Nyhed

Prognose: Stadig få kvinder i lokalpolitik efter næste kommunalvalg

Valgplakater i København
16 ud af 98 borgmesterposter vil gå til kvinder, og mænd vil igen være i stort flertal i byrådene efter valget i 2021. Det viser ny prognose fra instituttet, som opfordrer partierne til at opstille flere kvinder.

Forud for årets kommunalvalg har Institut for Menneskerettigheder undersøgt kønsfordelingen blandt folketingspartiernes foreløbige spidskandidater. Optællingen viser, at vælgerne endnu en gang vil have væsentligt flere mandlige end kvindelige kandidater at stemme på.

Indtil videre er der ingen kvindelige spidskandidater i ni ud af landets 98 kommuner. Samtidig er der i 68 af landets kommuner mindre end 40 procent kvinder blandt spidskandidaterne.

Vi lever i en tid, hvor der er mere fokus på kønsligestilling end nogensinde før. Alligevel viser vores prognose, at det stadig går alt for langsomt med ligestillingen i kommunalpolitik.
Morten Emmerik Wøldike, sociolog og leder afInstitut for Menneskerettigheders arbejde med kønsligestilling

Prognosen viser blandt andet, at der sandsynligvis højst vil være to kvindelige borgmestre mere efter valget i november 2021 sammenlignet med valget i 2017. Her var 14 ud af 98 borgmestre kvinder.

”Vi lever i en tid, hvor der er mere fokus på kønsligestilling end nogensinde før. Alligevel viser vores prognose, at det stadig går alt for langsomt med ligestillingen i kommunalpolitik. Erfaringsmæssigt har de kvinder, der stiller op til byrådene, lige gode chancer for at blive stemt ind. Problemet er, at der opstilles langt færre kvinder end mænd, og det er kun partierne, der kan ændre på den ulighed,” siger Morten Emmerik Wøldike, sociolog og leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med kønsligestilling.

På danmarkskort kan du følge udviklingen i kønsfordelingen på partiernes opstillingslister i hver kommune frem mod valget 16. november 2021. Kortet bliver løbende opdateret.

Klik her for de nyeste tal fra 3. september 2021.
Du kan også hente kortets data i tilgængeligt CSV-format som fx kan åbnes i Excel (klik på linket 'Hent data').

Partierne er i fuld gang med at finde kandidater og udpege deres spidskandidater. Derfor kan partierne nå at rette lidt op på den skæve kønsfordeling.

”Partierne anerkender, at der er et problem med kønsfordelingen på opstillingslisterne, men de færreste partier gør noget aktivt for at rette op. Jeg håber, at vi med denne optælling kan inspirere partierne til at gøre en ekstra indsats for at få flere kvinder på stemmesedlerne og i toppen som spidskandidater til valget til november,” siger han.

Institut for Menneskerettigheder opfordrer partierne til at udvikle egne ligestillings- eller mangfoldighedspolitikker for at fremme en mere ligelig kønsfordeling på opstillingslisterne til kommunalvalg.

”Indtil partierne får lagt en strategi for at skabe en mere ligelig kønsfordeling, anbefaler vi, at de overvejer at anvende konkrete redskaber til at skabe forandring. De kan for eksempel opstille måltal for en mere ligelig kønsfordeling blandt deres kandidater eller anvende fletteregler, så der skiftevis står en kvinde og en mand på stemmesedlerne. Det vil effektivt føre til mere ligestilling i vores lokaldemokrati.”

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:  

  • De politiske partier udvikler en ligestillings- og mangfoldighedspolitik for at fremme en mere ligelig kønsrepræsentation blandt kandidater på opstillingslisterne til kommunalbestyrelserne.
  • De politiske partier overvejer at anvende konkrete redskaber i form af for eksempel måltal eller fletteregler, når de skal opstille kandidater, for at sikre en mere ligelig kønsfordeling i kommunalbestyrelserne

Læs Institut for Menneskerettigheds analyse af kønsfordelingen blandt partiernes spidskandidater til kommunalvalget i november 2021.

Sådan har vi gjort

Inden udgivelsen af prognosen har Institut for Menneskerettigheder manuelt optalt kønsfordelingen mellem alle officielle spidskandidater per 17. juni 2021 fra de ti partier, der blev valgt ind i Folketinget i 2019. Kortet her på side bliver løbende opdateret, når vi laver nye optællinger af spidskandidaterne.

Fra 19. april til 28. maj 2021 har vi per mail kontaktet partisekretariaterne med fire spørgsmål om partiernes ligestillingspolitikker, partiregler, indsatser og øvrige tiltag i forhold til kommunalvalget. Vi har efterfølgende fulgt op på telefonen for at indsamle svar fra alle partier. Igen har vi afgrænset os til at kontakte de ti partier, der blev valgt ind i Folketinget ved det seneste valg.

Otte ud af ti partier har svaret på spørgsmålene. Citaterne fra partiernes besvarelser, som bruges i undersøgelsen, er godkendt af partierne.

Ulrik Kjær, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, har som ekstern konsulent bidraget til undersøgelsen med sin viden og ekspertise.