Stadig usikkert, hvordan Danmark beskytter indsattes rettigheder i Kosovo

Suppplerende høringssvar om leje af fængsler i udlandet. Foto: Chuttersnap, Unsplash
HØRINGSSVAR: En ny aftale præciserer Danmarks ansvar for de indsatte, der skal overføres til lejede fængselspladser i Kosovo. Men der er stadig knaster, vurderer Institut for Menneskerettigheder.

Justitsministeren kunne 27. april 2022 præsentere en underskrevet aftale om leje af 300 fængselspladser til udvisningsdømte udlændinge i Kosovos Gjilan-fængsel.

Den aftale er nu vedlagt lovforslaget, der førstebehandles i Folketinget fredag 6. maj 2022.

Institut for Menneskerettigheder har afgivet et opfølgende høringssvar efter at have opfordret ministeriet til at trække forslaget tilbage.

Det nu ændrede lovforslag er bedre end det oprindelige lovudkast. For eksempel foreligger der en konkret aftale, som Folketinget kan forholde sig til:

”Folketingsmedlemmerne har faktisk mulighed for at se den aftale, som justitsministeren har indgået med Kosovo, inden de forhandler lovforslaget på plads. Det grundlag havde de ikke i marts,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Lovforslaget præciserer derudover blandt andet, at Folketingets Ombudsmand kan føre tilsyn i fængslet, og at danske myndigheder og Juristministeriet vil udarbejde retningslinjer for fængselsledelsen. Justitsministeriet understreger, at afsoning skal leve op til Danmarks internationale forpligtelser.

Der er dog tre forhold, som fortsat vækker bekymring hos Institut for Menneskerettigheder:

  1. Det er stadig uklart, hvilken jurisdiktion de overførte udlændinge vil være under, når de befinder sig uden for fængslet i Kosovo, for eksempel fra lufthavnen til fængslet.
  2. Politiet i Kosovo skal selv undersøge anklager om tortur eller ulovlig magtanvendelse mod de overførte udlændinge.  
  3. Justitsministeren får en meget bred bemyndigelse til at bestemme, hvilke specifikke regler der skal gælde for afsoningen i Kosovo.

Institut for Menneskerettigheders supplerende høringssvar fra maj 2022 kan læses her, mens nyhed og høringssvar på lovudkastet fra marts 2022 kan læses her.