Studer menneskerettigheder i Italien
Der er nu åbent for ansøgninger til den Europæiske Master i Menneskerettigheder og Demokratisering (EMA) på Global Campus of Human Rights Headquarters i Venedig i Italien.
Ansøgningsfristen er 16. april 2024.
Den europæiske master er en etårig masteruddannelse, der har til formål at uddanne studerende i menneskerettigheder og demokratisering.
Institut for Menneskerettigheder deltager i programmet i samarbejde med Syddansk Universitet og hjælper gerne med spørgsmål til ansøgningen.
Programmet for uddannelsen
Masteruddannelsen tilbyder både en praksis- og policy-orienteret tilgang og kommer omkring de juridiske, politiske, historiske, antropologiske og filosofiske aspekter af menneskerettigheder og demokratisering. Undervisningen varierer mellem forelæsninger, seminarer, workshops, øvelser, kompetenceudvikling og individuel specialeskrivning.
Uddannelsen består af et semester ved Global Campus of Human Rights Headquarters og et udvekslingssemester. Første semester fra september til januar foregår på campus i Venedig, og det andet semester fra februar til juli forgår på et af de 42 samarbejdsuniversiteter i EU’s medlemslande samt Storbritannien og Schweiz.
Masteruddannelsen giver et solidt grundlag for en karriere i nationale, internationale, statslige og interstatslige institutioner og organisationer såvel som i civilsamfundet og universitetsverdenen.
Adgangskrav
Masteruddannelsen er åben for studerende i og uden for EU. For at komme i betragtning til en plads på uddannelsen skal ansøgere minimum en bachelorgrad inden for et relevant felt som for eksempel jura, socialvidenskab, statskundskab og humaniora. Dokumenterede sprogfærdigheder i engelsk er et krav.
Adgang til uddannelsen gives på baggrund af: akademisk kunnen og baggrund, relevante kurser eller udgivelser, relevant praktisk erfaring, motivation og sprogfærdigheder.