Tolke og tilpassede tests skal sikre grønlandske børn og forældres rettigheder
I Danmark bliver én procent af alle børn tvangsfjernet. For børn, der er født i Grønland eller har en forælder, der er født i Grønland, er tallet for tvangsfjernelser henholdsvis fem og syv procent.
Flere forskere fra både Grønland og Danmark har de forgangne uger rejst kritik af de tests, de danske kommuner anvender til at afklare grønlænderes forældreevner.
Kritikken går på, at testværktøjerne er kulturelt skæve og stiller grønlandske forældre dårligt. Testene er nemlig udviklet til personer i vestlige kulturer og er ikke uden videre anvendelige til at teste grønlændere.
Institut for Menneskerettigheder udgiver på den baggrund et notat om testning af forældrekompetencer hos grønlændere i Danmark.
Notatet gennemgår de rettigheder, der berøres, når børn med grønlandske rødder bliver tvangsfjernet på baggrund af tests, der ikke er tilpasset testpersonens kultur. Notatet forholder sig ikke til, hvorvidt tvangsfjernelserne er berettigede eller ej. Fokus er processen, der leder henimod en tvangsfjernelse.
For når antallet af tvangsfjernelser er så meget højere for grønlandske børn, er der grund til at granske, om alle rettigheder bliver overholdt.
Test skal tage hensyn til grønlænderes forhold
”Der må ikke kunne sættes en finger på myndighedernes arbejde, når de fjerner et barn fra sine forældre,” siger Line Vikkelsø Slot, chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder.
De psykologiske vurderinger og tests, som kan danne grundlag for beslutninger om at tvangsfjerne et grønlandsk barn, bør altid tage hensyn til grønlændernes forhold i Danmark samt deres sprog og kultur. Især når vurderingerne bliver tillagt væsentlig betydning for beslutningen om en tvangsfjernelse.
”Hvis myndighederne ikke tager hensyn til de særlige forhold, der gælder grønlændere i Danmark, inden beslutninger om tvangsfjernelser bliver truffet, så kan der være tale om diskrimination,” siger Line Vikkelsø Slot.
En dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tidligere slået fast, at brugen af gængse ikkekulturtilpassede psykologiske test på minoritetsgrupper kan udgøre diskrimination.
”I de danske sager er problemet blandt andet, at der mangler tolkning, og at testene ikke er kulturtilpassede, og så skal myndighederne være meget opmærksomme på, om de tvangsfjernede grønlandske børn får tilstrækkelig mulighed for at bevare deres kultur og tilknytning til Grønland,” siger Line Vikkelsø Slot.
ILO’s konvention nr. 169 forpligter de danske myndigheder til at tage særligt hensyn til, at et grønlandsk barn kan bevare sit sprog, sin kultur og identitet, hvis det bliver tvangsfjernet.
Myndighederne kan blandt andet arbejde målrettet for at sikre netværksanbringelse eller anbringelse i en grønlandsk familie, så børnene ikke mister deres grønlandske tilknytning.
På baggrund af notatet kommer Institut for Menneskerettigheder med fire anbefalinger, der skal styrke grønlænderes rettigheder og retssikkerhed i Danmark: