Nyhed

Tilsyn finder mangelfuld beskyttelse af privatlivsfred

Billede af person, der håndterer en computer.
Instituttet er bekymret over, at PET i en årrække har modtaget overvågningsoplysninger fra FE om borgere i Danmark uden lovpligtig retskendelse.

I mindst fire år har Politiets Efterretningstjeneste (PET) haft mulighed for at indhente overvågningsoplysninger om personer hjemmehørende i Danmark fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) uden retskendelser, som ellers er et krav i loven. Det fremgår af den seneste årsredegørelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).

Det betyder med andre ord, at PET igennem FE har haft adgang til en stor mængde data i form af blandt andet mails, post og telefonsamtaler mellem personer hjemmehørende i Danmark, uden at en uafhængig dommer har vurderet, om det var berettiget til at give PET adgang til oplysningerne. Denne type data kaldes for rådata.

Loven har siden 2015 lagt op til, at der i denne proces skal indhentes retskendelser. Det er bare ikke blevet gjort. Det giver anledning til bekymring hos Marya Akhtar, der er specialkonsulent hos Institut for Menneskerettigheder.

”Menneskeretligt handler denne sag først og fremmest om retten til respekt for privatlivet. Den ret kan der gøres indgreb i, hvis det står i loven, og indgrebet har et lovligt formål. Dog må indgrebet i borgernes privatliv ikke være mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at følge formålet. Heri ligger også, at lovgivningen skal indeholde tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier til at beskytte mod misbrug,” siger Marya Akhtar. Hun tilføjer:

”Efterretningstjenesterne har i forvejen vide beføjelser. Retskendelsen bliver derfor den sikkerhed, vi som borgere har for, at tjenesterne ikke indhenter oplysninger udover, hvad der er nødvendigt for at forfølge legitime formål,” siger Marya Akhtar.