Nyhed

Konflikt vækker bekymring for hadforbrydelser 

Foto af missilangreb under konflikten
Konflikten i Mellemøsten kan have konsekvenser for borgere i Europa. EU’s Rettighedsagentur opfordrer til årvågenhed over for hadforbrydelser mod muslimer og jøder. 

Situationen i Mellemøsten risikerer at lede til flere tilfælde af hadforbrydelser mod både jøder og muslimer i Europa. Det har fået EU’s rettighedsagentur, EU Fundamental Rights Agency, til at skærpe tilsynet med udviklingen i de enkelte EU-lande.

Også i Danmark er der grund til at følge udviklingen nøje, mener Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder:

”Tidligere har vi set udbrud af had i Danmark, når konflikten i Israel og Palæstina blusser op. Aktuelt ser vi særligt flere bekymrende tilfælde af antisemitisme. Derfor er vi lige nu ekstra opmærksomme på, om der sker en stigning i hadforbrydelser i Danmark, og vi opfordrer politiet til også at være det,” siger Louise Holck.

Religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark gik i 2021 værst ud over jøder (93 sager) og muslimer (63 sager). Antallet af registrerede hadforbrydelser mod jøder og jødedom steg i Danmark i perioden 2017-2021. Stigningen flugter med EU’s Rettighedsagentur registreringer i EU i 2010-2020. 

Hadforbrydelser er den alvorligste form for diskrimination.
Louise Holck, direktør, Institut for Menneskerettigheder

I 2022 offentliggjorde regeringen en national handlingsplan mod antisemitisme. Et flertal i Folketinget besluttede samme år at vedtage en racismehandlingsplan, der blandt andet skal bekæmpe hadforbrydelser. Handlingsplanen er endnu ikke indført.

Europarådet og FN har ellers anbefalet, at Danmark vedtager en handlingsplan mod had og diskrimination ligesom blandt andet Sverige, Norge, Storbritannien og Tyskland. 

Straffeloven har siden 2021 slået fast, at hadforbrydelser både kan være helt og delvist motiveret af en borgers etnicitet eller tro. Næste skridt er at sikre, at loven realiseres:

”Hadforbrydelser er den alvorligste form for diskrimination. Det er politiets, anklagemyndighedernes og domstolenes opgave at sikre, at hadforbrydelser bliver registreret og retsforfulgt,” understreger Louise Holck.

I lovgivningen er hadforbrydelser omfattet af hadtale og andre forbrydelser, som har baggrund i offerets etnicitet, oprindelse, seksuelle orientering tro eller lignende.