Nyhed

Utilgængelige valgsteder: Mennesker med handicap skal have lettere ved at stemme

Portræt af caseperson Marianne
Lavere valgdeltagelse blandt mennesker med handicap kan hænge sammen med manglende tilgængelighed. En ud af fire med handicap oplever barrierer på valgsteder, viser undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder.

Mennesker med handicap stemmer i mindre grad end mennesker uden handicap, når der afholdes valg i Danmark.

Ved seneste undersøgelse af folketingsvalget i 2019 lå valgdeltagelsen næsten 7 procentpoint lavere for mennesker med handicap sammenlignet med andre; for psykiske handicap var forskellen 17 procentpoint og for kognitive handicap næsten 27 procentpoint.

Som samfund har vi pligt til at sikre tilgængelige valgsteder, der gør det let at deltage i valg for alle vælgere.
Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Forskellen er et problem, for mennesker med handicap skal fuldt ud kunne deltage i politik på lige vilkår med andre. Det siger FN’s Handicapkonvention, som Danmark i 2009 forpligtede sig til at følge.

Sådan har vi gjort

Denne undersøgelse af barrierer for demokratisk deltagelse er primært baseret på et webspørgeskema, der er udsendt af analyseinstituttet Analyse Danmark i perioden 16.-30. september 2022 til tre forskellige grupper: Danske Handicaporganisationers medlemspanel, et udsnit af den danske befolkning med handicap og et udsnit af den danske befolkning uden handicap.

Formålet med undersøgelsen er at opnå viden om, hvilke barrierer og udfordringer gruppen af mennesker med handicap oplever ved at stemme til et valg i Danmark.

”Som samfund har vi pligt til at sikre tilgængelige valgsteder, der gør det let at deltage i valg for alle vælgere, uanset om de for eksempel bruger rollator, blindestok eller bærer solsikkesnor,” understreger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

En ny undersøgelse, som Institut for Menneskerettigheder står bag, viser imidlertid, at mennesker med handicap oplever op til flere barrierer for at deltage i valg.  

I en rundspørge blandt mennesker med handicap svarer op til hver fjerde, at valgsteder eller brevafstemningssteder ikke er tilgængelige for dem. Næsten lige så mange i gruppen har svært ved at stå i kø, inden de skal stemme.

”Enkle greb kan gøre det lettere for mennesker med handicap at stemme. For eksempel at der kan køre en elscooter helt ind i stemmeboksen, og at mennesker med social angst eller ADHD kan afskærmes for indtryk og komme hurtigere igennem valgstedet,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Samtidig anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at der bliver oplyst om tilgængeligheden ved hvert valgsted forud for et valg, både for mennesker med fysiske, kognitive og psykiske handicap.

Institut for Menneskerettigheder har til opgave at sikre og fremme gennemførelsen af FN’s Handicapkonvention i Danmark.

Anbefalinger

Med henblik på at fremme tilgængeligheden ved valghandlingen og sikre lige adgang til demokratisk deltagelse for mennesker med handicap anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at:

  • Indenrigs- og Sundhedsministeriet i dialog med handicaporganisationerne igangsætter tiltag til at øge tilgængeligheden på valgsteder for mennesker med psykiske, kognitive, fysiske og sensoriske handicap, samt at der bliver oplyst om tilgængeligheden ved hvert valgsted forud for valgdagen.
     
  • Justitsministeriet sikrer, at færre personer fratages deres stemmeret til folketingsvalg og folkeafstemninger, ved i højere grad at anvende regler om delvis fratagelse af den retlige handleevne samt at genvurdere de eksisterende § 5-værgemål med fuld fratagelse af den retlige handleevne.

Læs om en af de medvirkende personer i undersøgelsen her:

"Jeg ser og hører det hele og bliver bare mere og mere træt"

Nina Normann holder øje med gaden. Måske kan hun se, hvornår det stilner af med mennesker, så valgstedet bliver mindre fyldt. Men det er svært at regne ud.

Hun tager sin frakke på og går ned mod valgstedet. Allerede uden for valglokalerne møder hun de første 10 mennesker, der hilser og sludrer. Naboer, venner og perifere bekendtskaber. Hun ville ønske, at hun i al ubemærkethed kunne sætte sit kryds.

I køen inde på valgstedet kan Nina Normann ikke skærme sig for de mange sanseindtryk; ADHD’en gør, at hun næsten ikke har noget filter.

”Jeg ser og hører det hele og bliver bare mere og mere træt,” siger hun. Manden, der hoster bagved, kuglepenne, der falder på gulvet, det kraftige lys i loftet, de valgtilforordnedes instrukser.

Nina Normann er ikke alene om at have svært ved at deltage i valg i Danmark. For mange mennesker med handicap er det en overvindelse at skulle ned og stemme.

Derfor stemmer de også i mindre grad end andre. Til folketingsvalget i 2019 var valgdeltagelsen for personer med handicap 5,7 procentpoint lavere end for personer uden handicap, og særligt mennesker med psykiske og kognitive handicap ligesom Nina Normann har en lavere valgdeltagelse.

"Barrierer for valgdeltagelse for personer med handicap – Gør demokratiet tilgængeligt"
Institut for Menneskerettigheder, august 2023
​​​​​​