Nyhed

Over halvdelen af os tier om lønnen

Seks ud af ti medarbejdere taler ikke med deres kollegaer om, hvad de tjener.
Seks ud af ti medarbejdere taler ikke med deres kollegaer om, hvad de tjener, og det kan spænde ben for ligeløn mellem mænd og kvinder. Det viser ny rapport.

Løn er en privat sag, løn er kompliceret, og så er det upassende at tale løn. Sådan lyder nogle af forklaringerne på, hvorfor under halvdelen af os åbent taler om, hvad vi tjener.

Det viser instituttets nye rapport ”Hvad tjener du? Åbenhed om løn på arbejdspladsen”, der kortlægger, hvordan der tales om løn på danske arbejdspladser.

Ifølge rapportens forfatter, specialkonsulent Kenn Warming, er der dog en bred interesse for større lønåbenhed.

Fire ud af ti personer ville ønske, at det var almindeligt at drøfte løn på arbejdspladsen.
Kenn Warming, specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder.

”Fire ud af ti personer ville ønske, at det var almindeligt at drøfte løn på arbejdspladsen, fordi de mener, at det kan være med til at reducere fordomme om lønforskelle. Derudovermener de også, at det kan være med til at gøre deres krav til lønforhandlinger nemmere at formulere”, siger Kenn Warming.

Manglende ligeløn

I Danmark er det ulovligt at lønne mænd og kvinder forskelligt på grund af køn, men alligevel tjener mænd op til syv procent mere end kvinder – også selv om de for eksempel har lignende uddannelse, erhvervserfaring og arbejdsfunktion.

Manglende åbenhed om løn står i vejen for opnåelsen af ligeløn.
Kenn Warming, specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder.

”Vi ved fra eksisterende undersøgelser, at manglende åbenhed om løn står i vejen for opnåelsen af ligeløn. Derfor er det nødvendigt, at vi kender til andres lønninger, for at vi kan sammenligne og finde ud af, om en lønforskel er ulovlig”, siger Kenn Warming.

Bredere perspektiv

Selv om undersøgelsen fokuserer på lønåbenhed i forhold til ligeløn mellem kvinder og mænd, så er perspektiverne ifølge Kenn Warming bredere.

Større åbenhed om løn bidrager også til at afdække vilkårlighed og usaglighed i forhold til løndannelsen.
Kenn Warming, specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

”Større åbenhed om løn bidrager også til at afdække vilkårlighed og usaglighed i forhold til løndannelsen, men også i forhold til forskelsbehandling på grund af for eksempel etnicitet, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder eller handicap”, siger han.

Anbefalinger

Instituttet anbefaler blandt andet, at arbejdsgivere, tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg oplyser de ansatte om, at de ifølge ligelønsloven har ret til at drøfte løn og udveksle lønoplysninger indbyrdes.

Instituttet anbefaler også, at arbejdsgivere og tillidsrepræsentanter giver de ansatte relevante lønoplysninger om lønforhandlinger og klar information om de kriterier, der ligger til grund for fastsættelse af lønnen på arbejdspladsen.