KRONIK: Man gik faktisk for langt

Af Louise Holck, direktør, Institut for Menneskerettigheder. Indlægget blev bragt hos Berlingske 14. april 2021. 

Det seneste år har jeg diskuteret menneskerettigheder som aldrig før. Ikke blot i faglige kredse, men også uden for jobbet: med venner og bekendte, familie og naboer. Samtalen er opstået over middagsbordet, på gåturen i parken eller når vi er mødtes på gaden:

Er det nu rimeligt med de forsamlingsforbud? Skal man kunne tvinges til at lade sig vaccinere eller teste? Er det fair at idømme dobbelt straf for optøjer under demonstrationer, som er rettet mod regeringens coronahåndtering? Og har regeringen i det hele taget været for restriktiv eller måske snarere det modsatte?

Hvis man skal finde et lyspunkt i den alvorlige krise, kan det være dette: At den fælles samtale om demokrati og menneskerettigheder er blevet styrket.

For vores menneskerettigheder er i den grad kommet under pres i takt med, at der er indført restriktioner, som ingen kunne have forestillet sig, før pandemien brød ud. Vi er blevet begrænset i meget af det, som ellers har været en selvfølge, og som vi måske slet ikke har tænkt over som rettigheder:

Muligheden for at mødes i større grupper, holde fest, dyrke holdsport, besøge vores nærmeste eller rejse frit over landegrænser. Og årsdagen for den første, store nedlukning af Danmark er en god anledning til at samle op på alt det, vi har lært – og det, som stadig er uløst.

Hellere et skridt for langt

Et af nøgleordene for Institut for Menneskerettigheder under covid-19 har været "proportionalitet": At indgreb i menneskerettigheder skal stå i et rimeligt forhold til det, som er indgrebenes formål. Allerede ugen inden den store nedlukning sidste år sagde statsministeren, at hun hellere ville have, "at vores myndigheder går et skridt for langt på et givent område end et skridt for lidt". Og hun var forberedt på, at netop den tilgang kunne blive genstand for diskussion.

Det blev den ganske rigtigt, for man gik faktisk for langt. For eksempel da man begrænsede plejehjemsbeboeres mulighed for at få besøg i deres private bolig. Man gik også klart for langt, da minkerhvervet fik besked på at udrydde hele sit livsgrundlag, uden at der var lovhjemmel til det. Og der er flere eksempler på, at man har tilsidesat væsentlige rettigheder i bestræbelserne på at indhegne virussen.

Fra første færd har regeringen begrundet sin tilgang med et sundhedsfagligt forsigtighedsprincip. I en situation, hvor en epidemi truer med at lægge sundhedssystemet ned, er det naturligvis et stærkt argument. Men også i forhold til menneskerettighederne bør der gælde et forsigtighedsprincip, for man skal være uhyre varsom med at degradere rettighederne til et tilvalg.

Danmark har en lang og stolt tradition for at værne om den enkeltes grundlæggende rettigheder og personlige frihed. Det er naturligvis lettere i "fredstid", end når man står midt i krisen – men det er netop, når vi som nation er presset, at vi bliver testet på vores fælles værdisæt.

Vi har i andre lande set, hvordan autoritære ledere har benyttet covid-19 til at stramme grebet og øge undertrykkelsen af kritiske stemmer. Netop derfor er det så vigtigt, at den danske covid-19-lovgivning nøje sikrer balancen mellem sundhedshensyn og menneskerettigheder.

Meget vidtgående indgreb bør høre til undtagelserne og altid nøje vejes op imod de negative konsekvenser. Og kan man klare sig med anbefalinger frem for påbud og tvang, så er det naturligvis vejen at gå.

Tvangsvaccination taget af bordet

Heldigvis er det et synspunkt, som har vundet gehør, efterhånden som epidemiloven er blevet revideret. For eksempel kan et forsamlingsforbud nu højst indføres for fire uger ad gangen. Det er også en klar forbedring, at muligheden for tvangsvaccination helt er taget af bordet, og at andre tvangsindgreb altid skal prøves ved en domstol. Endelig rummer den nye lov mere gennemsigtighed, og den giver et særligt parlamentarisk epidemiudvalg kontrol med regeringens beslutninger. Det er alt sammen forbedringer, som er i tråd med menneskeretten og principperne for en retsstat.

I kriser trækkes fronterne op, og det er også sket under covid-19-pandemien. Statsministeren har markeret sig som en stærk leder for en handlekraftig regering, og det er både bemærkelsesværdigt og bekymrende, hvor glat de ret vidtgående indgreb er gledet igennem.

Når vi ser tilbage, er en del af forklaringen måske, at vi alle var totalt uforberedte på en krise af disse dimensioner. Ikke uden grund bliver der trukket paralleller tilbage til Anden Verdenskrig – og for alle os, der ikke nåede at opleve krigen, er covid-19 blevet vor tids store begivenhed. Den trumfer oliekrisen, finanskrisen og 11. september. Og mon ikke det bliver den periode, vi om 20 år vil pege tilbage på: "Vi, der oplevede – og overlevede – corona"?

Alligevel maner det til eftertanke, at regeringen fik lov at begrænse vores rettigheder så hurtigt, så vidtgående, så uimodsagt. Var hastværket virkelig nødvendigt? Det spørgsmål stillede Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet, da vi i juni 2020 udgav en fælles rapport, hvor vi analyserede forløbet. Vi kritiserede blandt andet, at der ikke havde været tid til en høring, inden epidemiloven i al hast blev ændret.

Og det gik tilsvarende stærkt, da straffeloven i april sidste år blev justeret. Her indførte man en mulighed for at fordoble straffen for overtrædelser, som har en forbindelse til covid-19-krisen. Det er en mulighed, som domstolene benytter sig af, og nogle af dommene har vakt berettiget opsigt og diskussion. For eksempel skal en demonstrant nu to år i fængsel for en overtrædelse, der normalt ville blive takseret til ét år. Er det rimeligt? Det er svært at sige, for loven er vagt formuleret. Retssikkerhedsmæssigt er det et alvorligt problem, når love er uklare – og i særdeleshed, når de har så vidtrækkende konsekvenser for den enkelte, som tilfældet er her. Derfor bør Folketinget allerede nu rette op og sikre mere tydelighed i loven, også selv om den udløber ved årets udgang.

Covid-19 har potentialet til at tømre Danmarks befolkning sammen i kampen mod den fælles fjende. Men den har også skabt nye fronter. Et kor af utilfredse skeptikere er opstået, blandt andet i protest mod den meget kontante regulering af vores liv og færden. Jeg mødtes selv for nylig (virtuelt) med en gruppe, der betegner sig som en frihedsbevægelse. De så gerne, at vi i Institut for Menneskerettigheder anlagde en langt mere uforsonlig linje over for regeringens covid-19-håndtering, herunder nedlukningen og de øvrige restriktioner.

Og selv om jeg langt fra er enig i deres analyser, kan jeg godt se, hvor modstanden kommer fra. Den er en påmindelse om, at mennesker uvilkårligt reagerer, når de underlægges tvang, og deres frihed stækkes.

Det lysner

I disse uger kommer forårstegnene os i møde overalt. Solen genvinder sin magt, og der er håb om, at en tredje bølge af covid-19 også i lyset af vaccinationerne bliver til at håndtere. Kort sagt: Det lysner.

Men eksperterne advarer om, at nye pandemier kan opstå. Erfaringerne fra det seneste år har heldigvis lært os, at det kan lade sig gøre at sætte resolut ind og samtidig beskytte menneskerettighederne. Det kræver dialog, lydhørhed og helhedstænkning, og som nation er vi bedre til det nu, end vi var i første bølge.

Derfor tror og håber jeg, at vi sammen – dvs. regering, Folketinget, befolkning og civilsamfund – fremover med endnu større sikkerhed vil kunne enes om balancen mellem rettigheder og indgreb.

Covid-19 har i hvert fald gjort menneskerettigheder til en folkesag, og det er et vigtigt første skridt.