Kvindefag i historisk skruetvinge

Lønhierarkiet for offentligt ansatte har ikke forandret sig synderligt siden Tjenestemandsreformen af 1969. Traditionelle kvindefag ligger stort set lige så lavt lønmæssigt som i 1969, og nogle kvindefag falder endda ned i hierarkiet, selvom deres uddannelser er blevet længere.

Det viser analyse af 13 forskellige faggruppers indplacering i det offentlige lønhierarki i henholdsvis 1969 og 2019. Analysen dækker knap halvdelen af alle de offentligt ansatte. 

Formålet med analysen er at undersøge, om den lave placering af kvindedominerede fag i Tjenestemandsreformen af 1969 kan være med til at forklare nutidens lønforskel mellem mænd og kvinder.

Analysen er blevet til i et samarbejde mellem Institut for Menneskerettigheder og postdoc i historie ved Aarhus Universitet Astrid Elkjær Sørensen. Det er første gang, der er lavet en en kvantitativ analyse af lønhierarkiet i den offentlige sektor siden Tjenestemandsreformens vedtagelse. Der er således tale om et pionerstudie, der lægger op til mere forskning på området.

Gennem sammenligningen af det offentlige lønhierarki i henholdsvis 1969 og 2019 efterprøver analysen, hvor statisk hierarkiet mellem de offentlige faggrupper har været. Analysen svarer også på, hvorvidt uddannelseskrav til faggrupperne kan forklare lønhierarkiet både i 1969 og 2019.

Figur 1 giver et overblik over lønhierarkiet for 13 faggrupper i henholdsvis 1969 og 2019 (se også illustration i nyheden her).

Uddannelse belønner ikke kvindefag

De kvindedominerede fag får generelt ikke afkast af, at deres uddannelse er længere i dag end i 1969.

Figur 2 viser, hvordan lønplacering og uddannelse hænger sammen i 1969. 

Figur 3 viser, at kvindedominerede fag ikke forbedrer deres placering i lønhierarkiet i 2019, og i enkelte tilfælde sakker de bagud, når man ser på placering i forhold til uddannelseslængden. 

Sammenligner man figur 2 og figur 3 er det tydeligt, at der er stærkere sammenhæng mellem lønplacering og uddannelse i 1969, end det er tilfældet i 2019. 

Det kan derfor udelukkes, at det skyldes uddannelse, at mandsdominerede fag ligger højere i lønhierarkiet end kvindedominerede fag. 

Sådan har lønnen udviklet sig for 13 faggrupper

Her kan du dykke ned i beskrivelse af lønudviklingen for hver af de 13 faggrupper, vi har undersøgt. 

Bibliotekar

Bibliotekarerne er både i 1969 og 2019 en kvindedomineret faggruppe, der ligger relativt højt i hierarkiet.

Bibliotekarerne rykker sig ikke meget mellem 1969 og 2019, og generelt følges bibliotekarer lønmæssigt med folkeskolelærerne. De flytter dog ned i hierarkiet relativt set, fordi lokomotivførerne overhaler dem, men derudover bevarer faggruppen sin position.

I 1969 var uddannelsen til bibliotekar den næstlængste for de 13 undersøgte faggrupper. Bibliotekarudannelsen består af tre års gymnasial uddannelse og fire års efterfølgende uddannelse. Det taget i betragtning ligger bibliotekarerne lavt i lønhierarkiet i forhold til deres uddannelse i 1969. Selvom bibliotekarer tilhører en af de højest placerede kvindedominerede faggrupper i lønhierarkiet, er deres løn stadig lav i forhold til deres uddannelseslængde.

I 2019 placerer bibliotekarerne sig en smule over trendlinjen som det eneste kvindedominerede fag. Faggruppen har således oplevet en svag fremgang i sin position i lønhierarkiet siden 1969 på grund af uddannelseslængden.

Hermed adskiller gruppen sig fra de andre kvindedominerede faggrupper, vi har undersøgt, fordi bibliotekarer oprindeligt havde en højere position i hierarkiet, og fordi de har bevaret en relativt høj position over tid.

I Tjenestemandsreformen af 1969 er kun 68 bibliotekarer klassificeret som ansat ved henholdsvis forskningsbibliotekerne og i bibliotekstilsynet. De bibliotekarer, vi finder i Tjenestemandsreformen af 1969, repræsenterer en specialiseret del af bibliotekargruppen, hvoraf flertallet har en efteruddannelse.

Vi kan derfor ikke ud fra Tjenestemandsreformen af 1969 alene se, hvordan hovedgruppen af bibliotekarer blev indplaceret i det nye lønsystem. I de aftaler, som blev indgået omkring klassificering af øvrige bibliotekarstillinger i vinterhalvåret 1969 og i løbet af 1970,[i] kan man se, at disse trofast følger lønsystemet fra Tjenestemandsreformen af 1969.

Folkebibliotekarer, børnebibliotekarer og lignende blev således indsat i et anciennitetsbestemt lønforløb, der strakte sig fra lønramme 13 til lønramme 21. Ledende bibliotekarer blev indsat i lønramme 25-31. Her var det dog ikke anciennitet, men indbyggertallet i kommunen, der bestemte lønrammen.

I 1969 var 915 ud af i alt 1.322 bibliotekarer kommunalt ansatte tjenestemænd ved de lokale folkebiblioteker.[ii] Det vil sige, at størstedelen af bibliotekarstanden har været at finde i lønramme 13-21. Vi har derfor trukket gennemsnitslønnen for 1969 en smule ned relativt til at bruge normeringerne fra betænkningen direkte.

---

_{[i] Se eksempelvis Bibliotekarforbundets Blad 1970. Frederiksberg. Nr. 12: 9-10.}

_{[ii] Bibliotekarforeningen 1973: Rapport fra arbejdsgruppen til undersøgelse af den øjeblikkelige bibliotekarmangel. København: Bibliotekarforeningen.}

Folkeskolelærer

Folkeskolelærerne repræsenterede i 1969 et blandet fag, hvad angår kønsfordeling, men er i 2019 svagt domineret af kvinder (68 procent).

Faggruppen bevæger sig ikke meget i hierarkiet fra 1969 til 2019, men bliver overhalet af lokomotivførere. Både jordemødre og socialrådgivere falder desuden ned under folkeskolelærerne i den lavtlønnede kategori, som kan betragtes som gruppernes startløn. Folkeskolelærerne har altså en bedre position i 2019 i forhold til disse grupper, end de havde i 1969.[i]

Adgangskravet for at blive folkeskolelærer i 1969 var tre års gymnasial uddannelse efterfulgt af tre-fire års videregående uddannelse. Folkeskolelærerne placerer sig meget tæt på trendlinjen, hvilket vil sige, at de ikke får hverken uventet høj eller lav løn i forhold til deres uddannelse. Dette gælder også i 2019, hvor uddannelseskravet inklusive studentereksamen var syv år.

Alle ikketimelønnede folkeskolelærere var klassificeret i Tjenestemandsreformen. Der er derfor ikke brugt supplerende oplysninger på denne gruppe.

 

---

_{[i] Inkluderer man stillingskategorien småbørnslærerinde i folkeskolelærerkategorien, forbedrer faggruppen dog sin position pænt på laveste lønniveau for ikkeledere. Det er dog diskutabelt, hvorvidt denne stillingskategori kan bruges til sammenligning med de lavest lønnede folkeskolelærere i 2019. Uddannelsen til småbørnslærerinde var en 2,5-årig seminarieuddannelse kun åben for kvinder, som gav mulighed for at undervise landsbyskolens yngste klasser. Småbørnslærerindernes uddannelse var altså cirka 1,5 år kortere end andre folkeskolelæreres i 1969, og de var langt mere begrænsede i, hvilke stillinger de kunne påtage sig. I 1969 var der omkring 900 småbørnslærerinder tilbage i Danmark. Uddannelsen til småbørnslærerinde blev endeligt nedlagt i 1971, og den sidste erhvervsaktive småbørnslærerinde gik på pension i 2014.}

Fængselsbetjent

Fængselsbetjente var i 1969 en stærkt mandsdomineret faggruppe. I 2019 er faget stadig et mandsdomineret erhverv, men kvinder udgør nu en tredjedel af faggruppen.

Fængelsbetjente ligger stabilt på deres placering i hoveddelen af vores beregninger, hvor de generelt placerer sig lige over pædagogerne.[i]

I 1969 lå uddannelseskravet til faget ret lavt på 0,6 år, og vi ser også, at fængselsbetjente i 1969 lå relativt lavt i lønhierarkiet, men en smule over trendlinjen. Det vil sige, at faget omtrent har den løn, man ville forvente, når man ser på uddannelseskravet.

I 2019 er uddannelseskravet steget til seks år (gymnasial uddannelse og tre års uddannelse), men fagets placering i lønhierarkiet ser ikke ud til at være fulgt med det øgede krav om uddannelse. Fængselsbetjente placerer sig nu betydeligt under trendlinjen.

Fængselsbetjentene er derfor en faggruppe, der lønmæssigt står i stampe på trods af det øgede uddannelseskrav.

Alle ikketimelønnede fængselsbetjente var klassificeret i Tjenestemandsreformen. Der er derfor ikke brugt supplerende oplysninger på denne gruppe.

 

---

_{[i] I vores robusthedstjek falder fængsesbetjente under pædagogerne, hvis vi bruger basisfortjeneste i stedet for standardberegnet timefortjeneste. Det tyder på, at denne faggruppe især holder sin position i lønhierarkiet, fordi de er relativt bedre stillet på en eller flere af følgende kategorier: pensionsbidrag, uregelmæssige betalinger, personalegoder og genetillæg.}

Gymnasielærer

Gymnasieskolen voksede elevmæssigt voldsomt i 1960’erne. Fra 1960 til 1970 voksede andelen af en ungdomsårgang, der fuldførte gymnasiet, fra 6,9 procent til 12,8 procent.

Den store elevvækst førte til akut lærermangel, der resulterede i, at andelen af nyansatte gymnasielærere steg. Dette førte til,  at brugen af overenskomstansættelser i faget blev hyppigere, og at fagets kvindeandel voksede.

I 1969 var gymnasielærerfaget et mandsdomineret fag med en andel af kvindelige gymnasielærere på omkring 29 procent. I 2019 er faget blandet på køn.

Faggruppen bevarer overordnet set sin position i lønhierarkiet. De lavest lønnede gymnasielærere bevæger sig opad mod de lavest lønnede læger. Men både gennemsnitslønnen og de højest lønnede bevæger sig nedad, dog uden at skifte plads i lønhierarkiet, hvilket er en indikator for, at lægerne klarer sig relativt bedre end gymnasielærerne.

Ser man på gymnasielærernes placering i lønhierarkiet i 1969 i forhold til uddannelseskravet for faget, placerer faggruppen sig ganske højt over trendlinjen målt på gennemsnitslønnen.

I 2019 placerer faggruppen sig enten over eller på trendlinjen, hvis man både kigger på gennemsnitslønnede og de lavest og højest lønnede inden for faget. De får således en forventet eller endda lidt høj løn givet uddannelseskravet.

I Tjenestemandsreformen af 1969 er kun lidt under en tredjedel af landets gymnasielærere klassificeret, da flertallet af gymnasielærere var overenskomstansatte. Ifølge skriftlige beskrivelser i gymnasielærernes fagblad og jubilæumsbogen ”GL 100”[i] var der dog ikke væsentlige stillingsmæssige forskelle mellem de overenskomstansatte og de tjenestemandsansatte. Det har dog ikke været muligt for os at finde deciderede statistiske opgørelser, der bekræfter dette.

Overordnet set må man formode, at Tjenestemandsreformen af 1969 giver et nogenlunde indtryk af, hvordan gymnasielærerne fordelte sig på de forskellige stillingskategorier. Dog skal der tages det forbehold, at det primært var nyansættelser, som skete på overenskomstvilkår. Der er en risiko for, at de lønmæssigt lavere klassificerede stillingsgrupper reelt udgør en større procentdel af den samlede faggruppe, end de gør i reformen.

Gymnasielærerne har dog i 1969 også et relativt lille lønspænd mellem de forskellige stillingsbetegnelser – hvoraf man må formode, at den beregningsmæssige usikkerhed er relativt lav. Der er dog en risiko for, at gymnasielærernes gennemsnitlige lønniveau er sat for højt i vores beregninger.

 

---

_{[i] Bryld, Carl-Johan 1990: GL 100: Skole, stand, forening. Gymnasieskolernes Lærerforening 1890-1990. København: Gymnasieskolernes Lærerforening: 225-232.}

Jordemoder

Jordemødre består som faggruppe næsten udelukkende af kvinder i både 1969 og 2019.

I 1969 var jordemoder et relativt højtlønnet kvindedomineret fag, men sakker i 2019 betydeligt bagud. Dette skyldes, at de selv bevæger sig nedad, og at de overhales af flere andre fag, der bevæger sig opad i hierarkiet.

På alle lønmålene kommer de altså ned blandt den laveste halvdel af de udvalgte faggrupper i 2019. De ender på en gennemsnitstimeløn på 245 kroner, som er lige under gennemsnittet for en offentligt ansat på 248 kroner i timen.[i]

En plausibel forklaring på dykket er de ændringer i jordemoderprofessionen, som fandt sted i 1960’erne og 1970’erne. Her gik jordemødrene fra at være en selvledende professionsgruppe, der primært arbejdede med de fødende i private hjem, til at have arbejdsplads på hospitalet, hvor lægerne udgjorde den øverste ledelse.

Dette skift placerede også sygeplejersker og jordemødre på samme arbejdsplads, og det har derfor været nærliggende at sammenligne de to faggrupper. Begge faggrupper havde næsten ens uddannelseslængde, og begge var stærkt kvindedominerede.

Jordemødrenes fald i lønhierarkiet kan skyldes, at deres løn er blevet synkroniseret med lønnen hos den større sygeplejerskegruppe. Sandsynligvis for at undgå, at sygeplejerskerne skulle rejse konsekvenskrav om deres løn baseret på, at en sammenlignelig faggruppe havde væsentligt højere løn.

Det er faktisk sygeplejerskernes klassificering i 1969 og ikke de få klassificerede jordemødre, der i længden blev afgørende for jordemoderprofessionens lønniveau.

Ser man på faggruppens løn i forhold til længden på den adgangsgivende uddannelse, placerer jordemødrene sig også ganske højt på både gennemsnitslønnen og de lavest lønnede i 1969,[ii] mens de i 2019 klumper sig sammen under trendlinjen sammen med sygeplejerskerne og flere andre kvindedominerede fag.
Faget går altså fra en relativt høj position i lønhierarkiet, også givet uddannelseslængden, til at placere sig lavt i hierarkiet givet deres uddannelse.

I 1969 var der i Danmark ca. 603 praktiserende jordemødre. Af disse var 155 hospitals- og klinikansatte, 297 distriktsjordemødre (tjenestemandsansættelse, hvor 30-35  procent af lønnen blev udbetalt som honorar per fødsel), og 138 privatpraktiserende.[iii]

I Tjenestemandsreformen af 1969 finder vi dog kun 12 jordemødre klassificeret, og de var muligvis ikke repræsentative for faget. Vi har dog været i stand til at finde lønoplysninger for de overenskomstansatte hospitalsansatte jordemødre[iv] og for distriktsjordemødrene.[v] Ud fra de oplysninger kan vi se, at de klassificerede jordemødre faktisk synes at være lønmæssigt repræsentative for faget, da både de overenskomstansatte jordemødre og distriktsjordemødre har næsten tilsvarende løn. Generelt er jordemodergruppen i 1969 kendetegnet ved at fordele sig på meget få lønrammer og kun have en beskeden intern lønspredning.

 

---

_{[i] Danmarks Statistik: LONS20: Løn efter arbejdsfunktion, sektor, aflønningsform, lønmodtagergruppe, lønkomponenter og køn. Tilgængelig via: https://www.statbank.dk/statbank5a/SelectVarVal/Define.asp?Maintable=LONS20&PLanguage=0}

_{[ii] Af Tjenestemandsreformen fremgår det, at jordemødre uden lederansvar kun spænder over en enkelt lønramme, hvilket indikerer, at mulighederne for avancement var begrænsede.}

_{[iii] Fællesrådet 1966 oktober. København: FTF: 151.}

_{[iv] Tidsskrift for Jordemødre 1969: nr. 4: 110.}

_{[v] Tidsskrift for Jordemødre 1969: nr. 10: 296-298.}

Lokomotivfører

Lokomotivførerne er et mandsdomineret fag i både 1969 og 2019. Lokomotivfører er et af de få fag, som bevæger sig meget i lønhierarkiet, uanset hvilken opgørelse man betragter.

Lokomotivførere overhaler flere fag og går fra en placering omkring midten af hierarkiet i 1969 til at ligge som et af de højest lønnede fag i 2019.

Adgangskravet til at blive lokomotivfører i 1969 var en faglig uddannelse som maskinarbejder, klejnsmed, elektromekaniker eller tilsvarende. Længden på den adgangsgivende uddannelse var i 1969 omkring tre år. Dette placerer lokomotivførerne enten tæt på trendlinjen eller lidt under i 1969. Dermed får gruppen altså ikke en særlig høj løn i forhold til uddannelseslængde i 1969. Det ændrer sig, når man kigger på 2019, hvor faggruppen ligger ret højt, med et uddannelseskrav på 3,8 år.

Samlet set oplever lokomotivførerne en betydelig fremgang i lønhierarkiet, som ikke kan forklares med øgede uddannelseskrav.

Alle lokomotivførere var klassificeret i Tjenestemandsreformen. Der er derfor ikke brugt supplerende oplysninger på denne gruppe.

Læge

Lægerne har suverænt den øverste placering i vores lønhierarki både i 1969 og 2019. Lægerne forbliver øverst i hierarkiet, uanset om vi kigger på gennemsnitsløn, laveste lønninger i faggruppen eller højeste lønninger i faggruppen.

Læge var i 1969 et mandsdomineret fag, men med årene er andelen af kvinder steget betragteligt, og lægerne udgør i dag et blandet fag med en lille overvægt af kvinder.

Lægernes høje placering i lønhierarkiet bibeholdes, når lønnen sættes i forhold til den adgangsgivende uddannelse. Her fremgår det, at lægerne ligger betragteligt over trendlinjen, hvilket indikerer, at de modtager en høj løn, også givet deres uddannelse. De bevarer denne position i 2019.

Vi ser udelukkende på de lægegrupper, som havde offentlig ansættelse i 1969. Derfor er det langt overvejende  hospitalsansatte læger, som indgår i vores undersøgelse, og altså ikke privatpraktiserende læger såsom alment praktiserende læger. 

I 1969 var de offentligt ansatte lægers ansættelsessystem opbygget sådan, at det kun var overlægerne, der havde tjenestemandsansættelse, mens de øvrige læger havde overenskomstansættelse. En hospitalslæges karriereforløb ville typisk begynde og også fortsætte med overenskomstansættelser, mens de sidste trin i vedkommendes karrierestige ville være som tjenestemandsansat.

I 'Betænkning nr. 483 1969 del 3' finder vi således hovedsageligt ældre læger i ledende og stærkt specialiserede funktioner klassificeret. Det er tydeligt, at de læger, der var klassificeret i Tjenestemandsreformen af 1969, havde en stor betydning for de øvrige lægers lønindplacering, når man læser om forløbet for overenskomstforhandlinger 1969-1970.[i] Vi har derfor via overenskomsten fra 1970 også de yngre lægers lønindplacering i klassificeringssystemet, og vi har ligeledes været i stand til at finde en lægetælling fra maj 1969,[ii] der gør, at vi har et ret præcist overblik over antallet af læger inden for hver stillingsbetegnelse.

 

---

_{[i] Se Ugeskrift for Læger 1969: 1457-1460, Ugeskrift for Læger 1970: 660-661, Ugeskrift for Læger 1970: 813-817.}

_{[ii] Ugeskrift for Læger 1970: 68-75.}

.

Plejer/sygehjælper (1969) og sosu (2019)

Plejere/sygehjælpere var, som navnet indikerer, to individuelle faggrupper. Fællesnævneren for dem er dog, at de begge tilhører de kortuddannede grupper inden for social- og sundhedssektoren i 1969, og at de begge kan ses som forgængere for nutidens social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.

Plejerne var en mandsdomineret faggruppe, hovedsageligt beskæftiget inden for psykiatrien, mens sygehjælperne var en stærkt kvindedomineret faggruppe, der hovedsageligt var beskæftiget i sygehussektoren.

I vores undersøgelse sidestiller vi gruppen af plejere/sygehjælpere i 1969 med gruppen af social- og sundhedshjælpere/-assistenter i 2019.

Social- og sundhedsuddannelsen åbnede i 1991 og afløste flere tidligere uddannelser, blandt andet uddannelser til plejer, hjemmehjælper, sygehjælper og plejehjemsassistent. Idéen med at oprette den nye social- og sundhedsuddannelse var at give det kortuddannede social- og sundhedspersonale en større og bredere kompetenceprofil.[i]

På social- og sundhedsuddannelsen kunne man uddanne sig til enten social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. Begge uddannelser var længere end deres uddannelsesmæssige forgængere, gav en bredere kompetenceprofil og var adgangsgivende til de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, eksempelvis sygeplejerske.

I vores beregninger forbliver faggruppen i den lave ende af hierarkiet, hvor de dog er steget i forhold til postbudene i 2019.

I 1969 var den adgangsgivende uddannelse for en sygehjælper otte måneder, hvilket er den uddannelse, vi er gået ud fra i vores beregninger, da sygehjælperne er den talstærke gruppe. Plejerne havde et års uddannelse. Dette placerer faggruppen tæt på eller under trendlinjen, når man kigger på uddannelse i forhold til lønplacering. Dermed er deres løn lidt lavere end forventet ved den lineære sammenhæng mellem løn og uddannelse. Dette billede genfindes i 2019, hvor uddannelseskravet er vokset til 2,2 år (for en social- og sundhedshjælper).[ii]

Vi har alle nødvendige oplysninger om gruppen af plejere fra Tjenestemandsreformen, men for gruppen af sygehjælpere har vi haft brug for at medtage ekstra information om deres antal og deres placering i lønhierarkiet.

 

---

_{[i] Sørensen, Astrid Elkjær 2018: Pæne pigers oprør – Ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag: kap. 7.}

_{[ii] Her er der taget udgangspunkt i en social- og sundhedshjælper, da faggruppen ud over at inkludere de højere uddannede social- og sundhedsassistenter også inkluderer en række ufaglærte.}

Politibetjent

Politiet består som faggruppe i 1969 og i 2019 overvejende af mænd. Politiet bevæger sig opad i lønhierarkiet målt på gennemsnitslønnen. Samlet set forbedrer politiet sin position i hierarkiet og overhaler flere andre faggrupper såsom socialrådgivere og jordemødre.

I 1969 lå den adgangsgivende uddannelse til politibetjent meget lavt på under et halvt år. I 1969 placerer de sig noget over trendlinjen, hvilket betyder, at de var ret højt lønnet givet deres korte uddannelse. Det skal noteres, at vores metodiske fravalg af efter- og videreuddannelse i vores beregninger har den ulempe, at gruppen kommer til at fremstå mindre uddannet, end den reelt var. I 1969 var politiets uddannelse hovedsageligt baseret på løbende sidemandsoplæring og interne eksamener.

I 2019 er uddannelseskravet steget til 5,3 år. Det placerer politiet en smule over trendlinjen i 2019, men stadig tættere på den end i 1969.

Alle politibetjente var klassificeret i Tjenestemandsreformen. Der er derfor ikke brugt supplerende oplysninger om denne gruppe.

Postbud

Postbudene udgør en mandsdomineret faggruppe i både 1969 og 2019. I 2019 er andelen af kvindelige postbud steget til godt en tredjedel. Postbudene ligger i bunden af hierarkiet og bevæger sig meget lidt.

Der er ingen adgangsgivende uddannelse for postbudene i hverken 1969 eller 2019. Kigger man på løn i forhold til uddannelse, ligger postbudene på trendlinjen, hvilket indikerer, at de ikke får en uventet lav løn, da der ikke medfølger et uddannelseskrav for at varetage stillingen. Billedet er det samme i 2019, hvor gruppen ligger tæt på trendlinjen eller en smule over.

Samlet set er postbudene dermed endnu et fag, som kun rykker sig meget lidt – også selvom de siden Tjenestemandsreformen af 1969 er blevet privatiseret.

Alle ikketimelønnede postbude var klassificeret i Tjenestemandsreformen. Der er derfor ikke brugt supplerende oplysninger på denne gruppe.

Pædagog

Selvom pædagogikkens historie går længere tilbage, var det i høj grad i 1960’erne og 1970’erne, at pædagogfaget for alvor blev etableret i Danmark.

I anden halvdel af 1960’erne begyndte kvinder i højere grad at blive på arbejdsmarkedet efter at have indgået ægteskab. Den udvikling satte skub i etableringen af vuggestuer, børnehaver og fritidsklubber. Institutioner, som hovedsageligt ansatte  kvinder, som nu søgte ud eller blev på arbejdsmarkedet.

Pædagogerne udgør et fag med en stor overvægt af kvinder i både 1969 og 2019.

Pædagogerne placerer sig generelt stabilt i nederste del af hierarkiet, hvor de flugter med fængselsbetjentene. Målt på basislønnen forbedrer faggruppen sin position en smule, hvilket kan tyde på, at de er relativt dårligere stillet på en eller flere af kategorierne: pensionsbidrag, uregelmæssige betalinger, personalegoder og genetillæg.

Den adgangsgivende uddannelse for pædagoger i 1969 var niende klasse eller tilsvarende og to-tre år på et af landets pædagogseminarier. Pædagogerne lægger sig lidt under trendlinjen, når man kigger på lønplacering i forhold til uddannelse, hvilket betyder, at deres løn i 1969 er en smule lav i forhold til deres uddannelse.

For pædagoger er afstanden mellem lønplacering og uddannelse vokset betydeligt. Den adgangsgivende uddannelse er i 2019 steget til tre års gymnasial uddannelse efterfulgt af tre år på seminariet.

I 2019 er pædagogerne den faggruppe, der ligger længst under trendlinjen. Den stagnation, der ses i hierarkiet i 2019, matcher altså ikke den lønstigning, man ville forvente af et fag, hvis uddannelseskrav er steget så betragteligt.

Alle pædagoger var klassificeret i Tjenestemandsreformen. Der er derfor ikke brugt supplerende oplysninger på denne gruppe.

Socialrådgiver

Socialrådgiver var en kønsblandet faggruppe i 1969, men har i 2019 en stor overvægt af kvinder.

Målt på gennemsnitslønnen bevæger socialrådgiverne sig nedad i hierarkiet og overhales af flere andre faggrupper.

Socialrådgivernes fald i lønhierarkiet optræder dog kun, når vi udregner lønhierarkiet med udgangspunkt i standardberegnet timefortjeneste. Hvis vi i stedet for bruger basisløn til at udregne placeringerne for 2019, forbliver socialrådgiverne på deres plads i hierarkiet. Denne forskel mellem de to udregninger kunne tyde på, at socialrådgivergruppen relativt set er dårligere stillet i forhold til pensionsbidrag, uregelmæssige betalinger, personalegoder og genetillæg end de øvrige grupper i vores undersøgelse. Det lønmæssige forhold er årsag til socialrådgivernes fald i hierarkiet.

Ser vi på faggruppens placering i forhold til længden på den adgangsgivende uddannelse, ligger socialrådgiverne under trendlinjen. Dette indikerer, at de generelt ligger lavt i forhold til det adgangsgivende uddannelseskrav, som i 1969 var seks år.

I 2019, hvor uddannelseslængden er steget til 6,5 år, ligger faggruppen væsentligt under trendlinjen. Socialrådgivere synes i 2019 at gruppere sig sammen med en del af de traditionelt kvindedominerede fag, selvom de oprindelig var et blandet fag.

Samlet set falder den blandede gruppe af socialrådgivere i lønhierarkiet fra 1969 til 2019, ikke mindst når man kigger på faggruppens uddannelseslængde.

467 ud af i alt 635 erhvervsaktive socialrådgivere er klassificeret i Tjenestemandsreformen af 1969. Vi har ikke været i stand til via arkiverne at finde lønoplysninger og ansættelsesform for de sidste 168. Vi vurderer dog, at et tilstrækkeligt stort antal af socialrådgiverne på alle niveauer er klassificeret, så vi ud fra de tilgængelige oplysninger i Tjenestemandsreformen af 1969 kan tegne et retvisende billede af socialrådgivernes placering i lønhierarkiet i 1969.

Sygeplejerske

Arbejdet som sygeplejerske var i første halvdel af 1900-tallet  mere et kald end et erhverv: En sygeplejerske forventedes at være ugift, have sin bolig på hospitalet og arbejde op mod 14 timer i døgnet. Således havde de fleste sygeplejersker helt op til slutningen af 1950’erne såkaldt kost- og boligtvang på deres arbejdsplads.[i]

Selvom disse forhold og normer til dels stadig gjorde sig gældende op i 1960’erne, var sygeplejerskefaget dog et fag i forandring, da Tjenestemandsreformen af 1969 blev gennemført. Dels var sygeplejerskernes faglige organisation, Dansk Sygeplejeråd, så småt begyndt at gøre sig gældende, og dels nødvendiggjorde sygeplejerskemanglen, at arbejdsgiverne i højere grad accepterede og imødekom de gifte sygeplejersker.

Dansk Sygeplejeråd havde dog hverken indirekte eller direkte repræsentation i Tjenestemandskommissionen. Generelt følte fagorganisationen sig overhørt, da medlemmerne blev indplaceret i for lave lønrammer.[ii]

Sygeplejerskefaget er, ligesom flere af de andre velfærdsprofessioner, vokset markant i størrelse siden 1969. Utilfredsheden med lønnen er dog cirka den samme som i 1969.[iii]

Sygeplejerskefaget har en meget høj andel af kvinder i både 1969 og 2019. Lønmæssigt forbedrer sygeplejerskerne deres position i hierarkiet relativt til både jordemødre og socialrådgivere. Sygeplejerskernes forbedring kan dels forklares ved, at lønforbedringer har været og er en meget stor prioritet i sygeplejerskefaget, og sygeplejerskerne har ad flere omgange strejket for at få mere i løn. Ydermere har Dansk Sygeplejeråd siden midten af 1990’erne haft meget stor fokus på at sikre sine medlemmers andel i de decentrale lønmidler.[iv]

I 1969 var den adgangsgivende uddannelse til sygeplejerskefaget 3,5 år. Dette placerer gruppen betydeligt under trendlinjen for gennemsnitslønnen og de lavest lønnede sygeplejersker i 1969, imens faggruppen ligger en smule tættere på trendlinjen hos de højst lønnede.

I 2019 er faget blevet til en professionsbachelor, og den totale længde på den adgangsgivende uddannelse er derfor 6,5 år. Dette får dog ikke faget op over trendlinjen, tværtimod ligger faggruppen for både gennemsnitslønnen samt for de lavest og højest lønnende sygeplejersker væsentligt under trendlinjen. Sygeplejerskerne ligger i samme område som mange af de andre oprindeligt kvindedominerede fag, men dog en smule højere end jordemødre og pædagoger, der har samme længde adgangsgivende uddannelse.

I 1969 var der omkring 21.538 erhvervsaktive sygeplejersker i Danmark, men vi finder kun knap 2.000 klassificeret i Tjenestemandsreformen af 1969. Heraf er de fleste er specialiserede eller har lederansvar. Alle eksisterende sygeplejersketitler findes dog klassificeret.

For at kunne afgøre, hvor mange sygeplejersker der reelt hørte til de forskellige stillingsbetegnelser i 1969, har vi derfor suppleret oplysningerne fra ”Betænkning nr. 483 1969 del 3” med en opgørelse fra Dansk Sygeplejeråd over, hvor mange af deres medlemmer der hørte til de forskellige stillingskategorier.[v] Sygeplejerskerne havde i 1969 en meget høj organisationsprocent, og vi vurderer derfor, at disse oplysninger giver et forholdsvis retvisende billede.

 

---

_{[i] Wingender, Nete B. 1999: Firkløveret og ildsjælene – Dansk Sygeplejeråds Historie. København: Dansk Sygeplejeråd: Bind 2: 150-165.}

_{[ii] Sørensen, Astrid Elkjær 2020: ”Det offentlige lønhierarki – en arv fra Tjenestemandsreformen af 1969”. Historisk Tidsskrift: 120(1).}

_{[iii] Sørensen, Astrid Elkjær 2018: Pæne pigers oprør – Ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag: kap. 10 og 11.}

_{[iv] Sørensen, Astrid Elkjær 2018: Pæne pigers oprør – Ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag: del 2.}

_{[v] Tidsskrift for Jordemødre 1967: nr. 12: 365.}

Institut for Menneskerettigheders anbefalinger

Lønhierarkiet på det offentlige område fastholder ifølge analysen et historisk lønefterslæb for kvindefag.

Det kalder på en statslig evaluering af tjenestemandsreformens konsekvenser og et fokus på at få rettet op på kvindefagenes lønefterslæb. Det skal bidrage til at sikre ligestilling mellem kvinder og mænd på det danske arbejdsmarked, mener Institut for Menneskerettigheder.