger bliver ikke videregivet til personer uden for Institut for Menneskerettigheder uden dit samtykke.
Du kan altid anmode om at få indsigt i dine i personoplysninger, bede om at få dem berigtiget eller slettet, og du kan altid bede os om stoppe med at behandle din henvendelse. Dette kan du gøre ved at kontakte os på 32 69 86 66.
Du kan også finde vores samlede persondatapolitik her.