Nyhed

Lovforslag om Kosovo-fængsel er menneskeretligt problematisk

hegn
HØRINGSSVAR: Regeringen foreslår, at udvisningsdømte udlændinge skal afsone i et lejet fængsel i Kosovo. Institut for Menneskerettigheder peger på væsentlige juridiske problemer og mener, at lovforslaget ikke bør fremsættes i dets nuværende form.

300 udvisningsdømte udlændinge kan snart være på vej i et fly til Kosovo for at afsone deres fængselsdom.

I et nyt høringssvar, som Institut for Menneskerettigheder netop har afgivet, kalder instituttet lovforslaget et nybrud i såvel dansk som international ret:

”Kosovo er ikke forpligtet af menneskerettighedskonventionerne. Derfor kan forslaget om at leje et fængsel i Kosovo og overføre 300 udvisningsdømte få vidtrækkende konsekvenser både for de overførte indsatte og for den danske retsstat,” siger Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder.

Må ikke lide et rettighedstab

Det er ifølge Institut for Menneskerettigheder afgørende, at de indsatte ikke lider et rettighedstab ved overførslen til Kosovo:

”Et af de helt store spørgsmål, som dette forslag rejser, er, om de danske myndigheder fortsat har det menneskeretlige ansvaret for de indsatte, selvom de ikke er på dansk grund,” siger Louise Holck og fortsætter:

”Ellers kan vi stå i en situation, hvor en fængselsbetjent fra Kosovo slår en indsat eller udsætter en indsat for tortur, uden at den indsatte er beskyttet af menneskerettighederne og kan klage til fx Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi Kosovo ikke er bundet af menneskerettighederne."

Ingen fortilfælde

Der er ingen fortilfælde i andre lande. Belgien og Norge har tidligere lejet fængselskapacitet i Holland, som er medlem af såvel Europarådet og FN og dermed forpligtet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s menneskerettighedskonventioner.

Kosovo derimod er hverken medlem af FN eller Europarådet. Det er dermed første gang, at en stat vil overføre indsatte til afsoning i en anden stat, som ikke er bundet af menneskerettighedskonventionerne, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

”I praksis vil det betyde, at de indsatte risikerer at miste deres rettigheder i flyet til Kosovo, medmindre myndighederne sikrer, at de fortsat er beskyttet af den danske stats menneskeretlige forpligtelser,” siger Louise Holck.

Nærmest ubegrænset bemyndigelse

”Med dette lovforslag lægges der op til et meget stort og nærmest ubegrænset skøn til forvaltningen til at fastsætte og afvige fra regler. Lovforslaget bør ikke fremsættes i sin nuværende form, idet det retlige grundlag for afsoning i fængslet ikke er tilstrækkeligt klart og præcist beskrevet i lovforslaget,” siger Louise Holck.

Da der er tale om et nybrud i dansk ret med store konsekvenser for de indsatte og den danske stat bør det efter Institut for Menneskerettigheders opfattelse være Folketinget, der fastsætter de retlige rammer og betingelser for ordningen.

Instituttets hovedanbefalinger:
  • At lovforslaget først fremsættes, når der foreligger et endeligt udkast til traktatgrundlag med Kosovo, der kan vedhæftes lovforslaget.
  • At Justitsministeriet begrænser og præciserer bemyndigelsesbestemmelserne således, at det direkte anføres i lovteksten, hvilke specifikke regler i straffuldbyrdelsesloven, som justitsministeren er bemyndiget til at fravige og hvilke regler på sundhedsområdet, der finder anvendelse i fængslet.
  • At det klart fremgår af traktatgrundlaget og af lovbemærkningerne, at overførte indsatte er under dansk jurisdiktion, også når de befinder sig uden for fængslet i Kosovo, herunder under transport og ved hospitalsbehandling. Det kan fx ske ved, at dansk personale altid medvirker og udøver kontrol og myndighed over indsatte, når de befinder sig uden for fængslet i Kosovo.
  • At det klart fremgår af traktatgrundlaget og af lovbemærkningerne, at kosovarisk personales handlinger og undladelser både i og uden for fængslet ift. de overførte indsatte skal henregnes til Danmark, herunder også når de agerer i strid med den bilaterale traktat og klare danske regler og instrukser.
  • At Justitsministeriet sikrer, at der i såvel traktatgrundlaget som i det danske retlige grundlag er taget stilling til den række retlige og praktiske spørgsmål, der opstår ifm. gennemførelse af Folketingets Ombudsmands tilsynsbesøg til fængslet i Kosovo.