Nyhed

MIT-bog går i kødet på internetregulering som forskningsfelt og politisk domæne

Billede af bogforside med teksten Researching internet governance
Ny bog fra MIT med bidrag fra instituttets Rikke Frank Jørgensen giver et overblik over metoder, teori og tilgange til forskning i internetregulering.

Udgivelsen Researching Internet Governance: Methods, Frameworks, Futures fra MIT Press giver som den første af sin slags et overblik over faldgruber og muligheder, når det gælder internetregulering som forskningsfelt.

Gennem bidrag fra forskere som Laura DeNardis, Ronald Deibert, Milton Mueller og Institut for Menneskerettigheders Rikke Frank Jørgensen tager bogen livtag med erfaringerne fra de seneste 20 års forskning i internetregulering. Ærindet er at behandle forskning i internetregulering som et særskilt forskningsfelt.

Seniorforsker Rikke Frank Jørgensen, der står bag udgivelser som Eksponeret (2018) og Human Rights in the Age of Platforms (2019), bidrager med et kapitel, der handler om, hvordan hun selv gik til forskningen i techgiganter og menneskerettigheder.

Insiderperspektivet

Da Rikke Frank Jørgensen i 2015, før Cambridge Analytica-skandalen, satte sig for at undersøge Google og Facebooks interne tilgang til menneskerettigheder, mødte hun medarbejdere, der alle så sig selv som menneskerettighedsforkæmpere:

”Den fortælling, jeg mødte hos blandt andet Google og Facebook i 2015, var, at techvirksomhederne og brugerne stod sammen om ytringsfrihed og privatliv over for de onde stater. Techgiganterne mente, at tech kunne bane vej for fri adgang til information og for social retfærdighed. Det var ideen om det californiske techtopia, der herskede.”

For Rikke Frank Jørgensen var det som forsker ikke ligetil at komme ind på livet af de store techgiganter, og da hun endelig fik kontakt, blev hun mødt af polerede politikker og fortællinger, hvor ingen så konflikter mellem forretningsmodellen og ideen om ytringsfrihed og privatliv.

Det handler om, hvordan man som forsker bevarer sin integritet, og det handler om at bevare integriteten omkring den politiske beslutningsproces.
...

Det har siden ændret sig, men for Rikke Frank Jørgensen var det forskningsmæssigt et gennembrud at få åbnet op for, hvordan virksomhederne så sig selv i ledtog med brugerne over for staterne.

Gennemsigtighed efterlyses

Men lukketheden har været og er et benspænd for kritisk forskning og oplyst beslutningstagning:

”For forskere og politikere er det svært at få adgang til de store private og konkurrencedrevne virksomheder. Lukketheden er et problem for vores demokrati og for beskyttelsen af menneskerettigheder. Techgiganter har ud over de velkendte rettighedsproblematikker omkring ansattes forhold og miljøet problemer med selve det produkt, de leverer. Produktet er nemlig de platforme, hvor vi udøver vores menneskerettigheder, vi ytrer os, giver vores mening til kende, forsamles og søger information,” forklarer Rikke Frank Jørgensen.

Internetregulering har åbnet for, at det offentlige og private samarbejder tæt. I diverse internetfora sidder techvirksomheder, forskere og politikere sammen med henblik på at regulere området.

På den ene side kan staten ikke alene stå for regulering af internettet, for meget er ude af statens hænder. På den anden side er der mange økonomiske interesser. Og hvor langt skal techvirksomheder med ind i maskinrummet og være med til at definere rammerne for regulering af deres eget domæne?

”I en tid, hvor vi taler om magt og demokratisk kontrol, er det rigtig vigtigt at få italesat, hvordan man bedriver politik og forskning på en måde, så det ikke kun er den tekniske magt, der sætter dagsordenen. Det handler om, hvordan man som forsker bevarer sin integritet, og det handler om at bevare integriteten omkring den politiske beslutningsproces,” fastslår Rikke Frank Jørgensen.

Researching Internet Governance: Methods, Frameworks, Futures

Redigeret af: Laura DeNardisDerrick CogburnNanette S. Levinson og Francesca Musiani

Introduktion af: Sandra Braman

Forlag: MIT Press

Udgivelsesdato: 22. september 2020

Bogen er frit tilgængelig (open access) via MIT Press’ hjemmeside med støtte fra Hewlett Foundation Cyber Initiative.

Bogen består af bidrag for en række forskere, der beskæftiger sig med internetregulering. Formålet er at beskrive internetregulering som et særskilt forskningsfelt. Bogen diskuterer teori, metode og tilgange til feltet.

 

Kontakt

Seniorforsker, Forskning
Kommunikationsmedarbejder, Kommunikation og engagement