KRONIK: Når modstand gør stærkere

Af Louise Holck, direktør, Institut for Menneskerettigheder. Kronikken blev oprindeligt bragt i Politiken den 9. december 2020. 

2020 blev året, hvor vi måtte se til, mens regeringen indførte forsamlingsforbud, besøgsforbud og andre meget vidtgående restriktioner, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve i Danmark.

Hvis nogen for et år siden havde sagt til mig, at det i Danmark ville blive forbudt at mødes mere end 10 mennesker på offentlige steder, at regeringen ville beordre domstole lukket, og at beboere på bosteder ville blive isoleret fra deres familie, ville jeg have anset det for forrykt. Men pludselig er det den virkelighed, vi lever i, og det kan faktisk vise sig at være det, der skal til for, at menneskerettighederne igen får den opbakning, de fortjener.

2020 har vist os, hvor hurtigt vores rettigheder og frihed kan blive indskrænket eller helt blive taget fra os.

Ser vi ud over vores egne grænser, har corona-pandemien ført til langt større indgreb i indbyggernes menneskerettigheder, end vi ser i Danmark.

I Frankrig er omkring 20 millioner mennesker i de større byer nu igen ramt af et udgangsforbud. Og også i lande som Italien, Spanien, Belgien og Tjekkiet har borgerne været udsat for meget indgribende restriktioner.

Kigger vi lidt længere væk har mange børn i Sydafrika måttet sulte under landets nedlukning, fordi skolen normalt er der, de får dagens eneste sikre måltid. Forfatningsdomstolen måtte i juli skride ind for at give fattige skolebørns ret til mad under pandemien. Domstolen præciserede, at der var tale om en statslig forpligtelse og ikke blot valgfri velgørenhed.

Efter Libanon for nylig genindførte en landsdækkende lockdown kom landet på førstepladsen på Oxford Universitys COVID-19-regeringsrespons-tracker sammen med Honduras som landene med de mest restriktive tiltag for at stoppe smitten. Oxford University måler staternes håndtering af pandemien på 18 parametre som for eksempel skolelukninger, økonomisk kompensation for ramte borgere og testindsats. Til sammenligning ligger Danmark helt nede på en 123. plads.

Vores søsterinstitutioner rundt om i verden har da også haft et særdeles travlt år. Midt i en sundhedskrise har de måttet organisere sig, så de stadig har kunnet overvåge landets menneskerettighedssituation, beskytte sårbare og udsatte grupper, rådgive og kritisere regeringer, håndtere klager fra borgere, hvis rettigheder er blevet krænket, og overvåge epidemiens effekter i blandt andet fængsler.

Som direktør for Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution er det min opgave at holde et kritisk øje med vores regering og myndigheder.

Da corona-pandemien nåede til Danmark, rettede jeg og mine kollegaer derfor straks vores fokus mod den danske håndtering. Selvom staten har vide rammer for at gøre indgreb i borgernes rettigheder, når folkesundheden er i fare, er der grænser for, hvad vores folkevalgte og myndighederne må sætte i værk.

Tiltag, der indskrænker borgernes rettigheder må – også under en pandemi – kun indføres, så længe de bidrager til at mindske smitten.

Tiltagene skal desuden stoppes, så snart de ikke længere er nødvendige, de skal have klar hjemmel i lovgivningen, og de skal være proportionale, så der er en balance mellem indgrebene og den effekt, de har på folkesundheden.

Tilbage i marts opfordrede jeg regeringen til at bruge menneskerettighederne som rettesnor under pandemien for at afgøre, hvilke tiltag der ville være rimelige at iværksætte i en given situation.

Menneskeretten kan være en støtte, når politikerne skal navigere i den delikate balance mellem på den ene side at beskytte borgernes liv og sundhed og på den anden side varetage borgernes frihed og individuelle behov i krisen.

Jeg har undervejs konstateret, at regeringen langt hen ad vejen er lykkes med den balance. Der ligger dog beføjelser i hastelovgivningen i foråret, der burde have været undgået. For eksempel blev det gjort muligt at indføre tvangsvaccination for andre sygdomme end den sygdom, der er skyld i en epidemi. Blev bestemmelsen taget i brug, ville der være tale om et meget vidtgående indgreb, og da vi ikke er i en situation, hvor det er nødvendigt med tvangsvaccination, burde beføjelsen slet ikke være til stede i dansk lovgivning.

Mink-skandalen er det seneste og klart mest opsigtvækkende eksempel på, at vores regering har trådt ved siden af. Et helt erhverv fik besked om at udrydde sit livsgrundlag, uden at myndighederne havde lovhjemmel til det. Beskeden kom blandt andet fra Rigspolitiet, hvor betjente blev udrustet med et ulovligt formuleret talepapir. Det burde selvsagt ikke kunne ske i et retssamfund som det danske. Heller ikke under en epidemi.

Selvom regeringen, Folketing og myndighederne har vide rammer for at håndtere pandemien, skal vi som samfund konstant holde fast i, at vi er et retssamfund, som lægger stor værdi i befolkningens frihed og selvbestemmelse.

Det bør også være rammen for den nye epidemilov, som Folketinget nu forhandler om. Regeringen sendte et omfattende udkast til en ny lov for håndteringen af fremtidige epidemier i høring i oktober. Desværre måtte vi konstatere, at der var flere menneskeretlige problemer ved udkastet. Blandt de mest problematiske forslag fra regeringen var vidtgående indgreb i befolkningens grundlæggende rettigheder, meget begrænsende regler for besøg i bestemte boformer og en centralisering af omfattende beføjelser hos regeringen.

Vi kan ikke undgå, at vi må betale en menneskeretlig pris for at håndtere pandemier. Vores frihed vil blive begrænset, når folkesundheden skal beskyttes. Men regeringens udkast manglede blandt andet den klarhed og præcisering, som skal til for at sikre den rette balance mellem effektiv bekæmpelse af en epidemi på den ene side og beskyttelsen af borgernes grundlæggende rettigheder på den anden.

Den kritik stod vi ikke alene med, og for første gang i mine efterhånden mange år som nær tilskuer til lovprocesser oplevede jeg, at et fuldstændigt gennemarbejdet udkast til en lov blev forkastet, efter det havde været i høring. Regeringens 285 siders lange udkast til epidemiloven er nu skrottet, og regeringen er startet forfra sammen med Folketingets partier.

Lad os håbe på, at vi nu ender med en epidemilov, der i højere grad vil være garant for en effektiv demokratisk kontrol med regeringens og myndighedernes håndtering af en fremtidig epidemi.

Det er en sejr for os borgere, der forhåbentlig vil stå med en stærkere beskyttelse mod magtmisbrug fra fremtidige regeringer. For det er jo i bund og grund det, menneskerettighederne handler om, og det, tror jeg, at langt flere i Danmark er bevidste om i dag sammenlignet med for et år siden.

I årtier har langt de fleste borgere i Danmark kunnet regne med, at vores rettigheder ville være beskyttet. For flertallet har det været realiteten, og det har derfor været let at tage menneskerettighederne for givet.

2020 har mindet os om, at vi kun har menneskerettighederne, så længe der er politikere, der er villige til at overholde dem. Og det er ikke kun corona-pandemien, der har fået vigtigheden af menneskerettighederne frem i lyset.

25. maj anholdte fire politifolk den 46-årig George Floyd i Minneapolis i USA. Under anholdelsen pressede en af politifolkene sit knæ mod mandens hals, mens han lå på asfalten. Forbipasserende kunne høre George Floyd klage over, at han ikke kunne trække vejret, men politimanden blev siddende, og George Floyd omkom. 

Det er ikke første gang, at det amerikanske politis drab på en sort amerikaner fører til demonstrationer, men drabet på George Floyd satte gang i verdensomspændende demonstrationer mod den systemiske racisme, etniske minoriteter udsættes for både i og udenfor USA. I København gik knap 15.000 mennesker 14. juni fra den amerikanske ambassade på Østerbro til Christiansborgs Slotsplads for at protestere imod racisme og diskrimination.

Diskrimination af etniske minoriteter i USA er ikke et nyt problem. Men den massive opbakning til at bekæmpe diskrimination er ny og opløftende.

Selvom racisme og diskrimination har en anden karakter og omfang i Danmark end i USA, minder protesterne os om, at det også er et problem i Danmark. For eksempel oplever knap halvdelen af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse ifølge Det Nationale Integrationsbarometer diskrimination på grund af deres etniske baggrund.

#MeToo-bevægelsen er jo heller ikke ny, og problemet med sexisme og diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet er på ingen måde nyt.

Men siden tv-værten Sofie Linde stillede sig op på scenen ved ZULU Comedy Galla 26. august og fortalte om upassende seksuelle kommentarer og ulige lønninger for kvinder og mænd i mediebranchen, har den ene kvinde efter den anden og i nogle tilfælde også mænd fortalt om deres alarmerende erfaringer med seksuel chikane, diskrimination eller decideret voldtægt.

Oprøret har spredt sig fra mediebranchen til snart sagt alle andre brancher. Blandt andre læger, musikere, tjenere, sygeplejersker og politikere har slået fast, at sexisme og seksuel chikane også findes på deres arbejdspladser. Hos Institut for Menneskerettigheder har vi arbejdet for ligestilling mellem kønnene siden 2011, og det kommer ikke bag på os, at problemerne er store.

Men hvor vi tidligere har haft svært ved at overbevise de ansvarlige om, at der er problemer, der kalder på handling, oplever vi nu en helt anden opbakning. Magtfulde mænd har forladt deres poster, og nu kan vi diskutere, hvordan vi løser problemerne, i stedet for at debattere, om de overhovedet findes. Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning for ligestillingen i Danmark.

Desværre ser vi ikke den samme positive udvikling for kvinders rettigheder alle andre steder. Faktisk skal vi ikke langt sydpå, før vi finder et af de mest skræmmende tilbageskridt for kvinders rettigheder i 2020. Den 22. oktober slog forfatningsdomstolen i Polen fast, at det er i strid med landets forfatning at tillade abort på fostre med alvorlige funktionsnedsættelser.

Regeringen har imidlertid på kontroversiel vis undladt at give dommen retsvirkning ved at udskyde offentliggørelsen af dommen. Det betyder, at kvinder i Polen ind til videre stadig har adgang til abort, når barnet har alvorlige funktionsnedsættelser. 

Siden domstolens afgørelse har tusindvis af polakker demonstreret. I begyndelsen var fokus for protesterne forfatningsdomstolens indskrænkning af retten til abort, men i dag kræver demonstranterne blandt andet også grundlæggende retsstatsprincipper og uafhængige domstole.
 

Protesterne er dermed ikke blot en reaktion på den seneste skærpelse af Polens abortlovgivning. De er en reaktion på den gradvise underminering af retsstaten, som den polske regering har drevet siden 2015. Siden det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed overtog regeringsmagten i 2015, er der indført adskillige yderligtgående reformer af det polske retssystem.

Samtidig har myndighederne i Polen især slået ned på LGBTI+-grupper, hvor flere repræsentanter er blevet tilbageholdt eller anholdt, og de smædekampagner mod LGBT+-grupper, vi ser, er stærkt bekymrende.

Og Polen er ikke alene om at udfordre de retsstatsprincipper, som vores europæiske union bygger på. Det fremgik i september af en rapport fra EU-Kommissionen, som tog temperaturen på retsstatsprincipperne i EU’s medlemslande.

Rapporten er den første af sin slags, og den er et led i en ny kontrolmekanisme, der skal holde øje med udviklingen af retsstaterne i EU. I 27 kapitler gennemgås landene et for et.

I rapporten peger kommission på, at der blandt EU’s medlemslande er eksempler på, at retsinstanser fratages deres uafhængighed, systemer ikke er i stand til at stoppe korruption, og restriktioner truer den frie og kritiske presse.

Sammen med Polen fremhæves Ungarn som et land, hvor retsstatsprincipperne er svækket. For eksempel har ny lovgivning i Ungarn begrænset civilsamfundets mulighed for at modtage udenlandske donationer, hvilket udgør en alvorlig udfordring for organisationer i landet.

Ligesom i Polen protesterer borgere i Ungarn mod regeringens forkastelse af grundlæggende rettigheder og friheder. Og protesterne har fortsat længe på trods af voldsomme reaktioner fra politiet.

Og det er netop disse globale bevægelser mod racisme og mod sexisme, protesterne i Polen og Ungarn og det hjemlige kritiske fokus på de store indgreb i frihedsrettighederne under epidemien, der trods de mange dårlige eksempler på, at grundlæggende rettigheder og retsstatsprincipper udfordres eller helt fjernes, alligevel får mig til at se frem mod 2021 med optimisme.

Jeg medgiver, at der fortsat er masser af dokumentation for, at vores grundlæggende rettigheder er under pres. Ifølge den anerkendte amerikanske organisation Freedom House gik frihed og demokrati på verdensplan i 2019 tilbage for 14. år i træk.

Konklusionen bliver næppe mere positiv efter et pandemiramt 2020. Men pandemien har også været med til at kaste et skarpt lys på menneskerettighedsindgreb og -krænkelser, og både herhjemme i Danmark og i mange andre lande er befolkningen blevet mindet om værdien af at have grundlæggende rettigheder og frihed.

Jeg er overbevist om, at der i dag er flere, der sætter pris på menneskerettighederne, og der ligger et kæmpe potentiale og en stor styrke i netop det. Menneskerettighederne er sat i verden for at beskytte hver og en af os mod magtmisbrug fra staten.

Uden menneskerettigheder har vi ingen retsstat, og vi vil ikke kunne opbygge et stærkt demokrati, der også beskytter minoriteter. Men vi har kun menneskerettigheder, så længe vi som borgere kræver af magthaverne, at de lever op til dem.

Det bør stå klart for enhver efter 2020 – et år, hvor menneskerettighederne for alvor har vist, hvor stor en forskel de gør for os alle.