Publikation
Familier på integrationsydelse

Familier på integrationsydelse

En analyse af økonomi, afsavn og social eksklusion i et menneskeretligt perspektiv.

I 2015 blev integrationsydelsen indført som den laveste økonomiske ydelse i Danmark. Ydelsen gives til arbejdsløse, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Institut for Menneskerettigheder har undersøgt levevilkårene for børnefamilier på integrationsydelse.

Ifølge grundloven er den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, berettiget til hjælp af det offentlige, så vedkommende er sikret et eksistensminimum. Alligevel vurderer instituttet på baggrund af undersøgelsen, at der er god grund til at antage, at der er familier på integrationsydelse, der falder under grundlovens eksistensminimum.

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler:

  • at regeringen og kommuner sikrer et eksistensminimum for børnefamilier på integrationsydelse.
  • at der indføres et retskrav på tilskud til nødvendige udgifter til sygebehandling, medicin mv. for personer på integrationsydelse.
  • at regeringen og kommunerne sørger for, at der er tilstrækkeligt billige permanente boliger, som kan anvises til familier med lave indkomster, og at udviklingen på området følges.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen består af:

  • en juridisk analyse af bl.a. grundlovens krav om eksistensminimum
  • en kvalitativ undersøgelse med interviews af 22 flygtninge på integrationsydelse og otte integrationskonsulenter
  • nye data om modtagerne af integrationsydelse, som blandt andet viser fordelingen af etnisk oprindelse og statsborgerskab
  • økonomiske beregninger på forskellige familiesammensætningers økonomi på integrationsydelse

 

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har bidraget med et kapitel om forskning i levevilkår, afsavn og social eksklusion i Danmark.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk