Nyhed

Vigtigt fremskridt: Flertal vil styrke indsatsen mod racisme

Christiansborg
Et flertal i Folketinget vil indføre en national handlingsplan mod racisme. Det er særdeles positivt, mener Institut for Menneskerettigheder.

Danmark er et af de få vesteuropæiske lande, der ikke har en national handlingsplan mod had og diskrimination, viser en kortlægning foretaget af Institut for Menneskerettigheder.

Det skal være fortid, har et flertal bestående af regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne nu besluttet. Flertallet vil indføre en national handlingsplan, der skal bekæmpe racisme bredt i samfundet.

Institut for Menneskerettigheder finder det særdeles positivt, at aftaleparterne tager et vigtigt skridt mod at bekæmpe racisme i Danmark.

”Vi har på instituttet længe haft fokus på det problem, at Danmark er bagud i forhold til andre europæiske lande, når det kommer til at bekæmpe had og diskrimination. Vi har efterlyst en dansk handlingsplan mod racisme, og derfor er det en virkelig god nyhed, at den nu er på vej,” siger ligebehandlingschef for Institut for Menneskerettigheder Nikolaj Nielsen.

Racismens omfang skal først og fremmest kortlægges

Handlingsplanen skal favne bredt fra diskrimination på arbejdsmarkedet og i undervisningen til kulturliv og hadforbrydelser. Men først og fremmest skal racismens omfang og karakter kortlægges.

”Det er positivt, at der både er fokus på kortlægning og på, at handlingsplanen skal modvirke racisme bredt i samfundet. Det er en vigtig forudsætning for indsatsen, at vi løbende holder øje med udviklingen af problemet og indsamler ny viden. Vi ser frem til at bidrage med vores viden, når handlingsplanen skal udformes," siger Nikolaj Nielsen.

Første skridt til beskyttelse af alle minoritetsgrupper

Regeringen har samtidig præsenteret en handlingsplan mod antisemitisme. Den indeholder en række initiativer, der skal overvåge og forebygge antisemitisme. Der afsættes blandt andet midler til formidling, styrket undervisning af politifolk i forebyggelse af radikalisering og mere målrettet forskning i antisemitisme.

”Det er positivt, at der sættes yderligere ind mod antisemitisme. Særligt vigtigt er det, at der tages initiativ til at indsamle viden, og at der bliver holdt øje med området. Vi håber, at handlingsplanerne kan blive et første skridt mod at myndighederne udarbejder handlingsplaner mod had og diskrimination, der rammer alle minoriteter på tværs af race, religion, kønsidentitet, seksuel orientering og handicap,” siger Nikolaj Nielsen.