Nyhed

Instituttet afgiver beretning om sit arbejde i Grønland

Ørn i Grønland
Der er fokus på menneskerettighederne i Grønland i instituttets årlige beretning til Inatsisartut, det grønlandske parlament.

Institut for Menneskerettigheder har netop afleveret sin årlige beretning til Inatsisartut, det grønlandske parlament. Beretningen giver et overblik over instituttets arbejde i 2017. Instituttet følger samtidig op på anbefalingerne i rapporten ”Menneskerettigheder i Grønland – status 2016”, som instituttet udgav i samarbejde med Grønlands Råd for Menneskerettigheder.

Instituttet i Grønland

Institut for Menneskerettigheder har siden maj 2014 været national menneskerettighedsinstitution for Grønland. Vi holder øje med, hvordan menneskerettighederne bliver forvaltet i Grønland. Vi rådgiver Naalakkersuisut, Inatsisartut og rigsmyndighederne om menneskerettighederne, og vi rapporterer til FN om den menneskeretlige situation i Grønland i samarbejde med Grønlands Råd for Menneskerettigheder.

“En af vores vigtigste opgaver som national menneskerettighedsinstitution for Grønland er løbende at monitorere menneskerettighedssituationen og rådgive myndighederne i, hvordan de kan forbedre forholdene i Grønland. Det gør vi i et tæt samarbejde med grønlandske aktører,” siger Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Samarbejde fremmer menneskerettighederne

En af de aktører, instituttet har samarbejdet med i flere år, er børnerettighedsinstitutionen MIO. Formålet med samarbejdet er at styrke kendskabet til børn og unges rettigheder i skoler og på læreruddannelser. Instituttet og MIO har fortsat det gode samarbejde i 2017 med fokus på Institut for Læring på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. De to institutioner har blandt andet analyseret menneskerettighedernes position i læreruddannelsen i Grønland.

Menneskerettigheder på grønlandsk

Sammen med beretningen lancerer Institut for Menneskerettigheder en hjemmeside med informationer om menneskerettigheder på grønlandsk.

Se Institut for Menneskerettigheders grønlandske hjemmeside her.

”Som resultat af analysen har vi peget på konkrete anbefalinger til, hvordan universitetet kan inddrage og styrke undervisningen i menneskerettigheder og børns rettigheder på læreruddannelsen. Målet er, at børn i Grønland i højere grad bliver bevidste om deres egne og andres rettigheder og kræver, at myndighederne beskytter dem og deres medborgere,” siger Jonas Christoffersen.

Instituttets samarbejder i Grønland har det seneste år blandt andet ført til en række oplæg om menneskerettigheder for civilsamfundsorganisationer og undervisning af elever fra det grønlandske politi. Desuden har instituttet deltaget i et temamøde i Tasiilaq om seksuelt misbrug af børn. Mødet blev afholdt af Rådet for Grønlands Retsvæsen.

Anbefalinger ender i lovgivning

Instituttet har gennem hele året bidraget med menneskeretlige vurderinger af forskellige lovforslag i vores høringssvar, ligesom vi har rådgivet offentlige myndigheder om menneskeretlige spørgsmål.
I 2017 har instituttet blandt andet afgivet høringssvar i forbindelse med etableringen af en handicaptalsmandsorganisation og en ny lov om støtte til personer med handicap. Instituttet har desuden afholdt et folkemøde i Sisimut i samarbejde med Grønlands Råd for Menneskerettigheder om rettigheder for personer handicap.

”Vi kan konstatere, at der er lydhørhed fra myndighedernes side overfor de anbefalinger, vi kommer med. Det er især glædeligt, at en række af de anbefalinger, vi og Grønlands Råd for Menneskerettigheder præsenterede i vores statusrapport i 2016, nu er resulteret i ny lovgivning,” siger Jonas Christoffersen.

Rapporter om Grønland til FN

FN’s Børnekomité så i 2017 nærmere på Danmark og Grønlands indsats for at leve op til børnekonventionen. Inden Danmarks eksamination sendte instituttet i samarbejde med Grønlands Råd for Menneskerettigheder en rapport til børnekomitéen om vilkårene for børn i Grønland. Rapporten og eksaminationen er et vigtigt led i FN’s løbende undersøgelse af, om Danmark og Grønland gennemfører sine internationale forpligtelser i henhold til konventionen.