KRONIK: Race-konventionen banede vejen for ytringsfrihed

Steven L. B. Jensen (f. 1973) er historiker og tilknyttet Institut for Menneskerettigheder, Saxo-Instituttet og Center for Advanced Security Theory ved Københavns Universitet, hvor han arbejder på en afhandling om menneskerettigheder og den kolde krig, 1945-1993. Kronikken er bragt i Weekendavisen 3/2 2012.

FNs Race-konvention fra 1965 er ofte i skudlinjen, når vi i Danmark debatterer menneskerettigheder og ytringsfrihed. Senest har Katrine Winkel Holm i Berlingske Tidende den 16. januar anført, at konvention har »sin rod i kommunismens totalitarisme«; det var »Sovjetunionen med lydstater«, som fik vedtaget konventionen, mener hun. Det virker ganske overdrevet set i lyset af, at konventionen blev enstemmigt vedtaget i FNs Generalforsamling. Faktum er, at vi reelt aldrig har forstået race-konventionens afgørende strategiske rolle i den kolde krig fra 1960erne og frem.

Kritikerne fremhæver som regel tilblivelsen af en bestemt artikel, Artikel 4, som et afgørende og principielt problem, fordi den rummer muligheder for at begrænse ytringsfriheden. Artikel 4 sigter mod at kriminalisere racistiske ytringer og at forbyde organisationer, der fremmer eller tilskynder racediskrimination. Til gengæld ignorerer kritikerne de øvrige 24 artikler og hele den politiske og diplomatiske tilblivelseshistorie. Det er problematisk, fordi denne historie placerer konventionen i et helt andet lys end det, Winkel Holm og andre kaster over den.

Diplomatisk præcedens
Det var race-konventionen, som skabte det gennembrud, der gav menneskerettigheder i bred forstand status i international lov og gjorde dem bindende for stater. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948 var ikke forpligtende og spillede en meget begrænset rolle internationalt frem til 1960erne. I første omgang skabte race-konventionen den præcedens, som sikrede færdiggørelsen af konventionerne om civile og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i 1966 efter 18 års forhandlinger. Race-konventionen skabte også den diplomatiske præcedens, som sikrede, at menneskerettighederne fik en central rolle i 1970erne og 1980ernes Helsinki-proces, som omhandlede sikkerhed og samarbejde i det delte Europa.

For at forstå dette forløb er der to historiske erkendelser, som må på banen.
Det var især de afrikanske lande, som var drivkraften bag etableringen af det internationale menneskerettighedssystem. Dette gennembrud fandt sted i 1960erne, som en udløber af afkoloniseringen og det globale race-spørgsmål. Ideen om menneskerettigheder som vestligt påfund blev nærmest latterliggjort fra lande i syd, når den ide blev luftet i FN i denne periode.

I gennembrudsperioden 1962-1968 gav de mest fremtrædende aktører i dette forløb, Ghana, Philippinerne, Jamaica, Liberia, Nigeria og Costa Rica, både vesten og det kommunistiske øst en master class i internationalt menneskerettighedsdiplomati. De udfordrede både Sovjetunionen og USA og både kommunisme og kolonialisme. De var ikke lydstater, men tværtimod de mest visionære og kompetente fortalere for en international retsorden med menneskerettigheder i centrum; som Jamaica sagde til Generalforsamlingen i 1964: »FNs eksistens som en organisation for kollektiv sikkerhed og internationalt samarbejde forudsætter eksistensen af en international retsorden.« Deres indsats var en reaktion mod den kolde krigs våbenkapløb og verdensorden.

I 1959-1960 oplevede en række lande en opblussen af anti-semitisme – den såkaldte hagekors-epidemi med omfattende chikane, hærværk og gravskænderier – som vakte stor bekymring internationalt. Det blev taget op i FN med fokus både på racemæssig og religiøs intolerance. Emnet forblev på dagsordenen, men tog i 1962 en ny drejning: Ni vestafrikanske lande stillede forslag om, at FN burde udarbejde en konvention om racediskrimination. Israel leverede her en voldsom kritik af de vestlige landes modvilje mod at lovgive mod racistisk propaganda. I Winkel Holms udlægning skulle det gøre Israel til en »kommunistisk lydstat«. Det er næppe tilfældet.

Nyt momentum
Race-spørgsmålet fik højeste prioritet. I 1963 opnåede man enstemmighed i FN om en erklæring til bekæmpelse af race-diskrimination, som forarbejde til 1965-konventionen. Dette forløb gik forbavsende stærkt, når man sammenligner med FNs indsats på området i løbet af de forgangne 15 år.

Momentum kom fra nye uafhængige stater. Kolonialismen var stadig et vilkår på det afrikanske kontinent, og apartheid i Sydafrika blev stadig mere undertrykkende. Begge dele var en torn i øjet på de nye medlemsstater i FN. Livet i USA var heller ikke nemt for diplomater, som var farvede. De måtte leve med udbredt forskelsbehandling, chikane og ikke sjældent voldelige, racistiske overfald.

Racediskrimination i USA blev således en faktor i dette forløb. Det truede USA’s status som leder af den frie verden. Sovjetunionen brugte dette ideologisk mod USA. USA forsvarede sig og gav igen med spørgsmål om religiøs frihed i Sovjetunionen. En vigtig udvikling var, at de nye stater faktisk anerkendte Kennedy og Johnson-administrationens indsats mod racediskrimination i USA. Det kan ses af forhandlingsforløbet i perioden 1962-1965.

Det faktum, at de nye medlemsstater stadig ønskede at forbyde racistiske ytringer og organisationer, skal ikke ses i lyset af sovjetisk totalitarisme, men i en virkelighedsopfattelse rundet af deres egne historiske erfaringer og oplevelser i samtiden. Man kan være uenig i den konklusion, som de drog, men et knæfald for Sovjet var det i hvert fald ikke.

Afro-asiatisk sirenesang
Alle stater havde i 1960erne en strategisk interesse i race-spørgsmålet, og det skabte det opbrud, som gjorde menneskerettigheder juridisk bindende. USA blev presset til reformer, mens Sovjetunionen og de kommunistiske lande blev viklet ind i menneskerettighedsprojektet, fordi de ideologisk gerne ville fremstå som progressive på spørgsmål om race, kolonialisme og neo-imperialisme. Deres engagement på dette felt havde dog mere vidtstrakte konsekvenser og indebar blandt andet gennembruddet for civile og politiske rettigheder i 1966. Man kan kalde det et udslag af afro-asiatisk sirenesang på menneskerettighedsområdet. En strategisk sejr var det helt sikkert, og det var ikke Vesten, som havde fået Sovjet på banen.

Den centrale forskel mellem 1948-erklæringen og konventionerne fra 1960erne var, at sidstnævnte inkluderede artikler om, hvordan implementeringen af menneskerettigheder skulle monitoreres.

Ghana og Philippinerne udformede denne del af race-konventionen og ledede dygtigt forhandlingerne til et resultat. Svære kompromiser blev indgået, men racespørgsmålets betydning betød, at mange stater ville gå ganske langt, herunder overskride spørgsmål om staters suverænitet. Dette havde traditionelt været møllehjulet om menneskerettighedernes hals. Der blev skabt en præcedens for rapportering og international monitorering, som fik betydning i 1966, da man fik de bredere konventioner på plads. Her forsøgte de kommunistiske stater at obstruere, men præcedens fra race-konventionen gjorde, at der var noget at stå imod med. Vesten brugte race-konventionen proaktivt i forhandlingerne i 1966 og fik resultater i land på den konto.

Vedtagelsen af konventionerne betød ikke, at menneskerettigheder var grundfæstede i de forskellige stater. Brutale krænkelser fortsatte, og den kolde krig ekspanderede til den tredje verden. Vietnam, den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet og apartheid i Sydafrika bevidner dette. Nogle af fortaler-landene i de tidligere 1960ere blev selv skueplads for voldsomme krænkelser. Eftervirkningerne af seks-dages krigen i Mellemøsten i 1967 satte dybe skel med direkte konsekvenser for FNs menneskerettighedsdiplomati.

Menneskerettigheder bliver norm
I 1968 drog Jamaicas FN-ambassadør den konklusion, at man havde nået et »sandhedens øjeblik«. Man måtte se det »bæst i øjnene«, som bestod i at lade regeringer være ansvarlige for at fremme menneskerettigheder. Det var nu tid til at mobilisere civilsamfundet i den videre indsats, erklærede han – den selv samme mand, der sammen med sine nærmeste partnere, havde leveret menneskerettighedsprojektet på dørtrinnet til 1970erne. Det årti kom så til at byde på blandt andet Amnesty International, Chile, Grækenland, tortur, tvungne forsvindinger, Solzhenitsyn og den Helsinki-proces, som skabte fundamentet for dissident-bevægelserne i Østeuropa og spillede en vigtig rolle i kommunismens fald.

At menneskerettighederne kom med i Helsinki-aftalen fra 1975 skyldtes, at de i løbet af 1960erne blev etableret som norm i international lov. Den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950 er slet ikke forklaring nok herfor. Det var race-konventionen, som lå til grund for det normative gennembrud, og det blev der bygget videre på i 1970erne. Det er derfor svært helt at følge den menneskeretlige dolkestødslegende om race-konventionen, som Winkel Holm og andre gør sig til talsmænd for.

Vi vælger selv, om vi vil gøre historien til en ideologisk betinget dagsorden, eller om det skal være et erkendelsesmæssigt projekt, der gør os klogere. Når Vaclav Havel, som Winkel Holm forsøger at spænde for sin vogn, nu sidder i sin helt egen himmel, tænder endnu en smøg og sætter sin elskede Frank Zappa på grammofonen, tror jeg, at han kan værdsætte historiens ironi og vælger at leve op til sit eget motto »om at leve i sandhed«. I den virkelighed er der plads til også at se race-konventionen, som den store sejr, som den vitterligt var.