Nyhed

Sociale medier skal tage ansvar for trusler og chikane

Alt for mange udsættes for trusler og chikane på sociale medier. Instituttet opfordrer anklagemyndigheden til at sikre, at de sociale medier stilles til ansvar.
Alt for mange trues og chikaneres på sociale medier. Instituttet opfordrer anklagemyndigheden til at sikre, at sociale medier stilles til ansvar.

Sociale medier har givet langt flere mennesker mulighed for at deltage i samfundsdebatten – men mange undlader at deltage på grund af den hårde tone.

En ny undersøgelse fra instituttet viser, at 59 procent af danskerne afstår fra at deltage i debatten på Facebook på grund af tonen, og det gør sig især gældende for kvinder og unge. Samtidig viser undersøgelsen, at de nedsættende kommentarer i overvejende grad kommer fra mænd, og som oftest er rettet mod personers politiske holdning eller køn.

”En sund offentlig debat er en hjørnesten i demokratiet, og de sociale medier bliver i stigende grad brugt som platform for den demokratiske debat. Derfor er det meget problematisk, at så mange er afskrækket fra at deltage på grund af chikane, diskrimination og trusler. Der er behov for større digital dannelse i vores samfund, og der skal sættes bredt ind i forhold til både børn og voksne,” siger Maria Ventegodt, ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder.

Instituttet anbefaler blandt andet, at der udarbejdes en national handlingsplan for digital dannelse, som skal sætte fokus på at fremme debatkulturen blandt borgerne, eksempelvis gennem kampagner og undervisning i grundskolen.

Tech-giganter og medier skal holdes ansvarlige

Ansvaret for at fremsætte krænkende kommentarer, herunder trusler og grov chikane, ligger først og fremmest hos den enkelte borger. I 28 sager fra 2015-2017 om krænkende ytringer på Facebook har det ført til domfældelse af eller bødeforlæg til enkeltpersoner. Det er derimod uklart, hvilket ansvar de sociale medier har for at fjerne ulovlige ytringer som eksempelvis trusler.

Allerede i dag er der inden for rammerne af loven mulighed for at holde virksomhederne bag de sociale medier ansvarlige for de klart ulovlige ytringer, som brugerne fremsætter på deres platform, men omfanget af dette ansvar er aldrig blevet prøvet i retten. Derfor er det usikkert, hvor hurtigt og effektivt sociale medier skal fjerne ulovlige ytringer.

”Hvis vi skal fastholde en fri og demokratisk debat på de sociale medier med plads til forskellige stemmer, så stiller det krav til både brugere, platforme og nyhedsmedier. Derfor er det også vigtigt, at det er helt klart, hvor ansvaret kan placeres, når mennesker udsættes for trusler på sociale medier. Vi anbefaler på den baggrund politi og den danske anklagemyndighed at rejse sager mod de sociale medier, så det kan blive klart, hvor grænserne for de sociale mediers ansvar går,” siger Maria Ventegodt.

Debatten på Facebook foregår i nogle tilfælde på nyhedsmediernes facebooksider, i kommentarfeltet til nyhedshistorier. Nyhedsmedier, der anvender sociale medier til at formidle nyheder og lægger op til debat om dem, kan også have et ansvar for klart ulovlige ytringer.

”Nyhedsmedier spiller en vigtig rolle i at facilitere en offentlig debat på de sociale medier, og der er behov for at nyhedsmedierne sikrer ordentlige rammer og tydelige retningslinjer for debatten. Derudover er der brug for en tydeligere afgrænsning af deres ansvar for at agere på de klart ulovlige ytringer, som brugere kommer med på deres sider. Vi anbefaler derfor, at politi og anklagemyndigheden også tager initiativ til at rejse sager mod nyhedsmedier for danske domstole, hvis nyhedsmedierne ikke overholder deres ansvar,” siger Maria Ventegodt, der understreger, at de sociale mediers redigering af brugernes kommentarer naturligvis skal respektere ytringsfriheden. Redigeringen bør også derfor ske i henhold til klare og offentligt tilgængelige retningslinjer.

 

Anbefalinger

Institut for menneskerettigheder anbefaler:

  • At politi og anklagemyndigheden sikrer en effektiv retshåndhævelse af det strafferetlige medvirkensansvar, som sociale medier kan have for klart ulovligt brugergeneret indhold, som ikke er fjernet i henhold til notice-and-take-down princippet i e-handelsloven.

 

  • At politi og anklagemyndigheden sikrer en effektiv retshåndhævelse af det strafferetlige medvirkensansvar, som nyhedsmedier kan have for klart ulovligt brugergeneret indhold, som ikke er fjernet i henhold til notice-and-take-down princippet i e-handelsloven.

 

  • At nyhedsmedierne i højere grad udarbejder klare retningslinjer for brugerdebat på sociale medier. Disse retningslinjer bør formuleres og anvendes med respekt for den enkeltes ytringsfrihed.

 

  • At nyhedsmedierne sørger for klageadgang for brugerne, og at nyhedsmediernes moderering af brugerdebat sker ud fra klare og transparente kriterier.

 

  • At befolkningens digitale dannelse styrkes ved gennemførelse af en national handlingsplan for digital dannelse med fokus på forskellige aldersgrupper.

Kontakt

Chefkonsulent, Ligebehandling