Nyhed

En ny PET-lov bør sikre bedre tilsyn med efterretningstjenesterne

Delvist fugleperspektiv af et overvågningskamera
Institut for Menneskerettigheder har indgivet et evalueringsbidrag af PET-loven til Justitsministeriet. Bidraget understreger blandt andet, at tilsynet bør tildeles øgede beføjelser.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne skal have mandat til at undersøge alle dele af Politiets Efterretningstjeneste. Sådan lyder det i et nyt bidrag fra Institut for Menneskerettigheder til en evaluering af den såkaldte PET-lov i Justitsministeriet. PET-loven sætter blandt andet rammerne for tilsynet med Politiets Efterretningstjeneste.

I bidraget peger instituttet på, at tilsynets mandat kun rækker til at undersøge tjenestens arbejde med personoplysninger. Til sammenligning har kontrolorganerne i Norge og Holland mulighed for at kontrollere alle dele af efterretningstjenesternes arbejde. 

Tilsynet med Efterretningstjenesterne i Danmark har på nuværende tidspunkt ikke nogen håndfaste juridiske beføjelser til at sætte ind over for efterretningstjenesterne. Men tilsynet bør have kompetence til at træffe bindende afgørelser, så Danmark i hvert fald opfylder de minimumsstandarder for kontrol med efterretningstjenesterne, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, lyder det fra Institut for Menneskerettigheder i bidraget til Justitsministeriets evaluering.

”Det er helt afgørende, at det tilsyn, der har ansvaret for at føre kontrol med de danske efterretningstjenester, ikke bliver magtesløs på deres eget arbejdsområde. Tilsynet bør tildeles de rette og nødvendige kompetencer til at træffe bindende afgørelser over for eksempelvis Politiets Efterretningstjeneste,” siger Pernille Boye Koch , forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder. 

Tilsynet består af fem medlemmer og et sekretariat bestående af ni fuldtidsansatte med driftsudgifter på 10 millioner kroner for 2020. Instituttet finder det derfor problematisk, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne med sine begrænsede ressourcer skal føre tilsyn med flere efterretningstjenester, hvor Politiets Efterretningstjeneste alene har et budget på 890 millioner kroner for 2020.

Man har amputeret tilsynets effektive kontrol ved ikke at sikre den tilstrækkelige sekretariatsbistand. Derfor er det vigtigt, at tilsynet får tilført den rette bistand med en passende størrelse og de rette kompetencer,” 
siger Pernille Boye Koch, forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder.

Bidraget fra instituttet indeholder også anbefalinger om PET-lovens manglende klarhed og begrænsede omfang, behandling og sletning af personoplysninger samt yderligere tiltag for at styrke Tilsynet med Efterretningstjenesterne. 

Bidraget kort

Justitsministeriet er i gang med at udarbejde en rapport om erfaringerne med PET-loven. Institut for Menneskerettigheder er i den forbindelse blevet tilbudt at bidrage med instituttets synspunkter.

Bidraget falder i fem korte afsnit:

1.    MENNESKERETTIGHEDER OG RETSSIKKERHED I PET:
PET-loven bør stille krav til PET om at dokumentere, at tjenestens virke foregår under nøje iagttagelse af menneskerettighederne og den enkeltes retssikkerhed. 
2.    PET-LOVENS MANGLENDE KLARHED OG BEGRÆNSEDE OMFANG:
PET-loven bør udvides, så den regulerer alle dele af PET’s virke. Klarheden i retsgrundlaget bør skærpes, samtidig bør PET’s vide skøn indsnævres. Derudover bør kriterierne for skønsudøvelse fastsættes i loven. 
3.    TILSYNET MED PET:
Tilsynets mandat bør udvides til at gælde alle dele af Politiets Efterretningstjeneste. Tilsynet med Efterretningstjenesterne bør tildeles kompetence til at træffe bindende afgørelser og til at foretage granskende undersøgelser for at styrke den effektive kontrol med Politiets Efterretningstjeneste.
4.    BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER:
Kravene til, hvornår PET må indsamle personoplysninger, bør skærpes. De nærmere kriterier for PET’s udøvelse af skønsmæssige beføjelser bør fastsættes i loven.
5.    SLETNING AF PERSONOPLYSNINGER:
Der skal være sikkerhed for, at PET sletter alle oplysninger, de efter PET-lovgivningen er forpligtet til. Det skal også hindres, at PET registrerer oplysninger, som ikke konkret er nødvendige for PET’s arbejde.