Corona-app: Funktionelt eller frihedsberøvende?

Smittesporing. For mange et nyt ord. Ikke desto mindre har det været på manges læber de seneste måneder. Seneste nyt er, at regeringen vil igangsætte en offensiv smittesporingsstrategi. Og i den strategi vil en app formentligt indgå. En app, som kan monitorere borgernes interaktioner med hinanden gennem brugen af bluetooth-signaler og derved afsløre smittekæder. Men det er ikke uden problemer og menneskeretlige risici, når man laver sådan en app. Det blev seerne lidt klogere på ved et webinar i dag arrangeret af IDA og Institut for Menneskerettigheder.
 

Til at lede seerne igennem dagens debat stod Pernille Tranberg for. Hun er er uddannet journalist og medstifter af tænketanken DataEthics.Eu. Dagens panel bestod af Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, Sune Lehmann, professor på DTU, og Stinus Lindgreen, folketingsmedlem og sundhedsordfører for Radikale Venstre.

”Useful, but not a game changer”

Hvordan skal appen fungere, og hvordan laver man smittesporingen bedst? Er det overhovedet nødvendigt med sådan en app? Ved regeringen så præcist hvor jeg befinder mig hele tiden? Det var nogle af spørgsmålene, der åbnede debatten, hvor Sune Lehmann lagde ud. Om Sune Lehmann selv ville downloade appen, kunne han ikke svare på, fordi ”det kommer an på så meget”, som han sagde.

Med andre ord er der endnu mange ukendte faktorer ved appen, som vi endnu ikke ved så meget om. Rikke Frank Jørgensen fremhævede, at det for at beskytte brugernes rettigheder er altafgørende, at den arbejder med anonyme data – altså data der ikke kan kobles til enkelte borgere. Derudover skal formålet med appen gøres tydeligt. Til det var panelets sidste deltager helt enige.

Stinus Lindgreen er i dag folketingsmedlem for Radikale Venstre, men har tidligere lavet en ph.d. inden for bioinformatik. Hvis vi får en app, der kan spore os og eventuelle smittekæder, giver det fantastisk data, men det betyder ikke, at vi skal have lov at bruge det, lød det fra Stinus Lindgreen, og han stemte dermed i med Rikke Frank Jørgensen.

Med så mange ukendte faktorer i den danske app, blev der naturligt snakket om og perspektivereret til løsninger fra andre steder i verdenen.

Island har lanceret en lignende app, som vi kan trække erfaringer fra. Sagen er bare den, at Island har meldt ud, at appen ”has proven useful in a few cases, but it wasn’t a game changer” – den er brugbar, men gør ikke verden til forskel. Derfor gav det anledning til debat om, hvorvidt en app overhovedet er nødvendig for at håndtere smitten i Danmark.

”Helt klart måske en løsning”

Med den viden, vi kan drage fra blandt andet Island, findes der ikke noget godt eksempel på en lignende app i Europa.

Stinus Lindgreen sagde, at der ingen garanti er for, at appen vil virke. Men han ser muligheden i, at en app kan finde og opsporer smittekæder, der ellers ikke var blevet fundet. Og kan appen finde de smittekæder, kan man også bryde dem. Derfor mente Sune Lehmann, at ”det helt klart måske er en løsning”. Med andre ord er der potentiale i en app, men det kan være svært at forløse på ordentligt vis.

Derfor blev det også gjort klar fra folketingsmedlemmet Stinus Lindgreen, at appen er et værktøj og ikke en løsning. Den skal hjælpe den allerede igangsatte manuelle kontaktsporing.

Men indføringen af appen skal gøres på den mindst indgribende måde i forhold til borgernes privatliv og personoplysninger. Særligt når vi er så usikre på effekten må det ikke føre til en central ophobning af data, der kan bruges til at overvåge den enkelte, var Rikke Frank Jørgensens afsluttende kommentar.

Appen er altså ikke nogen hurtig og smart løsning, men et supplement til det allerede igangsatte arbejde mod at opdæmme smitten, konkluderede Pernille Tranberg, inden hun hilste af til de virtuelt fremmødte.