Nyhed

Ny hastelovgivning er meget vidtgående men lovlig

Et billede af Christiansborg
Forbud mod små forsamlinger og strafskærpelser har menneskeretlige konsekvenser, men tiltagene ligger inden for statens handlerum i en krisesituation.

Folketinget forventes på tirsdag at vedtage to nye lovforslag, der hen over weekenden bliver hastebehandlet. Især forslaget om at give politiet myndighed til at forbyde forsamlinger helt ned til tre personer er vidtgående. Men menneskeretten giver staten vide rammer for at handle i en krisesituation som COVID-19-epidemien.

”Menneskeretten er beregnet til at fungere i den virkelige verden, og den giver staterne et stort handlerum i en krise som den, vi står i nu. De danske myndigheder kan derfor gå meget længere og indføre langt mere vidtgående begrænsninger i borgernes rettigheder, end de normalt kan,” siger Louise Holck, konstitueret direktør for Institut for Menneskerettigheder. Hun tilføjer:

”Det kræver dog, at tiltagene er med til at mindske smitten og dermed beskytte befolkningens sundhed, og at vi befinder os i en krisesituation. Samtidig skal tiltagene have et lovligt grundlag, være så klare, at borgerne kan forstå og efterleve reglerne, og tiltagene må hverken gå længere eller gælde længere end det er nødvendigt for at håndtere krisen.”

Giv rådgivning før bøder

Epidemiloven ændres, så politiet kan forbyde helt ned til tre personer at samle sig. Helt konkret ændres formuleringen i loven, så der nu kan laves forbud mod, at ”flere personer befinder sig på samme sted” i stedet for i dag, hvor loven giver mulighed for at forbyde ”afholdelse og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”.

”At vi ikke længere kan stå sammen med mere end to andre mennesker på et offentligt sted er selvfølgelig meget, meget vidtgående og ville være helt utænkeligt under normale omstændigheder. Men hvis forbuddet kan forhindre smitten i at spredes, er det lovligt i menneskeretlig optik,” siger Louise Holck.

Hun understreger dog, at det kræver, at det er tydeligt for borgerne, hvornår det er forbudt at stå sammen mere end to.

”Gælder det for eksempel også i en privat gård, og hvor tæt og hvor længe skal man stå sammen, før det er ulovligt? Det her er nyt for os alle, og det kan være svært at regne ud, hvad der helt præcist er inden for rammerne. Jeg vil derfor opfordre politiet til ikke at være for hurtig med bødeblokken, men først og fremmest guide befolkningen til at følge reglerne,” siger Louise Holck.

Lad tvivlen komme den tiltalte til gode i sager om strafskærpelser

Folketinget forventes samtidig at indføre skærpede straffe for forseelser i direkte forbindelse med bekæmpelsen af COVID-19-epidemien i Danmark. I enkelte tilfælde kan domstolene ikende en firedobbelt straf, hvis en person begår kriminalitet, der har en sammenhæng med COVID-19.

”Hvis man fordobler eller firedobler en straf, kan mennesker stå med meget voldsomme straffe for mindre forseelser. Vi opfordrer derfor domstolene til at lade tvivlen komme den tiltalte til gode, hvis der er nogen som helst tvivl om, hvorvidt lovovertrædelsen har sammenhæng med pandemien,” siger Louise Holck.