Nyhed

Udlændingenævnet underkender ulovlig praksisændring

I otte sager om familiesammenføring har Udlændingenævnet underkendt udlændingeministerens praksisændring fra 2016. Instituttet havde advaret forinden.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bad i juni 2016 Udlændingestyrelsen om i praksis at se bort fra den lovbestemte 26-årsregel i sager om familiesammenføring.

Udlændingenævnet har nu givet otte par medhold i deres klage over afslag på familiesammenføring og bedt Udlændingestyrelsen behandle sagerne igen – denne gang uden at tage hensyn til ministerens praksisændring.

”Vi er glade for, at de mennesker, der var berørt af ministeriets ulovlige praksisændring, nu får mulighed for at få behandlet deres sager i overensstemmelse med lovgivningen. Vores vurdering var og er, at ministeriets praksisændring var klart ulovlig,” siger Jonas Christoffersen, direktør ved Institut for Menneskerettigheder.

I et brev til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg advarede instituttet i juli 2016 om, at praksisændringen ville betyde, at danske statsborgere ville få ulovligt afslag på familiesammenføring. Den ændring i praksis, som ministeren ønskede, krævede nemlig en lovændring, som først senere blev gennemført. Læs mere på https://menneskeret.dk/nyheder/praksisaendring-ulovlig

Alle sager går om

Efter instituttets henvendelse til ministeren valgte Folketingets Ombudsmand at se nærmere på sagen. Instituttet skrev også til Udlændingenævnet og forklarede uddybende, hvorfor det efter instituttets opfattelse var ulovligt at se bort fra 26-års reglen, når loven endnu ikke var ændret.

Nu har Udlændingenævnet givet de otte par medhold i deres klage over afslag på familiesammenføring og har sendt sagerne til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet har i den forbindelse tilkendegivet, at ansøgerne ikke kan få afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at tilknytningskravet ikke er opfyldt, da de på det tidspunkt, de fik afslaget, ifølge loven ikke skulle opfylde tilknytningskravet.

Praksisændringen skete i kølvandet på den såkaldte Biao-sag fra maj 2016, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømte Danmark for diskrimination på grund af den såkaldte 28-årsregel, der siden var ændret til en 26-årsregel.

Først i marts 2017 fremsatte regeringen lovforslag om at ændre udændingeloven og ophæve 26-årsreglen. Folketinget vedtog lovændringen i maj. 26-årsreglen blev dermed afskaffet, hvorefter det såkaldte tilknytningskrav gælder også over for personer, der har været danske statsborgere i mere end 26 år.

”Da sagerne nu er afgjort til borgernes fordel, lukker ombudsmanden sin sag,” skriver Folketingets Ombudsmand på sin hjemmeside.

Se http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/ombudsmanden_lukker_sag_om_26-aarsreglen/