Publikation
Forside på analyse om de menneskeretlige og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af covid-19-tiltag i Danmark

COVID-19-tiltag i Danmark – retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige konsekvenser

I en fælles analyse ser instituttet og Advokatsamfundet nærmere på de vidtgående begrænsninger i borgernes rettigheder, der er indført under corona-pandemien.

Advokatsamfundet og Institut for Menneskerettigheder ønsker med denne rapport at synliggøre udvalgte centrale retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige udfordringer, som er resultatet af myndighedernes tiltag i foråret 2020 for at hindre udbredelsen af ny coronavirus/COVID-19 i Danmark.

Find a short version of the report in English here.

Vi gennemgår en række COVID-19-tiltag og giver anbefalinger til regeringen og Folketinget under hvert tiltag, ligesom vi på baggrund af gennemgangen giver syv tværgående anbefalinger.

Tværgående anbefalinger til fremtidige alvorlige kriser

Hastelovgivning udfordrer en række grundlæggende principper for den danske retsstat. Ved hastebehandlingerne af ændringerne i forhold til COVID-19-tiltag blev relevante organisationer og myndigheder ikke inddraget i en høringsproces, og regeringen og Folketinget fik dermed ikke mulighed for at inddrage udtalelser fra kyndige fagfolk i lovgivningsprocessen.

Vi har følgende generelle og tværgående anbefalinger til håndteringen af
fremtidige alvorlige kriser:

  1. Al lovgivning og regulering, der har en negativ indvirkning på retssikkerheden eller begrænser menneskerettighederne, skal sendes i høring.
  2. Hastelovgivning skal udelukkende iværksættes for de tiltag, det er bydende nødvendigt at gennemføre straks.
  3. Krisetiltag skal have en så præcis lovhjemmel som muligt, og brede bemyndigelsesbestemmelser bør undgås.
  4. Krisetiltag skal være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til målet, der ønskes opnået.
  5. Krisetiltag skal være tidsbegrænsede og ophøre, så snart behovet for dem ikke længere er til stede.
  6. Myndighederne skal tage særlige hensyn og bibeholde særligt fokus i forhold til udsatte og sårbare grupper.
  7. Krisetiltag skal evalueres.

Anbefalinger til menneskeretlige forbedringer af COVID-19-lovgivningen

Forsamlingsforbud og opholdsforbud

Advokatsamfundet og Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Regeringen ophæver det generelle forbud mod forsamlinger på flere end ti personer, så snart begrænsningen ikke længere er absolut nødvendig for at beskytte sundheden (herunder bl.a. med henblik på at undgå overbelastning af sundhedsvæsenet), og det f.eks. i stedet er tilstrækkeligt at give generelle anbefalinger til afstand og håndhygiejne m.v.
  • Regeringen ved den forventede revision af epidemiloven i efteråret 2020 nøje præciserer og specificerer de bestemmelser, der ønskes videreført i en ny epidemilov, under hensyntagen til den menneskeretlige beskyttelse og den meget indgribende karakter af bl.a. et generelt forsamlingsforbud og en mulighed for afspærring/udgangsforbud.

Kontaktsporing og dataindsamling

Advokatsamfundet og Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Regeringen ved den forventede revision af epidemiloven i efteråret 2020 nøje redegør for, hvordan lovens bestemmelser om oplysningspligt overholder de persondataretlige principper om dataminimering, formålsbestemthed og tidsbegrænsning, og hvilke oplysninger Styrelsen for Patientsikkerhed eller politiet kan forpligte en fysisk og juridisk person til at afgive.
  • Regeringen i videst mulige omfang sikrer anonymitet (fremfor pseudonymitet), når der behandles oplysninger om befolkningens færden for at forhindre smitte med COVID-19, herunder ved brug af apps eller ved behandling og indsamling af teledata, således at oplysningerne ikke kan anvendes til overvågning af bestemte personer eller grupper.

Strafskærpelser for COVID-19-relateret kriminalitet

Advokatsamfundet og Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Regeringen og Folketinget udviser tilbageholdenhed med at regulere for meget i detaljen i forhold til strafniveauer og viser tillid til domstolene ved at gennemføre regler, som giver domstolene mulighed for at manøvrere – det gælder også ved en eventuel videreførelse af strafskærpelserne efter revisionen af epidemiloven i efteråret 2020.

Tvangsisolation, tvangsindlæggelse og tvangsvaccination

Advokatsamfundet og Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Regeringen i forbindelse med den forventede revision af epidemiloven i efteråret 2020 præciserer, at påbud om at lade sig isolere eller indlægge kun kan gives, når mindre indgribende foranstaltninger er fundet utilstrækkelige og så vidt muligt kun til personer, der er diagnosticeret med sygdom, og at isolation og indlæggelse skal revurderes inden for et vist tidsinterval.
  • Regeringen ved revisionen af epidemiloven nøje overvejer, om der er behov for en mulighed for tvangsvaccination for øvrige sygdomme for at begrænse antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk