Nyhed

Bliver vores rettigheder smittet med corona?

Et billede af coronavirsussen
Retten til privatliv og smittesporing blev diskuteret til webinar arrangeret af Københavns Universitet og Institut for Menneskerettigheder.

Corona-krisen betyder, at staten kan foretage indgreb i vores ret til blandt andet privatliv og beskyttelse af vores personlige oplysninger, som vi ellers aldrig ville acceptere. Men hvordan sikrer vi, at indgrebene ikke kommer ud af proportion, og at de bliver lagt i graven igen, når vi ikke længere har brug for dem? Sådan lød det store spørgsmål, da Københavns Universitet og Institut for Menneskerettigheder torsdag 28. maj inviterede til debat. Radioværten Christiane Vejlø styrede debatten, og panelet bestod af:

  • Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder
  • Hanne Marie Motzfeldt, lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet
  • Carsten Obel, læge og professor ved Aarhus Universitet
Elektronista

Hør debatten som podcast hos Elektronista.

Især udløbsdatoen var Rikke Frank Jørgensen optaget af, for som hun sagde ”det er vigtigt, at vi med corona ikke får en ny normalitet, sådan som vi så efter 2001-terrorangrebet, hvor der kom en række indgreb i vores rettigheder, som vi lever med den dag i dag. Vores rettigheder har vi kæmpet for historisk, og vi skal passe på dem, også når der er krise.”

Debatten kom ind på den kommende danske såkaldte corona-app, som vil indsamle data om befolkningen i mere eller mindre anonymiseret form.

”Smittebekæmpelse og privatliv er ikke et enten-eller,” pointerede Rikke Frank Jørgensen og fortsatte: ”Med corona-appen har vi ikke særlig gode erfaringer fra andre lande, usikkerheden om effekten er enorm, og der er sikkerhedsrisici forbundet med Bluetooth-signaler. Alligevel laver vi et nyt samarbejde med tech-giganter om dataindsamling på et tidspunkt, hvor smitten er under afmatning.”

Hanne Marie Motzfeldt tilføjede, at ”det er umuligt at forholde os til en corona-app, hvis vi ikke ved helt klart, hvad formålet er med at indhente data, og det ved vi ikke altid. Det gør det svært for mig at måle formålsbestemthed og dataminimering”.

Carsten Obel slog til lyds for, at indsamling af data altid skal være til nytte for borgerne, og ”at vi skal understøtte løsninger, der har som bærende element, at teknologien skal understøtte vores værdier”.

Rikke Frank Jørgensen var enig i, at det særligt danske skal gå hånd i hånd med vores brug af teknologiske løsninger.

Debatten kan ses på Københavns Universitets hjemmeside. https://jura.ku.dk/Nyheder/2020/webinar-rettigheder-smittet-med-corona-virus/