Statusrapport
Asyl - status 2018

Asyl - status 2018

Denne rapport giver en status på menneskeretten og asyl anno 2018.

I denne rapport giver vi et overblik over menneskeretten og udviklingen vedrørende asyl. Vi ser derefter nærmere på tre temaer med anbefalinger til forbedringer af den menneskeretlige beskyttelse i Danmark:

  • Uledsagede mindreårige asylansøgere
  • Overførsel af asylansøgere til et andet land efter Dublin-forordningen
  • Frihedsberøvelse af asylansøgere

Rapportens væsentligste anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • regeringen sikrer, at uledsagede mindreårige asylansøgere, som er vurderet til ikke at være modne nok til at gennemgå en asylsagsbehandling, men samtidig ikke kan få opholdstilladelse som uledsaget mindreårig, enten gives en midlertidig opholdstilladelse eller tildeles de fornødne sociale foranstaltninger.
  • Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet sikrer, at der i alle sager om overførsel til et andet land efter Dublin-forordningen, hvor børn er omfattet, foretages de fornødne vurderinger af barnets tarv, at der indføres procedurer, som sikrer, at børn som udgangspunkt høres, og at dette sker på en børnevenlig måde, samt at barnets tarv og barnets mening tillægges passende vægt.
  • Justitsministeriet sikrer, at frihedsberøvelse af asylansøgere m.v., herunder særligt sårbare personer som for eksempel mindreårige eller torturofre, kun sker, hvis myndighederne konkret vurderer at frihedsberøvelsen er nødvendig, og at frihedsberøvelse undlades, hvis der ikke kan findes passende faciliteter og forhold.
Instituttets statusrapporter

Rapporten er en af fem rapporter, hvori Institut for Menneskerettigheder i juni 2018 gør status over menneskerettighedssituationen på udlændingeområdet. De andre rapporter omhandler asyl, familiesammenføring, udvisning og udlevering og uregistrerede migranter. Instituttet udgiver lignende rapporter inden for en række andre emner.

 

 

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk