Nyhed

Institut for Menneskerettigheder indbringer sag mod arbejdsgiver for kønsdiskrimination

Institut for Menneskerettigheder
En arbejdsgiver må ikke nægte at tage kvindelige lærlinge, fordi de er kvinder. Det udgør nemlig forskelsbehandling og er i strid med ligebehandlingsloven, vurderer Institut for Menneskerettigheder, der rejser ny sag ved Ligebehandlingsnævnet.

”Det, vi har fået ud af det her, det er, at vi aldrig skal have en pige som lærling igen, fordi det kan ikke lade sig gøre i den her branche.”

Sådan lød reaktionen fra en tømrermester, da han 11. januar 2024 efter en afgørelse om seksuel chikane udtalte sig til Fagbladet 3F. Institut for Menneskerettigheder vurderer imidlertid, at udtalelsen er i direkte strid med ligebehandlingsloven, og har derfor indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet.

”Sagen illustrerer et generelt problem med, at virksomheder fravælger elever og medarbejdere på grund af deres køn. Sidste år dokumenterede vi, at kvindelige lærlinge bliver fravalgt oftere end mandlige. På den baggrund har vi valgt at indbringe sagen ved Ligebehandlingsnævnet,” siger Rasmus Brygger, ligebehandlingschef på Institut for Menneskerettigheder.

Når en arbejdsgiver offentligt erklærer, at han ikke vil ansætte kvindelige lærlinge, kan det få kvinder til at afholde sig fra at søge. Konsekvensen er, at kvinder ikke har lige adgang til erhvervsuddannelser eller til arbejdsmarkedet. I en analyse fra september 2023 fandt Institut for Menneskerettigheder, at  oplæringsvirksomheder fravælger elever på grund af køn, og at det i højere grad er kvinder, der fravælges.

”Kønsopdelte uddannelser og arbejdspladser er en hæmsko for ligestilling i Danmark,” siger Rasmus Brygger.

Tømrermesteren blev i efteråret dømt i Tvistighedsnævnet, der er et domstolslignende organ for lærlinge. Sagen angik en 17-årig kvindelig erhvervsskoleelev, som i sin lærlingetid i virksomheden blev udsat for seksuel chikane af nogle mandlige kolleger.

Kontakt

Afdelingsleder, Ligebehandling