Ny europæisk dom: Det er slut med at være på dødens rand for at få humanitært ophold i Danmark

Af Peter Vedel Kessing, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder. Bragt i Jyllands-Posten den 12. maj 2017.

Siden 2010 har det været tæt på umuligt for alvorligt syge behandlingskrævende udlændinge at opnå humanitær opholdstilladelse i Danmark. Og det selv om myndighederne er forpligtede, hvis væsentlige humanitære hensyn afgørende taler for det.

Men med en ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bliver regeringen nu nødt til at løsne det stramme greb og tillade ophold til et større antal alvorligt syge og yderst sårbare udlændinge.

For som situationen er i dag, kan man – groft sagt – sige, at Danmark kun giver humanitær opholdstilladelse til alvorligt og terminalt syge udlændinge, der kun har kort levetid tilbage. Man skal nærmest være på dødens rand for at måtte blive i Danmark.

Antallet af tildelte opholdstilladelser i 2016 taler sit tydelige sprog: Kun tre mennesker fik sidste år lov til at blive, og for alles vedkommende var der tale om mennesker, som led af sygdomme af ”meget alvorlig karakter”.

Den første var en 77-årig ukrainsk statsborger, der blandt andet led af demens, atrieflimmer, hjerneinfarkt, åndedrætsbesvær og højst sandsynligt kræft – enten lungekræft eller metastaser fra anden kræftsygdom.

Den anden var en 75-årig afghansk kvinde, som led af »Alzheimers demens, [og var] massivt præget af sin sygdom og [havde] mistet forståelsen for det basale.«

Den tredje og sidste var en statsborger fra Tanzania, der blandt andet led af en meget alvorlig lungesygdom, havde skrumpelever, var i risiko for hjertesvigt og for, at lungerne klappede sammen, samt led af hepatitis C i et meget fremskredent stadie.

Myndighedernes restriktive tilgang til humanitært ophold stammer fra 2010. Dengang skærpede Udlændinge- og Integrationsministeriet den danske praksis, fordi ministeriet mente, at vi var langt mere lempelige end det, der faktisk blev krævet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Skærpelsen førte til en væsentlig nedgang i antallet af humanitære opholdstilladelser. Fra 2004-2009 blev der i gennemsnit givet 198 om året, mens der fra 2011-2016 i gennemsnit blev givet 55 humanitære opholdstilladelser årligt. Særligt de sidste år er der skåret kraftigt ned, og i 2015 fik kun 25 mennesker ophold, mens – som nævnt i starten – kun tre mennesker fik det i 2016.

Men hvad kræver det for at kunne opnå humanitær opholdstilladelse, og hvad er det så, der har ændret sig siden 2010? Dengang som nu skal myndighederne se på to hensyn, nemlig hvor alvorlig en sygdom, der er tale om, samt hvordan behandlingsmulighederne er i hjemlandet.

Hvis vi starter med sygdomskriteriet, så gives der ophold til udlændinge, der lider af en ”sygdom af meget alvorlig karakter”, og som kræver løbende behandling. Det kan for eksempel være aids og kræft i terminalstadiet samt visse meget alvorlige hjertesygdomme, nyresygdomme, tarmsygdomme samt blodsygdomme. For at psykisk sygdom kan begrunde humanitær opholdstilladelse, skal der være tale om en egentlig sindssygdom. Det kan for eksempel være psykoser, skizofreni og visse former for depressive tilstande.

Hvis personen er syg ”nok”, skal myndighederne dernæst undersøge, om de nødvendige behandlingsmuligheder er til stede i ansøgerens hjemland.

Før 2010 vurderede Udlændinge- og Integrationsministeriet både, om den nødvendige behandling generelt var tilgængelig i hjemlandet, og om den pågældende udlænding helt konkret ville have adgang til behandlingen. Ministeriet undersøgte blandt andet, om personen ville have råd til at købe den nødvendige medicin, om medicinen var tilgængelig i hele landet eller måske kun i få svært tilgængelige apoteker i storbyen, samt om der var familiemæssig eller anden social støtte til personen, når han eller hun blev sendt tilbage.

Efter 2010, da ministeriet fandt ud af, at der var rum til at stramme reglerne, blev det så besluttet, at der ikke længere skulle foretages en konkret beregning af udgifterne til behandlingen i hjemlandet. Der skulle heller ikke længere ske en konkret og individuel vurdering af den økonomiske, familiemæssige og sociale situation i hjemlandet, som udlændingen ville blive udvist til.

Men ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal det nu være slut med den stramme fortolkning af reglerne. Den nye storkammerdom fra EU-Domstolen betyder nemlig, at den danske praksis er for restriktiv. Domstolen mener, at alvorlige behandlingskrævende sygdomme, som ikke er terminale, også skal kunne føre til opholdstilladelse, hvis udlændingen risikerer at blive udsat for en ”alvorlig, hurtig og irreversibel forværring af sit helbred” i hjemlandet.

Domstolen drøfter for første gang mere indgående spørgsmålet om, hvilke undersøgelsesskridt stater skal gennemføre, før de udsender en alvorligt syg udlænding.

For det første skal staterne – som det også er tilfældet i Danmark i dag – vurdere, om de generelle behandlingsmuligheder i hjemlandet er tilstrækkelige og passende.

Dernæst skal staterne vurdere, om den pågældende udlænding helt konkret vil have adgang til den nødvendige behandling og pleje – også i forhold til pris og distance til behandling og familie- og socialt netværk.

I de tilfælde, hvor der er alvorlig tvivl om, hvilke konsekvenser udsendelsen vil få for den udvistes sygdom, skal staterne nu indhente en individuel og tilstrækkelig garanti fra hjemlandet. Det skal garanteres, at passende behandling er tilgængelig for den alvorligt syge udlænding.

Med den nye dom har Domstolen dermed gjort op med sin tidligere meget restriktive praksis. Sygdomskriteriet er lempet og undersøgelseskravet skærpet.

Det til trods vil det stadig have undtagelsens karakter, at en alvorlig syg udlænding uden behandlingsmuligheder i hjemlandet får tildelt humanitær opholdstilladelse i Danmark.

Da daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i 2010 strammede reglerne, gjorde hun det med med direkte henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

Spørgsmålet er derfor i dag, om vores nuværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, også vil følge Domstolens afgørelse, når pendulet svinger den anden vej.