Debat

DEBAT: Det er værre at udnytte mennesker som sømænd end som sexarbejdere, er signalet i ny lov

Information picture
Når regeringen insisterer på, at den nye lov om menneskeudnyttelse ikke skal omfatte tvangsprostitution, vil bagmænd kunne idømmes seks års fængsel for at tvinge mennesker til køkkenarbejde, men stadig kun fire år for at tvinge kvinder til sexslaveri, skriver lederne af Kvinderådet, Reden International og Institut for Menneskerettigheder i dette debatindlæg.

Indlægget er skrevet af Morten Emmerik Wøldike, leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med køn og ligestilling, Lise Johansen, direktør for Kvinderådet, og Milena Skaarup, leder af Reden International. Teksten blev bragt i Information 7. marts 2022

Vi har set billeder af udenlandske arbejdere, der bor på madrasser i et baglokale, mens de arbejder 14 timer om dagen i køkkener. Vi har læst om afrikanske sømænd, der behandles som slaver på danske skibe. Og vi har hørt om bordeller i forladte landejendomme, hvor kvinder har måttet betjene kunder, tvunget af fattigdom og måske endda af en ubetalelig økonomisk gæld til bagmænd.

Det er godt, at regeringen som supplement til den gældende lov om menneskehandel nu vil indføre en ny bestemmelse om menneskeudnyttelse, altså udnyttelse af en person til arbejde under »åbenlyst urimeligt forhold«, og dermed gøre det lettere at få dømt bagmænd, der udnytter særligt sårbare arbejdstagere.

Den nye bestemmelse er en klar forbedring af den nuværende lov om menneskehandel, hvor der skal være tale om åbenlys tvang, før man kan dømmes som bagmand. For hvad er tvang? Det er et flydende begreb, og selv om der ikke altid er tale om for eksempel konkrete trusler med våben, så er ofrene for menneskeudnyttelse meget ofte tvunget af omstændighederne.

Det er altså kun rimeligt, at menneskeudnyttelse nu kriminaliseres. Dog sidder vi tilbage med følelsen af, at regeringen har glemt den allerstørste gruppe, der udsættes for menneskehandel. Nemlig mennesker, der handles til prostitution og seksuel udnyttelse – som også indgår i definitionen af menneskehandel ifølge internationale konventioner. 

Flest kvindelige ofre for menneskehandel

Halvdelen af de personer, der bliver udsat for menneskehandel, er mennesker, som handles til seksuel udnyttelse. Det viser de officielle tal fra Center mod Menneskehandel. Dertil kommer også et stort mørketal. I 2020 var 44 ud af de 77 ofre for menneskehandel l i Danmark handlet til seksuel udnyttelse, primært i form af prostitution. Tallene viser samtidig, at kvinder udgjorde den største gruppe blandt ofrene.

Men den nye lov om menneskeudnyttelse skal ifølge regeringen ikke anvendes i sager, hvor ofre udnyttes til prostitution.

Det står i lovforslaget, at arbejdet, der udføres, skal have karakter af »et egentligt arbejde«, som prostitution altså ifølge regeringens forslag ikke vurderes at være. Hverken tvangsarbejde på et skib eller tvangsarbejde på et bordel er et arbejde, som vi opfatter det i Danmark, men det er udnyttelse til arbejde. Af samme grund er udnyttelse af mennesker til prostitution også omfattet af International Labour Organization’s koneventioner og protokoller om tvangsmæssigt arbejde, som Danmark har underskrevet og ratificeret. 

Heltforkert signal, at sexslaveri straffes mildere

Regeringens nye bestemmelse kommer ikke til at tage hånd om et af de største problemer inden for udnyttelse af mennesker. Vi vil gerne udfordre denne vurdering. Når formålet er at retsforfølge flere bagmænd for at udnytte arbejdstagere, så bør ofre for menneskeudnyttelse i sager om prostitution og anden seksuel udnyttelse også omfattes af den nye lovgivning.

Justitsministeren har henvist til, at bagmænd på prostitutionsområdet kan dømmes efter rufferiparagrafen, der kan give op til fire års fængsel. 

Men det er ikke retvisende at dømme bagmænd, der spekulerer i, handler med og udnytter særligt kvinder til prostitution, alene efter rufferiparagraffen.

Faktisk skaber det nye lovforslag et hierarki mellem ofre for menneskeudnyttelse, som vi har svært ved at forstå logikken bag.

Hvorfor er det efter bogen, at domstolene fremadrettet kan dømme en bagmand, der har udnyttet et menneske til køkkenarbejde efter den nye lov om menneskeudnyttelse, mens en bagmand, der spekulerer i at handle og udnytte kvinder til prostitution på gaden eller i bordeller, ikke dømmes for at have udnyttet mennesker?

Man sender et helt forkert signal. For det første fordi den nye lov ikke understøtter en bred beskyttelse af ofrene. Og for det andet fordi den nye lov om menneskeudnyttelse i modsætning til rufferiparagraffen vil kunne give op til seks år fængsel.

Det er afgørende vigtigt, at bagmænd dømmes for den kriminalitet, de begår, så der dannes et korrekt billede af virkeligheden, og så vi beskytter og respekterer ofrene. Det er også vigtigt for retsfølelsen.

Vi skal tage hånd om alle ofre for menneskeudnyttelse. Også de kvinder, der er handlet til seksuel udnyttelse.

Indlægget er skrevet af Lise Johansen er direktør for Kvinderådet, Milena Skaarup er leder af Reden International og Morten Emmerik Wøldike er teamleder for køn og LGBT+ ved Institut for Menneskerettigheder.