Nyhed

Aftale risikerer at forringe retssikkerheden for mennesker med handicap

Ansat på hjem
Ny politisk aftale sætter rettigheder for mennesker med handicap under pres. Institut for Menneskerettigheder advarer særligt mod nye magtanvendelsesregler og beskæring af blandt andet tilsyn.

Torsdag blev der indgået en aftale på handicapområdet med 25 elementer, som skal gøre det lettere og tryggere for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne at få kvalificeret hjælp, under forudsætning af at hjælpen ikke bliver dyrere.

”Vi er bekymrede for, om aftalen samlet set sætter grundlæggende rettigheder for mennesker med handicap under pres,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder, som har til opgave at følge, om Handicapkonventionen gennemføres i Danmark.

I både høringssvar og den offentlige debat har Institut for Menneskerettigheder advaret om regeringens forslag om at udvide magtanvendelsesreglerne, fordi reglerne går ud over retten til personlig integritet og selvbestemmelse. 

Forslaget om indespærring i egen bolig er taget ud af den endelige aftale, mens forslaget om tvangsflytninger mellem botilbud blot er udskudt til 2025. Udvidet mulighed for brug af fysiske fastholdelser indgår stadig, også selvom de seneste evalueringer af området viser, at der ikke er behov for det.

Nu bliver det afgørende, at aftalen udmøntes uden at føre til tilbageskridt og uden at forringe retssikkerheden for mennesker med handicap.

”Flere problematiske elementer er taget ud af aftalen. Nu bliver det afgørende, at aftalen udmøntes uden at føre til tilbageskridt og uden at forringe retssikkerheden for mennesker med handicap,” siger Louise Holck.

Konkret vækker det bekymring, at der er lagt op til at reducere tilsynet med landets botilbud. Socialtilsynet har blandt andet til opgave at forebygge overgreb og vold på botilbud og sikre den socialfaglige kvalitet. 

”Det kan i værste fald koste på kvalitet og tryghed på bostederne, hvis der skæres på antallet af tilsynsbesøg. Vi har de seneste år set grelle tilfælde af svigt og overgreb, så der er nærmere brug for flere grundige tilsyn,” siger Louise Holck.

Samtidig problematiserer Institut for Menneskerettigheder, at Ankestyrelsens uafhængighed risikerer at blive svækket. Tranæs-udvalget har foreslået, at Socialministeriet og KL fremover skal involveres, inden Ankestyrelsens principielle afgørelser i klagesager offentliggøres. Aftalen lægger op til at gå videre med de anbefalinger.

Kommunerne skal rette sig efter afgørelser fra Ankestyrelsen, der behandler klager på området. Fra 2014 til 2022 fandt Ankestyrelsen fejl i 25.089 klagesager på handicapområdet. Fejlene var så væsentlige, at Ankestyrelsen omgjorde sagerne. Fredag offentliggjorde Ankestyrelsen nye bekymrende tal.

Siden 2019 har Institut for Menneskerettigheder efterlyst en national handicappolitik med en tværgående handleplan; i aftalen indgår kun en handleplan for uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Sidst Danmark havde en handicappolitisk handleplan var i 2013.