Nyhed

Menneskerettighedsdomstol godkender Danmarks udvisning af Shuaib Khan

Foto af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Danmark har i dag vundet to sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Begge sager handler om udviste udlændinge.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dag i to domme afgjort, at Danmark kunne udvise to udlændinge, der var dømt for kriminalitet. De to domme kommer ikke bag på Institut for Menneskerettigheder, for Danmark har vide muligheder for at udvise udlændinge, der dømmes for kriminalitet.  

Den ene sag handler om Shuaib Khan, der er tidligere leder af den nu opløste bande Loyal to Familia. Han er pakistansk statsborger, men født og opvokset i Danmark og har levet hele sit liv her i landet. Khan har hverken børn eller ægtefælle i Danmark.

Det særlige ved Khan-sagen er, at han blev udvist efter at være blevet idømt 90 dages fængsel for trusler om vold mod en politibetjent. Det er en mild dom at blive udvist på, når man som Khan har boet i Danmark hele sit liv, men udvisningen skal ses i lyset af, at Khan tidligere har begået meget alvorlig kriminalitet og har afsonet omkring 10 års fængsel uden at blive udvist af Danmark.

”Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har lagt vægt på, at der er tale om en bandeleder, der truer en politibetjent. Samtidig har Domstolen – ligesom den danske Højesteret – taget højde for Khans samlede kriminelle historik i sin afgørelse. Det er ualmindeligt, at en person med en så stærk tilknytning til Danmark udvises i forbindelse med en fængselsdom på 90 dage, men Khan har en række mere alvorlige sager bag sig, og jeg er derfor ikke overrasket over Domstolens afgørelse,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Hun tilføjer:

”Dommen er et eksempel på, at når de danske domstole har foretaget en grundig afvejning af menneskeretten i sin behandling af en sag om udvisning, skal der meget til, før Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tilsidesætter de nationale domstoles vurdering.” 

I dagens anden sag, Munir Johana mod Danmark, var vurderingen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligeledes, at de danske domstole havde foretaget en grundig vurdering inden udvisningen. Sagen drejer sig om en nu 25-årig irakisk statsborger, som senest er idømt seks måneders fængsel for vold. Han havde en stærk tilknytning til Danmark, som han kom til som fireårig.

Du kan se oversigt over alle afgørelser ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Danmark i Institut for Menneskerettigheders afgørelsesdatabase.