DEBAT: Psykiatrien i krise. "Jo mere jeg undersøger psykiatriområdet, jo mere indser jeg, hvor meget der skal til"
En tydeligt berørt ung mand sidder foran DR’s kamera. 23-årige Silas Dam har netop fået at vide, at staten vil indgå forlig med ham: særligt en 25 timer lang bæltefiksering for nogle år tilbage var problematisk. Han får 90.000 kroner i erstatning.
Tårer triller stille ned ad kinderne: "Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville vinde det her. Og jeg havde håbet på, at hvis jeg vandt, så var det slut. Så behøvede jeg ikke kæmpe længere. Men jo mere jeg undersøger psykiatriområdet, jo mere indser jeg, hvor meget der skal til".
Silas’ historie er en personlig beretning om, hvad det vil sige at leve med autisme. Om at skulle en lang, smertefuld vej gennem psykiatrisk behandling. Og om efterfølgende at gå rettens vej for at få oprejsning for en traumatiserende fejlbehandling. Men Silas’ historie peger også på, hvordan beskyttelsen af patienternes rettigheder er utilstrækkelig.
Psykiatrien er et af de områder i Danmark, hvor borgernes grundlæggende rettigheder er allermest under pres.
Regionerne har siden 2014 haft en målsætning om at reducere brugen af tvang, men målet er ikke nået. Det er lykkedes at nedbringe antallet af bæltefikseringer. Men samtidig er der sket en stigning i antallet af personer, der fastholdes, får akut beroligende medicin, tvangsindlægges, tvangstilbageholdes og tvangsbehandles. Det betyder, at det samlede antal af voksne, der udsættes for en eller flere former for tvang i psykiatrien, er steget siden 2011.
Hertil kommer, at der stadig anvendes meget langvarige bæltefikseringer på mere end 48 timer. En praksis, som den Europæiske Torturforebyggelseskomité gentagne gange har kritiseret og beskrevet som umenneskelig nedværdigende behandling.
I 2020 blev Danmark dømt ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for netop krænkelse af forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i en sag, som vedrørte en bæltefiksering på 23 timer. Angiveligt den længste bæltefiksering, den europæiske domstol nogensinde havde fået forelagt.
I psykiatriloven står der, at tvang aldrig må erstatte pleje, omsorg og behandling. Men når danske domstole eller det psykiatriske patientklagenævn tager stilling til, om tvang har været lovlig, forholder de sig alene til, om personen var til fare for sig selv eller andre i det øjeblik, hvor tvangen blev iværksat. Det betyder, at der ikke bliver taget stilling til, om årsagen til, at patienten var farlig, var et resultat af mangelfuld behandling, pleje eller omsorg, manglende respekt for patientens selvbestemmelse eller andre forhold.
Sagen, Silas Dam indgik forlig om, drejede sig om bæltefikseringens varighed. Men Silas forklarer selv, at årsagen til, at han kom i bælte, var manglende kendskab fra personalets side til hans autisme. Om det rent faktisk var tilfældet, har han altså ingen steder at gå hen og få prøvet.
Det samme gælder en patient, der bliver afvist fra psykiatrisk skadestue den ene dag og vender tilbage dagen efter endnu mere syg og højtråbende og ender i bælte. Patienten har ikke nogen mulighed for at få prøvet, om tvangen kunne være undgået. Om afslaget på behandling ved den første henvendelse var medvirkende til, at patienten endte i bælte. Med andre ord om tvangen erstattede omsorg og pleje, som psykiatriloven netop forudsætter aldrig må være tilfældet.
10-årsplanen for psykiatrien bør efter vores opfattelse være med til at sikre, at vi udvikler grundlæggende patientrettigheder.
Regeringen vil rette op på psykiatrien og planlægger en storstilet 10-årsplan for den danske psykiatri. Som en trædesten for planen udgav Sundhedsstyrelsen for ganske nyligt et fagligt oplæg, der skal være udgangspunktet for de kommende politiske forhandlinger. Det er et grundigt arbejde, som identificerer mange centrale problemer og ikke mindst løsninger.
Når vi på Institut for Menneskerettigheder læser det faglige oplæg, savner vi imidlertid et stærkere fokus på at styrke rettighederne for patienter i psykiatrien. Psykiatrien er et af de områder i Danmark, hvor borgernes grundlæggende rettigheder er allermest under pres.
10-årsplanen for psykiatrien bør efter vores opfattelse være med til at sikre, at vi udvikler grundlæggende patientrettigheder, som kan rykke på tilgangen til behandling af mennesker med psykiske lidelser.
Samtidig er det afgørende, at disse rettigheder faktisk kan prøves ved domstole og ankenævn. Som det står i dag, har en række helt centrale principper i psykiatriloven status som formål og ikke rettigheder. Det stiller patienter svagt, når det kommer til at håndhæve deres rettigheder.