DEBAT: Danmark kan ikke eksportere sit ansvar for mennesker på flugt

Af Louise Holck, direktør, og Nikolas Feith Tan, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder. Indlægget blev bragt hos Politiken 31. maj 2021.

Hvis det står til regeringen, skal Danmark fremover flytte asylansøgere til et land uden for EU – et såkaldt tredjeland – hvor deres asylsag behandles. De, der viser sig at være flygtninge og have ret til beskyttelse, skal blive i tredjelandet. På den måde undgår Danmark at skulle huse og integrere flygtningene.

Lad os med det samme slå fast: Danmark kan ikke eksportere sit menneskeretlige ansvar for mennesker på flugt, som har søgt om beskyttelse i Danmark. Så snart et menneske kommer til Danmark og beder om asyl, er det Danmarks ansvar at sikre, at personen får en retfærdig og effektiv asylbehandling og efterfølgende beskyttelse, hvis det viser sig, at der er tale om en flygtning. Derfor er der en række juridiske krav, som Danmark skal leve op til, selvom asylbehandlingen og beskyttelsen overlades til et andet land.

Hvilke konkrete forpligtelser Danmark har, afhænger af situationen i tredjelandet, og hvilken model Danmark vælger at bruge, når asylansøgere sendes til et tredjeland.

Folketinget skal 3. juni tage endelig stilling til et lovforslag fra regeringen, som skal gøre det muligt at sende asylansøgere til et tredjeland. Lovforslaget er dog så upræcist, at vi i vores høringssvar måtte bede Udlændinge- og Integrationsministeriet om at vende tilbage, når de har en mere klar model for, hvordan samarbejdet med et tredjeland skal fungere. Først da kan vi tage stilling til, hvad der skal til, for at Danmark kan sikre asylansøgernes menneskerettigheder.

Ingen andre lande er lykkedes med at etablere en menneskeretligt forsvarlig asylbehandling i et andet land. Danmark betræder således helt ny juridisk grund, hvis eller når asylansøgere overføres til modtagecentre i et tredjeland uden for Europa. Og vi er bekymrede for, at Danmark ikke vil være i stand til at garantere asylansøgernes rettigheder i et tredjeland.

USA forsøgte under Donald Trump at sende asylbehandlingen til Guatemala, men Joe Biden var hurtig til at stoppe indsatsen, da han overtog præsidentembedet. Guatemalas asylsystem havde kun seks medarbejdere, og ingen asylansøgere fik asyl under Trumps aftale.

Australien har i en årrække sendt asylansøgere til øerne Nauru og Papua Ny Guinea, hvor menneskerettighedskrænkelserne er veldokumenterede. Asylansøgere levede i årevis i telte uden den nødvendige lægehjælp. Både under asylprocessen og når de efterfølgende skulle ’integreres’, kunne mange ikke bevæge sig frit rundt. Flere har mistet livet, mens endnu flere har skadet sig selv eller forsøgt at tage deres eget liv. Der er endda eksempler på, at børn er stoppet med at spise eller har prøvet at slå sig selv ihjel. De fleste flygtninge i lejrene er alligevel i sidste ende kommet til Australien på grund af sundhedsproblemer.

Hvis Danmark kopierer den australske model, vil Danmark højst sandsynligt blive dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Så selvom det i teorien kan lade sig gøre at eksportere asylbehandlingen, har det i praksis vist sig svært at gennemføre uden alvorlige menneskerettighedskrænkelser til følge.

Samtidig er forslaget om at flytte behandling af asylsager og beskyttelse af flygtninge til et land uden for EU et fundamentalt brud med den måde, det internationale asylsystem fungerer på. I årtier har der været bred international enighed om, at det er et fælles ansvar at sikre flygtninges rettigheder og beskyttelse. Ingen lande kan klare opgaven alene, så systemet bygger på solidaritet og ansvarsfordeling landene imellem. Hvert land løfter sin del af byrden.

Således har den fælles holdning været, at de lande, der er heldige at ligge langt fra de konflikter og katastrofer, der får mennesker til at flygte, skal bidrage til at give flygtninge beskyttelse og et sted at bo. Stadig er det landene i nærområderne, der bærer den største byrde, og i dag huser omkring 85 procent af alle flygtninge.

Det er dette skrøbelige system, Danmark udfordrer, når den danske stat ønsker at gå enegang og oprette sit eget flygtningesystem. Det understregede FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, da også for nylig i en skarp advarsel til Folketinget mod at vedtage regeringens lovforslag.

Nu skal det ikke lyde, som om det internationale flygtningesamarbejde såvel som EU-landenes håndtering af flygtninge fungerer optimalt i dag. Mennesker på flugt drukner i Middelhavet, migranter uden behov for beskyttelse og flygtninge rejser sammen mod fredeligere og rigere dele af verden, og Danmark og andre EU-lande kæmper med at få afviste asylansøgere til at rejse tilbage. Den danske regering har altså ret i, at der er behov for nye løsninger på de internationale flygtningeproblemer.

Men løsningen er ikke, at Danmark eksporterer sit ansvar over for asylansøgere og flygtninge til et tredjeland. Med regeringens foreslåede model vil Danmark som udgangspunkt ikke længere være forpligtet til selv at beskytte nogen flygtninge.

Den fremtidige model for beskyttelse af flygtninge må i stedet findes i et internationalt fællesskab, som både kan sikre en solidarisk fordeling af ansvaret, men vigtigst af alt skal det sikre, at alle mennesker på flugt får den beskyttelse, de har brug for og ret til.