Nyhed

Nye danske logningsregler bryder med EU-retten og bliver justeret

Hver gang en dansker ringer, sender en sms eller på anden måde kommunikerer elektronisk, gemmer teleselskabet oplysninger om kontakten. Det kaldes logning. Foto: V

Teleselskaber skal gemme oplysninger om, hvem danskerne sms'er med eller ringer til, og hvor og hvornår det er sket. Det kaldes logning. Foto: Colourbox.

Regeringen har netop anerkendt, at nye danske regler om logning skal laves om, fordi de strider imod EU-retten. Logningsreglerne blev vedtaget på trods af advarsler om, at reglerne var i strid med EU-retten.

De kontroversielle danske logningsregler, der trådte i kraft 30. marts 2022, skal allerede justeres.

Tirsdag 5. april gentog EU-Domstolen nemlig, at teleselskaber i nogle situationer godt må pålægges at gemme oplysninger om alle borgeres kommunikation, men at den data kun må bruges til at efterforske terror og anden kriminalitet, som udgør en trussel mod statens sikkerhed.

Oplysninger om borgernes kommunikation må altså ikke bruges til at opklare grov kriminalitet, ligesom de danske logningsregler lægger op til.

”EU-Domstolen har nu igen understreget, hvad loggede data må bruges til. Politiet må ikke bruge data, der er indsamlet med henblik på at beskytte landets sikkerhed, til at efterforske grov kriminalitet,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

De danske logningsregler blev vedtaget af Folketinget 3. marts 2022, selvom regeringen medgav, at det var forbundet med en ”væsentlig procesrisiko”.

Folketinget burde ikke have vedtaget en lov, som hviler på en så anstrengt fortolkning af EU-retten.
Louise Holck, direktør, Institut for Menneskerettigheder

Ligesom andre høringsparter gjorde Institut for Menneskerettigheder i sit høringssvar fra 25. oktober 2021 opmærksom på, at de danske logningsregler ville være i strid med EU-loven.

Dengang udtalte Institut for Menneskerettigheders direktør, Louise Holck: ”Det er vores vurdering, at forslaget næppe stemmer overens med EU-Domstolens praksis.”

Justitsministeriet anerkender i en pressemeddelelse 6. april 2022, at EU-Domstolens seneste dom umiddelbart betyder, at politiet ikke kan få adgang til loggede teledata i deres efterforskning af grov kriminalitet. 

”Det er godt, at Justitsministeriet lægger an til at ændre de danske logningsregler og sikre respekt for privatlivet. Men Folketinget burde ikke have vedtaget en lov, som hviler på en så anstrengt fortolkning af EU-retten, som det var tilfældet her,” siger Louise Holck.  

Kontakt