Nyhed

”Det er umyndiggørende, når dørmanden nægter mig adgang, fordi jeg sidder i kørestol”

William Korte, 23 år, næstformand i SUMH, til koncert
Flere unge med handicap oplever jævnligt at blive afvist i nattelivet. 23-årige lærerstuderende William Korte, som har muskelsvind og sidder i kørestol, er én af dem.

”Desværre, vi har ikke så god plads i dag,” siger dørmanden til William Korte, da han ankommer i sin elektriske kørestol til en bar i København sammen med to venner. William Korte kigger ind ad døren. Han køber ikke dørmandens argument. Dansegulvet er tomt. Flere borde er tomme borde, og i baren sidder der få personer. 

”Men vi har heller ikke et handicaptoilet,” lyder det nu fra dørmanden.

”Det behøver I ikke at tænke på. Jeg skal nok selv finde ud af, hvordan, hvornår og hvor jeg tisser,” forsøger William Korte, samtidig med at dørmanden lukker en flok venner ind ad døren.

Efter knap ti minutters forhandlinger tilkalder dørmanden sin chef, der fastslår, at baren af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan lukke William Korte ind.

”Jeg orkede ikke at diskutere mere. Jeg er vant til den form for diskrimination. Det handler om at vælge sine kampe, og jeg kan ikke tage dem hver gang. I øvrigt er det sjældent, at mine argumenter fører til noget i nattelivet,” fortæller William Korte, som også oplever forskelsbehandling i forskellige grader næsten hver gang, han går til koncert.  

I efteråret 2021 tager han til koncert med Tessa i København sammen med nogle studiekammerater. Under første nummer kommer sikkerhedsvagterne over til ham og beder ham forlade det åbne publikumsområde og gå over til det afspærrede handicapområde. Ifølge koncertstedets sikkerhedsregler skal kørestolsbrugere under koncerter opholde sig i et afspærret handicapområde og må medbringe en person.

Menneskerettighederne er for alle

Men hvordan ser virkeligheden ud?

I samarbejde med unge over hele landet arbejder Menneskerettighedsalliancen for at skabe et samfund, hvor menneskerettighederne gælder for alle. Uanset religion, køn, etnicitet, seksuelle orientering eller politiske overbevisning.

Vi giver bl.a. ordet til jer, der siger fra overfor hadefuld tale, sexisme og diskrimination, og som tror på, at vi kan forstærke hinandens rettigheder.

Her giver vi ordet til William Korte. Lærerstuderende og næstformand i SUMH.


”Jeg var taget til koncert for at hænge ud med mine studiekammerater og ikke for at stå alene eller sammen med én af dem i en aflukket bås,” fortæller William Korte, der forlader koncerten og får pengene tilbage for koncertbilletten. 

”Det er diskriminerende, at der er nogen regler, der gælder for mig, men ikke for mine venner. Koncertstedet mener, at de skal tage vare på min sikkerhed. Det oplever jeg som umyndiggørende og som en krænkelse af min ret til selvbestemmelse. Jeg er en voksen mand, der kan tage vare på mig selv og min egen sikkerhed,” siger han.

Retten til at deltage i kulturliv

I 2009 underskrev Danmark FN's Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap. Det betyder, at mennesker som William Korte har ret til at deltage i kulturlivet og fællesskaber på lige fod med alle andre.