Som verden ser ud, er det vigtigere end nogensinde at jagte krigsforbrydelser

Bragt første gang i Jyllands-Posten 5. oktober 2023.

For nylig kunne man læse en historie om en soldat, der var trængt ind i en 75-årig kvindes hjem og havde beordret hende til at tage tøjet af. Da kvinden afviste, slog soldaten hende så hårdt i ansigtet og brystet, at hun mistede flere tænder og brækkede flere ribben. Efterfølgende rev han tøjet af hende, tog kvælertag og voldtog hende.

Episoden fandt sted i Ukraine, gerningsmanden var russisk, og forløbet dokumenteres i en ny og omfattende rapport fra FN’s Uafhængige Kommission for Ukraine. Men den kunne have udspillet sig mange steder, som verden ser ud i dag. For mens bomberne falder i Ukraine og Gaza, viser tal fra FN, at der ikke siden Anden Verdenskrig har været så mange væbnede konflikter i verden. Fra Gaza til Gabon, fra Ukraine til Yemen, fra Myanmar til Mali, fra Armenien til Afghanistan resulterer væbnede konflikter, kup og autoritære tendenser lige nu i tortur, nedværdigende behandling af civile og andre grove menneskerettighedsbrud og krigsforbrydelser.

Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at undgå og forebygge den slags overgreb. Derfor arbejder Institut for Menneskerettigheder målrettet med stater, partnere og retssystemer rundtomkring i verden for at skabe rammer, der forhindrer tortur og andre krigsforbrydelser. Og når overgrebene alligevel finder sted, er der behov for endnu stærkere dokumentation. Det er den eneste måde, vi kan undersøge, om krigens love og menneskerettighederne bliver overholdt. Og dokumentationen er afgørende for det retslige efterspil, der uundgåeligt følger, når krige og konflikter er bragt til ende.

Heri står, at den form for tortur og nedværdigende behandling, som eksempelvis den ukrainske kvinde blev udsat for, er ulovlig. Og siden har internationale konventioner, love og aftaler cementeret et absolut og ufravigeligt forbud mod tortur.

Nu står vi altså på mange måder ved en skillevej, hvor de krænkelser, erklæringen og de efterfølgende konventioner skulle hindre, finder sted over hele kloden. Det er i det lys, at vi i FN-byen i København samler nationale menneskerettighedsinstitutioner og eksperter fra hele verden for at finde nye løsninger på, hvordan vi forebygger og bekæmper tortur. 

I mange lande er det en central del af de nationale menneskerettighedsinstitutioners arbejde at forebygge tortur ved for eksempel at påvirke lovgivningen, træne sikkerhedsaktører, så de kender deres ansvar, og ved at besøge fængsler, hvor tortur nemt kan foregå i det skjulte.

I de tilfælde, hvor det alligevel sker, kan vi og andre menneskerettighedsinstitutioner spille en vigtig rolle, bl.a. ved at dokumentere krænkelserne. Men det kræver ressourcer og politisk vilje at sikre kendskab til krigens regler og de menneskeretlige forpligtelser, klageadgang og opfølgning samt uafhængig indsamling af beviser, som bl.a. Dignity gør det i Ukraine. Det er en opgave, som kompliceres yderligere i et medielandskab, der udfordres af misinformation og voldsom polarisering.

Derfor er der brug for stærke uafhængige instanser såsom nationale menneskerettighedsinstitutioner, der ikke repræsenterer krigens parter, men de civile, der er fanget på hver deres side af konflikten. For det er dem og deres rettigheder, vi skal passe på.