Nyhed

Institut for Menneskerettigheder: Der bør være et samlet sted til klager om tilgængelighed for mennesker med handicap

Smartphone
Nye krav til teknologisk tilgængelighed for mennesker med handicap er et vigtigt skridt, men regeringen går ikke langt nok. Det påpeger Institut for Menneskerettigheder i nyt høringssvar.

Regeringen vil med et lovforslag gennemføre et EU-direktiv, der skal gøre udvalgte teknologiske produkter og tjenester som smartphones, apps, e-handel og billetautomater tilgængelige for mennesker med handicap i Danmark.

Det er særdeles positivt, at den danske regering vil gøre samfundet mere tilgængeligt for mennesker med handicap. Dog går regeringen ikke langt nok for at sikre efterlevelsen af de nye krav, påpeger Institut for Menneskerettigheder i et nyt høringssvar.

”Ansvaret for at føre kontrol med og håndhæve den kommende lov er fordelt mellem en række forskellige myndigheder. Det vil derfor være svært for den enkelte at gennemskue, hvad man kan stille op, hvis tilgængelighedskravene ikke bliver overholdt, og man for eksempel ikke kan benytte en app på grund af et synshandicap, eller man ikke kan købe en billet til toget på grund af sit handicap”, fortæller Nanna Margrethe Krusaa, der leder Institut for Menneskerettigheders arbejde med at styrke rettigheder for mennesker med handicap.

Uklar klageadgang kan skabe barrierer

”Det er uhensigtsmæssigt, at der ikke er et samlet sted for klager over produkter og tjenester, der ikke overholder de nye krav til tilgængelighed. Når det er uklart for forbrugeren, hvor man skal gå hen for at klage, kan det udgøre en barriere for, at forbrugeren overhovedet klager. Det kan svække efterlevelsen af lovgivningen,” siger Nanna Margrethe Krusaa.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at regeringen opretter et samlet sted for klager over manglende tilgængelighed til produkter og tjenester, så processen vil være ensartet og gennemskuelig for alle.

Et skridt på vejen til et mere inkluderende samfund

Danmark er forpligtet til at overholde FN’s Handicapkonvention. Det indebærer, at de danske myndigheder i videst muligt omfang arbejder på at fjerne de barrierer, som hindrer mennesker med handicap i at deltage i samfundet på lige fod med andre. Institut for Menneskerettigheder mener på den baggrund, at lovudkastet er et skridt i den rigtige retning:

”Med loven bliver det i højere grad muligt for mennesker med handicap at bruge en række teknologiske produkter og tjenester på egen hånd. På den måde kan flere mennesker drage fordel af den teknologiske udvikling, og derfor er det et vigtigt fremskridt,” siger Nanna Margrethe Krusaa.

Regeringens lovforslag om tilgængelighedskrav til produkter og tjenester træder i kraft 28. juni 2022. Kravet anvendes kun på produkter og tjenester, som bringes i omsætning eller leveres fra 28. juni 2025.

Kontakt

Leder af Diskriminationslinjen, Ligebehandling