ANALYSE: Kampen om nettet er i fuld gang

Analyse af Rikke Frank Jørgensen bragt i Politiken den 27. jan. 2012

Der findes i dag en lang række eksempler på lande, der på mere eller mindre krænkende vis sætter internetbrugernes rettigheder under pres. Der er selvfølgelig de grelle eksempler fra Iran, Kina og Saudi-Arabien, hvor bloggere, journalister og aktivister sidder uretmæssigt fængslet for at have ytret sig samfundskritisk på nettet.

Men også i Vesten har vi eksempler på stater, der medvirker til at blokere eller fjerne informationer fra internettet, ligesom der mange steder foregår en systematisk registrering af brugernes kommunikation. Dette sker også i Danmark. Eksemplerne står i skærende kontrast til, at der på verdensplan er en voksende forståelse for internettets betydning for demokrati og menneskerettigheder.

Især vestlige politikerne priser typisk nettet som en vigtig del af kampen mod undertrykkelse og som en platform for den frie debat. Det så vi senest under det arabiske forår, hvor tjenester som Twitter og Facebook fik stor opmærksomhed for deres rolle i organiseringen af oprør og demonstrationer. Også borgere betragter i stigende omfang internettet som en fundamental del af samfundslivet.

En BBC-undersøgelse fra 2010 viste, at hele 80 pct. af 27.000 adspurgte fra 26 forskellige lande opfattede internetadgang som en grundlæggende menneskerettighed og som en væsentlig forudsætning for at kunne nyde andre rettigheder som f.eks. ytringsfrihed.

Og i juni 2011 kom spørgsmålet på dagsordenen hos FN’s Menneskerettighedsråd, efter at FN’s ekspert på området, Frank La Rue, konstaterede i en rapport, at internetadgang er afgørende for borgernes deltagelse i samfundslivet. Derfor, understregede han, bør universel adgang til internettet også være en prioritet for alle stater. Frank La Rues rapport blev i Menneskerettighedsrådet bakket op af den svenske udenrigsminister Carl Bildt på vegne af mere end 40 lande.

Inden for de seneste seks måneder har spørgsmålet desuden været diskuteret i regi af G8-topmøde, OECD, Europarådet og EU-kommissionen. Herhjemme blev den danske blokering af hjemmesider debatteret i Folketinget i april 2011, hvor flere organisationer satte spørgsmålstegn ved retssikkerheden og beskyttelsen af informationsfriheden i den nuværende praksis.

Virksomheder regulerer brugere

Internettets demokratiske betydning ligger altså højt på den internationale politiske dagsorden. Derfor kan det undre, at man for tiden i USA og Europa fremsætter love og direktiver, der går i modsat retning. Aktuelt er USA’s to lovforslag ’Stop Online Piracy’ og ’Protect Intellectual Property Rights’ (PIPA) munder stærk kritik for at give private virksomheder vid adgang til at blokere og fjerne indhold på internettet.

Også EU’s såkaldte ’Data Retention’-direktiv har oplevet massiv kritik. Direktivet indebærer, at private virksomheder bliver pålagt at opbevare oplysninger om deres brugeres kommunikation alene med henblik på fremtidig efterforskning. Direktivet, der aktuelt er under genbehandling i EU, er i dag implementeret i en række medlemslande, herunder Danmark, mens lande som Tyskland og Sverige har afvist at implementere det.

Denne tendens, hvor private virksomheder inddrages i kriminalitetsbekæmpelse på internettet, bliver ofte misvisende omtalt som ’selvregulering’. Det er misvisende, fordi selvregulering normalt betyder, at en branche regulerer sig selv. I internetsammenhæng betyder det, at virksomheder skal regulere brugerne. F.eks. ved at udlevere oplysninger om brugerne, ved at lukke hjemmesider eller ved helt at blokere for adgangen til bestemte typer af information. Dette er problematisk, fordi man dermed bruger private virksomheder til at virkeliggøre politiske beslutninger – og det under begrænset tilsyn og ansvar.

Hvorfor så dette åbenlyse modsætningsforhold mellem på den ene side en markant og højlydt politisk hyldest af internettet og på den anden side øget registrering, blokering af indhold og den såkaldte selvregulering?

Måske er problemet, at det er omkostningsfrit for vestlige politikere at lovprise internettets lyksaligheder, når det bruges som et redskab i kampen mod autoritære regimer rundt om i verden. Det er ukontroversielt at sige, at alle bør have adgang til at koble sig på nettet. Det bliver straks mere ømtåligt, når det handler om, hvordan USA og de europæiske lande selv forvalter brugernes rettigheder på nettet.

Her kan man savne, at politikere i USA, EU og Danmark bliver afkrævet måde samme menneskeretlige standarder, som de hylder i andre dele af verden. For når man fra politisk side understreger, at internettet har en afgørende betydning for frie og åbne samfund, så har man også en forpligtelse til at sikre, at ens egen lovgivning lever op til disse standarder.

Rikke Frank Jørgensen er forsker hos Institut for Menneskerettigheder (IMR). Hun forsvarede sin ph.d. "Framing the Net" fredag den 27/1 2012.