Nyhed

Hvem fortjener årets Menneskerettighedspris?

Fem kvinder, der alle har fået opsat spiral  på danske myndigheders bud i 1960'erne og 1970'erne.

Naja Lyberth og spiralsagens arbejdsgruppe modtog Menneskerettighedsprisen i 2023 for at kaste lys over de overgreb, den danske stat udsatte tusindvis af grønlandske kvinder og piger for

Alle kan nu indstille kandidater til årets Menneskerettighedspris, som uddeles i forbindelse med menneskerettighedsdagen.

I markeringen af årsdagen for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder er det vigtigt at hylde de mennesker, der hver dag gør en særlig indsats for at sikre menneskerettighederne.

Rådet for Menneskerettigheder uddeler således igen Menneskerettighedsprisen til en person eller en organisation, som gør en særlig indsats for menneskerettigheder i Danmark, Grønland eller Færøerne.

I 2024 er det ellevte gang, Rådet for Menneskerettigheder uddeler Menneskerettighedsprisen.

Frist for indstilling af kandidater er 5. august 2024

Alle er velkomne til at indstille kandidater til Menneskerettighedsprisen 2024.

Send indstillingen senest mandag 5. august 2024 med en kort begrundelse til pris@humanrights.dk.

Tidligere prisvindere

Naja Lyberth og spiralsagens arbejdsgruppe modtog i 2023 Menneskerettighedsprisen for at kaste lys over de overgreb, den danske stat udsatte tusindvis af grønlandske kvinder og piger for.

I 2022 gik prisen til Manilla Ghafuri for sin mangeårige indsats mod diskrimination med etniske minoriteter i Danmark.

I 2021 gik prisen til Nyborg Gymnasiums rektor Henrik Vestergaard Stokholm for sin indsats med at styrke rettighederne for elever med flygtningebaggrund.

I 2020 blev foreningerne De Anbragtes Vilkår (DAV) og Retssikkerhed I Familiers Trivsel (RIFT) hædret for deres samarbejde om bedre vilkår for anbragte børn og deres familier.

Tidligere års prisvindere tæller blandt andet forsvarsadvokat Thorkild Høyer, Poul-Erik Rasmussen på vegne af foreningen Godhavnsdrengene og whistleblower og tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard.

Rådet for Menneskerettigheder.

Rådet for Menneskerettigheder består af repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og myndigheder. Rådet mødes for at drøfte Institut for Menneskerettigheders virke og foreslå nye aktiviteter.

Se alle medlemmer af Rådet for Menneskerettigheder