Nyhed

Dansk læge fik ikke krænket sin ytringsfrihed

Danmarks formandskab for Europarådet
Menneskerettighedsdomstol lagde vægt på, at lægen frit kunne offentliggøre en generel vejledning om selvmord

Det var ikke et brud på retten til ytringsfrihed, da den danske læge Svend Lings fik en betinget fængselsstraf for at hjælpe og vejlede personer om konkrete metoder til at begå selvmord.

Sådan lyder afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 12. april 2022 i sagen Lings mod Danmark.

Lings klagede til Menneskerettighedsdomstolen i 2019, fordi han mente, at den danske stat havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om retten til ytringsfrihed. Det skete, efter at Højesteret havde idømt ham en straf på 60 dages betinget fængsel.

”Lægen argumenterede i sin klage til Menneskerettighedsdomstolen for, at han alene gjorde brug af sin ret til ytringsfrihed ved at videregive information om selvmordsmetoder, der allerede ligger offentligt tilgængelig på internettet,” siger Maria Ventegodt, som er national chef hos Institut for Menneskerettigheder.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vurderede, at Højesterets dom stod mål med samfundets ønske om at beskytte sundhed, moral og andres rettigheder. Og at vejledningen i selvmord ikke var generel, men specifik, og blandt andet indgik i en længere mailkorrespondance med en af personerne.

”Det er ikke forbudt at offentliggøre generelle vejledninger om, hvordan man kan begå selvmord. Men hvis vejledningen om selvmord er rettet mod konkrete personer, er den ulovlig i Danmark. Og Menneskerettighedsdomstolen understreger med sin afgørelse, at en stat ikke krænker ytringsfriheden ved at ulovliggøre medvirken til selvmord i en sådan situation”, uddyber Maria Ventegodt.

Lægen blev af de danske domstole dømt for tre forhold. To af dem gik på, at han vejledte og hjalp med at skaffe receptpligtig medicin til to personer, der havde indviet ham i deres selvmordsplaner. Og det tredje forhold gik altså på, at han gav en person konkret og detaljeret vejledning i metoder til at begå selvmord via e-mail.