Notat
Forside: Fædre bør screenes og sikres behandling for fødselsdepressioner

Notat: Fædre bør screenes og sikres behandling for fødselsdepressioner

Nyt notat viser, at langtfra alle kommuner screener eller tilbyder målrettet hjælp til fædre, der bliver ramt af fødselsdepressioner. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at kommunerne sikrer fædre screening og behandling for fødselsdepressioner.

Fødselsdepressioner kan, hvis de ikke bliver behandlet, have varige konsekvenser for et barns udvikling og trivsel. En fødselsdepression kan opstå både før og efter en fødsel. Tidlig opsporing og behandling er derfor afgørende for familiens trivsel.

Nyere undersøgelser peger på, at fødselsdepressioner i næsten lige så høj grad rammer fædre som mødre. Det vurderes, at cirka 10-12 procent af danske mødre årligt får en fødselsdepression. Nyere international forskning viser cirka samme forekomst blandt fædre. Intet tyder på, at fædre, der rammes af fødselsdepressioner, oplever mindre alvorlige forløb.

Sundhedsstyrelsen anerkender også i deres vejledning fra 2019, at fødselsdepressioner kan ramme både mænd og kvinder, og at det er vigtigt, at tilstanden opdages tidligt, og at der gives hjælp.

Institut for Menneskerettigheders analyse viser, at kun 44 procent af de adspurgte kommuner (svarende til 29 kommuner) både screener fædre for fødselsdepression og har målrettede behandlingstilbud til dem.

Sådan har vi gjort 

Institut for Menneskerettigheder har sendt et spørgeskema til ledende sundhedsplejersker i landets 98 kommuner. Spørgeskemaet er blevet sendt rundt med hjælp fra FALS – Foreningen for Ledere af Sundhedsordninger for Børn og Unge i Danmark.

Efterfølgende er kommunerne blevet ringet op af Institut for Menneskerettigheder, hvor de er blevet tilbudt at gennemgå spørgeskemaet per telefon, eller der er blevet sendt en opfølgende mail. I alt har 66 kommuner besvaret hele spørgeskemaet. De resterende kommuner har ikke besvaret vores mails eller opkald.

På tværs af de 66 adspurgte kommuner er der hvert år anslået 1.900 fædre, der har behov for behandling for fødselsdepression, men som bor i en kommune, der ikke har et målrettet tilbud. 

Da 32 kommuner, heriblandt Københavns Kommune, ikke har svaret på Institut for Menneskerettigheders spørgeskema, vil det reelle tal på landsplan være højere.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at en ligestilling af fædre og mødre i forhold til fødselsdepressioner kunne bidrage til at fremme ligebehandlingen af mænd i forhold til forældreskabet.

Det gælder også, selvom en fødselsdepression kan give forskellige reaktionsmønstre hos kvinder og mænd, og selvom der er åbenlyse fysiske forskelle mellem mænd og kvinder i forbindelse med at blive forælder.

Fædre bør have samme ret til at blive screenet og modtage behandling for fødselsdepression som mødre.

Anbefaling

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at kommunerne sikrer fædre screening og behandling for fødselsdepressioner.

 

 

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk