Nyhed

Søskende med autisme får støtte fra Institut for Menneskerettigheder i landsretssag

Skygger af børn i skolegård
Østre Landsret giver Institut for Menneskerettigheder grønt lys til at indtræde i principiel sag om kommunes ansvar for at yde rimelig tilpasning og sikre børn med handicap et lige og inkluderende undervisningstilbud.

En søskendeflok på tre børn, der alle i dag er diagnosticeret med infantil autisme, måtte vente flere år på kommunes udredning. Ingen af børnene fik tilbudt specialundervisning på den skole, de først gik på, trods pædagogers og lægers bekymring. 

Det er essensen i en principiel sag, der nu bliver behandlet i Østre Landsret. 

”Det er første gang, en dansk domstol skal afgøre, om en kommune krænker retten til uddannelse for børn med handicap. Afgørelsen kan få betydning for retten til specialundervisning i folkeskolen fremover,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder. 

Selvom både pædagoger, børnenes læge, psykiatere og forældrene indstillede børnene til udredning hos kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning, PPR, med henblik på specialundervisning, skete der ikke noget i lang tid. Heller ikke efter at børnene blev udredt og diagnosticeret, blev de tilbudt specialundervisning på den skole, sagen vedrører.

Afgørelsen kan få betydning for retten til specialundervisning i folkeskolen.

Østre Landsret skal nu tage stilling, om kommunen har ydet det, der i Menneskerettighedskonventionen betegnes rimelig tilpasning, og har sikret et lige og inkluderende undervisningstilbud til de tre børn. 

Det er advokat Mads Pramming, der fører sagen, hvor Institut for Menneskerettigheder indtræder til støtte for børnene, fordi sagen er principiel i forhold til menneskerettighederne. 

Kommunernes Landsforening har anmodet om at indtræde til støtte for kommunen.