Nyhed

Uønsket seksuel opmærksomhed udbredt på erhvervsskolerne

Billede håndværker
Mere end hver fjerde kvindelige elev på 17 år eller derunder oplever uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Børne- og Undervisningsministeriet ændrer undervisningsmiljøloven, så den tydeligt forpligter erhvervsskolerne til at gribe ind over for seksuel chikane.

Uønsket seksuel opmærksomhed er udbredt på landets erhvervsskoler. Især de helt unge kvinder, der typisk kommer lige fra grundskolen, er ramt. Her beretter hver fjerde, at de oplever uønsket seksuel opmærksomhed, mens de går på erhvervsskolen.

Det viser en ny analyse fra Institut for Menneskerettigheder, der har afdækket omfanget af uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne.

Opgørelsen baserer sig på de trivselsmålinger, som alle erhvervsuddannelser har pligt til at gennemføre årligt, og hvor der måles på elevernes generelle trivsel. I alt har 40.000 elever besvaret trivselsmålingen ud af de 110.000 lærlinge og elever, der i 2022 var indskrevet på en erhvervsuddannelse.

Af undersøgelsen fremgår det også, at problemet er mest omfattende på de uddannelser, hvor kvindelige elever er i klart mindretal. Her svarer omkring hver tredje kvinde på tværs af aldersgrupper, at hun har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på skolen. Igen er problemet mest udbredt blandt de yngste elever, hvor hele 40 procent af de kvindelige elever på 17 år eller derunder svarer, at de har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på skolen.

Det viser analysen

 Én ud af syv erhvervsskoleelver oplever uønsket seksuel opmærksomhed på skolen

  • Cirka hver syvende erhvervsskoleelev (15 %) svarer i 2022, at de i løbet af det seneste år er blevet udsat for uønsket seksuel opmærksomhed af andre elever eller ansatte på deres skole.

Omkring hver fjerde kvindelige elev på 17 år eller derunder oplever uønsket seksuel opmærksomhed

  • Jo yngre eleverne er, jo større er andelen, der har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på skolen. For kvinder på 17 år eller derunder er det omkring hver fjerde elev (28 %), og for mænd i samme aldersgruppe er det godt hver femte (22 %).

Minoritetskøn oplever i højere grad uønsket seksuel opmærksomhed

  • Der er en klar tendens til, at minoritetskønnet (det underrepræsenterede køn) i højere grad oplever uønsket seksuel opmærksomhed. Omfanget er størst for kvinder på de mandsdominerede uddannelser, hvor omkring hver tredje kvinde har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed (29 %) sammenlignet med omkring hver sjette mand (16 %). På de kvindedominerede uddannelser er det 14 % af mændene sammenlignet med 11 % af kvinderne. For kvindelige elever på 17 år eller derunder, som befinder sig på mandsdominerede uddannelser (med 60 % mænd eller derover), er det hele 40 %, som har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed.

Det er dog ikke alene kvinderne, der oplever uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne. Blandt de mandlige elever på 17 år eller derunder angiver godt hver femte (22 procent), at de føler sig chikaneret.

”Erhvervsskolerne har pligt til at beskytte elever mod seksuel chikane. Når så mange elever oplever uønsket seksuel opmærksomhed, tyder det på, at der er et alvorligt problem, der skal håndteres,” siger Rasmus Brygger, der er ligebehandlingschef på Institut for Menneskerettigheder.

Erhvervsskolerne har pligt til at gribe ind

Efter undervisningsmiljøloven er skolerne forpligtede til at sikre et godt undervisningsmiljø. Det vil også indebære et miljø fri for seksuel chikane, men seksuel chikane er ikke nævnt I loven, og det er derfor usikkert, i hvilken udstrækning eleverne er beskyttet efter undervisningsmiljøloven.

Erhvervsskoleelever er dog allerede beskyttet mod seksuel chikane på skolen efter ligebehandlingsloven. Derfor kan erhvervsskolerne gøres ansvarlige, hvis en elev udsættes for seksuel chikane, når eleven er på skolen.

”Det er helt afgørende, at erhvervsskolerne lever op til deres forpligtelser og styrker deres vejledning for de elever, der mistrives i deres uddannelsesforløb på grund af seksuel chikane. Elever, som har været udsat for seksuel chikane, står i en særlig sårbar situation, hvis de ikke har nogen steder at søge hjælp,” siger Rasmus Brygger.

Siden 2021 har erhvervsskolerne haft pligt til at spørge ind til uønsket seksuel opmærksomhed i den årlige trivselsmåling. Dette er sket som led i trepartsaftalen om seksuel chikane.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at erhvervsskolernes ansvar bliver endnu tydeligere ved, at Børne- og Undervisningsministeriet ændrer undervisningsmiljøloven, så pligten til at sikre et godt undervisningsmiljø udtrykkeligt udvides til også at omfatte et undervisningsmiljø fri for seksuel chikane, andre former for chikane og diskrimination.

Anbefalinger

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:

  • Børne- og Undervisningsministeriet/Styrelsen for IT og Læring tager initiativ til at udvide trivselsmålingerne med yderligere spørgsmål til måling af uønsket seksuel opmærksomhed.
     
  • Børne- og Undervisningsministeriet tager initiativ til at ændre undervisningsmiljøloven, således at pligten til at sikre et godt undervisningsmiljø udtrykkeligt udvides til at omfatte et undervisningsmiljø fri for seksuel chikane, chikane og diskrimination.
     
  • Børne- og Undervisningsministeriet forpligter erhvervsskolerne til at oprette en rådgivningsfunktion, som giver ret til social, personlig, psykologisk og juridisk rådgivning for elever, der oplever dårligt lærings- og arbejdsmiljø, herunder seksuel chikane, chikane og diskrimination, på skolen eller på deres oplæringssted. Dette bør følges op med et oplysningsarbejde, der skal sikre, at eleverne får kendskab til regler og rettigheder samt klagemuligheder.