Publikation
Blå baggrund med tre stregtegninger af personer

Besøgsrestriktioner på botilbud - Konsekvenser af COVID-19 for beboere på botilbud

Få overblik over restriktioner på botilbud under krisen, hvad konsekvenserne er for de berørte beboere og hvad det betyder i fht. menneskerettigheder

Mennesker med handicap er hårdt ramt af corona-krisen, fordi en funktionsnedsættelse både kan betyde øget sårbarhed overfor corona-virus og fordi mennesker med funktionsnedsættelser i det hele taget er marginaliseret i vores samfund.

Institut for Menneskerettigheder har undersøgt, hvilke konsekvenser coronakrisen og de medfølgende restriktioner har haft for den gruppe af mennesker i Danmark, som er institutionaliseret på landets botilbud på grund af handicap og er særligt udsat.

Baseret på 20 kvalitative interviews med pårørende til beboere på botilbud har vi undersøgt, hvordan restriktionerne er blevet udmøntet i praksis og hvilke konsekvenser restriktionerne har haft for beboerne.

Rapporten undersøger særligt besøgsrestriktionerne, der indebar, at beboerne ikke måtte få besøg af pårørende, og i praksis i nogle tilfælde, at beboerne fik besked på ikke at forlade institutionen på egen hånd og/eller ikke at besøge pårørende i deres hjem.

Konklusioner

Rapporten indeholder flere eksempler på, at besøgsrestriktionerne er gået videre end reglerne tillod og derfor har været uden noget retlig grundlag.

Undersøgelsens interviews peger desuden på, at mulighederne for at gøre undtagelse til besøgsrestriktionerne enten slet ikke eller kun i meget begrænset omfang er blevet anvendt og at restriktionerne dermed har ramt hårdere, end det var tilsigtet.

I lyset af undersøgelsen og i tilfælde af endnu en epidemi anbefaler Institut for Menneskerettigheder:

  • at Sundheds- og Ældreministeriet i videst muligt omfang respekterer beboernes ret til selv at råde over deres egen bolig på landets botilbud, og at fremtidige besøgsrestriktioner derfor begrænses til fællesarealerne.
  • at sundhedsmyndighederne og kommunerne vejleder tydeligt om grænserne for indgrebsmulighederne i forbindelse med implementering af besøgsrestriktionerne med henblik på at imødegå risikoen for overimplementering. Herunder at det præciseres, at frihedsberøvelse aldrig er lovligt uden for grænserne i epidemilovens regler om tvungen karantæne mv.,
  • og at botilbuddene sikrer, at indgrebene over for den enkelte bliver konkret begrundet i beboerens forhold og er proportionale, samt
  • at myndighedernes og botilbuddenes kommunikation om indgrebene bliver målrettet og tilgængelig for personer med handicap og deres pårørende og at det tydeliggøres, hvilke rettigheder, der fortsat er gældende under pandemien.
Projekt om institutionalisering

Denne rapport er del af Institut for Menneskerettigheders indsats vedrørende opfyldelsen af FN’s Handicapkonvention og det her indskrevne princip om afinstitutionalisering af botilbud til mennesker med handicap. Instituttet forventer senere i år at udgive en større rapport herom.


Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk